Koncerter

Way Out West 2015: Dan Deacon, 14.08.15, Folkteatern, Gøteborg

Skrevet af Simon Freiesleben

Den 33-årige amerikaner Dan Deacon forstod virkelig at sætte gang i en dansefest helt uden hierarki, og i bogstavelig forstand at få publikum på banen, til fredagens koncert på Way Out West.

Fotos: Olof Ringmar / Way Out West

Det er sandsynligvis første og nok også sidste gang, at Baltimores elektroakustiske enfant terrible Dan Deacon har ageret opvarmning til dronemetalbandet Sunn o))). Hans minimalistiske setup med trommer og en halvsmadret mixerpult i alle regnbuens farver forsvandt nærmest iblandt det dusin af enorme forstærkere, der dannede en veritabel mur bagerst på scenen. Det tog Deacon dog i stiv arm, ligesom han håndterede sine problemer med den bærbare computer med at joke sig igennem, inden en fantastisk elektropunket udgave af “Sheathed Wings” bragede ud fra scenen og satte gang i dansegulvet.

Når man hører Dan Deacons plader, så får man indimellem følelsen af at have ADHD, da der simpelthen ofte sker så meget på samme tid, at man knap ved, hvad man skal fokusere på. Live er det dog en helt anden oplevelse, for her er der kun ét at fokusere på, og det er at danse. Dan Deacons dansegulv er en ekstremt egalitær affære. Her er intet hierarki, og intet indfald er for gakket eller fjollet til at blive prøvet af.

Således stoppede Deacon musikken før andet nummer og bad publikum om at rykke ud til siden for at skabe en dansecirkel midt i det tætpakkede folketeater. Herefter udpegede han to publikummer til at starte en absurd form for stafet-dance-off, hvor de til enhver tid kunne give stafetten videre til en ny fra publikum. Grinende og daskende med alle lemmer brød danserne ud i sjove moves til glæde for resten af publikum, inden festen eksploderede i ekstatisk hoppen rundt, da Deacon fra scenen råbte: »All together now!«.

Deacons sangstemme var sovset ind i så mange lag af computerforvrængning, at det ofte var svært at høre, hvad han overhovedet sang eller at skelne den ene sang fra den anden. Men han emmede af spilleglæde og virkede ovenud glad for at have lov til at stå på scenen foran os, og den gode stemning smittede i høj grad af på publikum. Hans nye album Gliss Riffer fyldte ganske meget på sætlisten, men musikken fungerede også rigtig fint fremført live. Især den energiske trommeslager var med til at give de lidt flimrende og komplicerede kompositioner mere saft og kraft.

Henimod koncertens slutning mente Deacon, at det var tid til en ny dansekonkurrence. Han splittede publikumsmængden på midten og udpegede to dansekaptajner, hvis hold skulle følge deres mindste bevægelse i en omgang “Kongens efterfølger”. Her oplevede man igen musikkens dejligt hierarkiløse karakter, da der helt naturligt og uden brok skete en løbende udskiftning af, hvem der dikterede dansen, indtil publikum var en stor masse af arme og ben, der spjættede i alle rigtige og forkerte retninger på samme tid. Til slut fik vi den glimrende  elektroniske discosjæler “Feel the Lightning” fra den gennemført sympatiske Dan Deacon.

★★★★★☆

Deltag i debat