Koncerter

Way Out West 2015: Patti Smith, 15.08.15, Azalea, Gøteborg

Patti Smith og band genopførte det legendariske debutalbum Horses, så det på unik vis genopstod i tid og rum på Way Out West.

Fotos: Annika Berglund / Way Out West

Trenden med albumkoncerter nåede også til Way Out West, hvor Patti Smith opførte sit legendariske debutalbum Horses, der udkom i 1975. Ofte kan det være svært at genopføre et album til en koncert, da der er så mange elementer i albummets produktion, man ikke kan genskabe live. Det er dog ikke noget problem, når det kommer til Horses. Albummet er simpelt instrumenteret med guitar, klaver, bas, trommer og vokal, hvor diverse overdubs er holdt på et absolut minimum. Derfor var det rimeligt at forvente, at sangene ville blive fremført, som de er på pladen, men det skulle vise sig at være forkert.

Bevares, instrumenteringen var den samme, men når det er Patti Smith, der står på scenen, er to fremførelser aldrig ens. Som hun står på scenen med sin vrede, hæse stemme, bliver hun opslugt af musikken. Den ene tone fører til den næste, der fører til den tredje. Smiths rå fraseringer bygger videre på hinanden, uden at der bliver skævet tilbage mod den 40 år gamle original. Det er en musik, der opstår i et unikt tid og rum, og det er altid interessant at se Smith fortolke egne sange, og det er uanset, om sangene er skrevet i går eller for 40 år siden.

Sætlisten var givet på forhånd, da den var en a-z-gennemgang af Horses samt diverse andre højdepunkter efter albummets sidste nummer, ”Elegie”. Inden ”Kimberly” jokede Smith sågar med, at det nu var tid til at vende vinylpladen og begynde på b-siden. Vi startede med ”Gloria” – et af Smiths største numre, og så var vi ligesom i gang efter indledningen med den ikoniske linje: »Jesus died for somebody’s sins but not mine.«

Sangene på Horses følger sjældent en klassisk popformel, hvor et vers bliver fulgt af et omkvæd. De er snarere lange digte, som der er sat musik til, mens Smith synger sin poesi. Smith er en vanvittigt nærværende oplæser, hvilket hun beviste på en mageløs, transcenderende udgave af ”Birdland”, hvor hun ledsaget af læsebriller og manuskript reciterede sin poesi. Selvom ”Birdland” langt fra er en popsang, er Patti Smith nu først og fremmest sanger og sangskriver frem for digter. Hendes tekster skal opleves, når de bliver fremført musikalsk, for ellers vil de mangle et vigtigt element: musikken og Smith.

Ikke nok med, at det var stort at opleve Smiths intensitet, så smeltede bandet også sammen til en samlede musikalsk enhed. Det er her værd at bemærke, at trommeslageren Jay Dee Daugherty og guitaristen Lenny Kaye var med i femmandsbandet, der i sin tid indspillede Horses, og har været en fast del af Smiths band siden (med undtagelse af de otte år, hvor Fred ”Sonic” Smith spillede guitar i stedet for Kaye). Når bassisten Tony Shanahan har medvirket i 19 år, og altmuligmanden Jack Petruzzelli har det i otte, er der altså tale om en utroligt sammenspillet kvartet, der bakker Smith op på alverdens scener – og gør det intet mindre end fremragende.

Lyden eksploderede ud af højtalerne, da det blev tid til at spille det euforiske omkvæd i ”Break It Up”. Det var rock i sin fineste variant, og den gør sig stadig utroligt godt på diverse festivaler, selvom der var ganske få ukoncentrerede øjeblikke i “Redondo Beach” og “Kimberly”, der desværre udelukker absolut topkarakter.

Smith insisterer på, at man stadig kan ændre verden med rock’n’roll, og det budskab leverede hun så troværdigt under ”People Have the Power”, at man for en stund troede på det, og hvis man stadig ikke var overbevist, må enhver tvivl have være blevet overvundet på det afsluttende, punkede cover af The Whos ”My Generation”. Det er ikke for sjov, at Smith kaldes punkens gudmor.

★★★★★☆

Deltag i debat