Koncerter

Way Out West 2015: Belle and Sebastian, 13.08.15, Flamingo, Gøteborg

Skotske Belle and Sebastian er et band, man måske skulle have oplevet for 15 år siden. I år, på den svenske festival Way Out Wests første eftermiddag, gav de en overvejende kedelig koncert – dog med visse charmerende lyspunkter.

Fotos: Olle Kirchmeier / Way Out West

Jeg skal være ærlig og tilstå, at jeg var ganske skeptisk, inden jeg skulle se skotske Belle and Sebastian under den bagende sol i Gøteborgs smukke park Slottskogen. Jeg var overbevist om, at det er et band, man skulle have set for 15-20 år siden, da de var aktuelle med deres absolut bedste udgivelser. I dag spiller de, hvad der egentlig bedst beskrives som kedelig forældrerock, der hverken er farlig, udfordrende eller interessant, og i bedste fald kunne jeg forvente en koncert med indiepop-nostalgi fra en tid, hvor jeg knap kunne gå.

Denne skepsis viste sig desværre at være ganske velbegrundet, da Belle and Sebastian indledte deres koncert på Way Out Wests største scene, Flamingo. Hurtigt beviste skotterne, at deres karakteristiske indie-tweefolk ikke længere er båret af en ungdommelig naivitet, men blot er blevet til utrolig kedelig og rutineret folkrock. Åbneren fra dette års Girls in Peacetime Want to Dance, ”Nobody’s Empire”, indledte koncerten, og det mest interessante ved dette nummer var de tilhørende fine visuals, der viste forskellige billeder fra de gode gamle dage, hvor ”Nobody’s Empire” ville være opfattet som et nyskabende nummer. Denne ros skal dog nuanceres af, at de flotte visuals også stjal al min fokus fra bandet, der spillede.

Langsomt, som koncerten skred frem, blev jeg blødt op i varmen. Stuart Murdoch fyrede ganske morsomme jokes af, og selvom han bestemt ikke er nogen komiker, var de alligevel bedre end musikken. Det gjorde også, at han langsomt, via sin smittende charme, skabte en ganske behagelig stemning blandt publikum. På et tidspunkt satte en dreng sig ned for at få skygge, og med det samme tilbød en fremmed en vifte. Hvis det var på grund af stemningen, Murdoch skabte, betragter jeg det altså som en stor præstation.

Numrene begyndte også at blive mere interessante, som folkrocken blev til indiedisco, hvor ”Electronic Renaissance” fra Tigermilk (1996) var koncertens klare højdepunkt, da den bløde, vuggende folkrock mødte en god kontrast af det stive discobeat og den monotone krautbas. Dog blev genremikset mellem numrene også en kende stilforvirret, og det var desværre ikke på den gode Beck-måde.

Til sidst hev Murdoch omkring 30 unge mennesker op på scenen for at danse til endnu et kedeligt folkrocknummer. Det var egentlig kun rigtig sjovt for dem, der blev inviteret op på scenen, og jeg mistænker Belle and Sebastian for at udføre denne gimmick for at kompensere for endnu et kedeligt nummer i en hovedsageligt kedelig (men også en til tider charmerende) koncert.

★★★½☆☆

Leave a Reply