Koncerter

Way Out West 2015: Flying Lotus, 14.08.15, Linné, Gøteborg

Foto: Annika Berglund / Way Out West
Skrevet af Simon Freiesleben

Flying Lotus stod stoisk bag DJ-pulten og fungerede som publikums kaptajn, mens han tog os med på en rejse til fjerne futuriske galakser, til det spirituelle hinsides og med ind i vores underbevidstheds værste blodige mareridt, alt sammen med hjælp fra sine fantastiske visuals.

Foto: Annika Berglund / Way Out West

Foto: Annika Berglund / Way Out West

Steven Ellison er det borgerlige navn tilhørende Los Angeles’ ekstremt alsidige multitalent, der gemmer sig bag kunstnernavnet Flying Lotus, og som fredag aften holdt hof på Way Out Wests Linné-scene. I det sidste årti har han opbygget et ry som en af dem på eksperimentale hiphop-scene, der er allerlængst fremme i skoene, og han har blandt andet en fremtrædende rolle som producer og indflydelse på Kendrick Lamars brillante album To Pimp a Butterfly. Sidste år udgav Flying Lotus det fremragende soloalbum You’re Dead!, et konceptalbum der udforsker døden i dens allestedsnærværende og mystiske facon.

Det var uden nogen større viden om, hvad jeg kunne forvente mig, at jeg gik ind til Flying Lotus’ koncert. Hans setup så tilforladeligt simpelt ud, med en DJ-pult gemt væk bag et gennemsigtigt hvidt lagen, der adskilte ham fra publikum. Men det simple setup skulle man ikke lade sig narre af. Koncerten kom flyvende fra start, med de mest overdådigt overlegne visuals, jeg længe har set. Jeg skal helt tilbage til Chris Cunningham på Roskilde Festival 2011, for at mindes en mere gennemført visuel koncert. Ellison entrerede scenen iført en fluemaske med snabel og kæmpe lysende gule øjne, der fungerede som visuelt pejlemærke gennem en stor del af koncerten. Det hvide fortæppe, der hang mellem publikum og Ellison, gav koncertvisualsne et syret tredimensionelt look, da der både kørte videoer på bagskærmen og forskærmen.

De mange instrumentalle lydbidder fra You’re Dead! fyldte en stor del af koncertens første halvdel, der dog aldrig blev kedelig af den grund. Tværtimod. Flying Lotus stod stoisk bag DJ-pulten og fungerede som publikums kaptajn, mens han tog os med på en rejse til fjerne futuriske galakser, til det spirituelle hinsides og med ind i vores underbevidstheds værste blodige mareridt, alt sammen med hjælp fra sine fantastiske visuals. Det var i sandhed et audiovisuelt overflødighedshorn. Man nåede aldrig at kede sig, da de enkelte lydstykker var tilpas korte til, at der var en konstant fremdrift i koncerten, der vitterligt føltes som en rejse i tid og sted.

I koncertens sidste halvdel smed Ellison fluemasken med de lysende øjne og fremstod pludselig helt sympatisk og menneskelig, da han pludselig sprang ud på den anden side af det hvide fortæppe som sit rappende alter ego Captain Murphy og fyrede den af på ægte hiphopmanér med “Dead Man’s Tetris”. Selvom den største del af koncerten fungerede som en opvisning af Flying Lotus’ eksperimenterende psyfunk tilsat syrede visuals, så bar koncerten konstant præg af hans baggrund i hiphop. Der var dermed også indlagt adskillige crowd-pleasers i form af remixes af Drakes “Know Yourself” samt den Flying Lotus-producerede Kendrick Lamar-sang “Wesley’s Dream”.

Det var et af de bedste hiphopshows, jeg nogensinde har set, og en fuldstændig gennemført totaloplevelse af visuelle såvel som lydmæssige indtryk. Samtidig virker Ellison som et svært sympatisk individ, der næsten ikke kunne nænne at forlade sit utroligt taknemmelige publikum, selvom han havde opbrugt sin spilletid. Mens sceneteknikerne gik og pakkede scenen sammen, blev han hængende for at rappe Snoop Dogs omkvæd på “Dead Man’s Tetris” for en kvindelig fan, uddele krammere og han skrev sågar sin autograf på en heldig fans medbragte LP. Jeg tror aldrig, jeg vil kunne høre Flying Lotus igen uden at drømme mig tilbage til denne aftens filmiske rejse som perfekt akkompagnement til musikken.

★★★★★½

Deltag i debat