Koncerter

Way Out West 2015: Ride, 15.08.15, Linné, Gøteborg

Foto: Olle Kirchmeier / Way Out West

Det britiske shoegazeorkester var energiske, men desværre også en kende ensformige i løbet af den time, de spillede på Way Out West lørdag aften.

Foto: Olle Kirchmeier / Way Out West

Foto: Olle Kirchmeier / Way Out West

Way Out West har tidligere lagt scene til koncerter med My Bloody Valentine og Slowdive, og i år kunne festivalen melde om fuld plade, da det sidste band af de tre store fra start-90’ernes britiske shoegazescene spillede på årets festival. Ride er altid blevet kaldt for et shoegazeband, selvom de lydmæssigt har mere tilfælles med f.eks. Oasis end My Bloody Valentine, og det var da heller ikke fordi, de fire briter havde travlt med at kigge ned på deres sko.

Tværtimod lod Ride deres musik eksplodere ud i hovedet på publikum, mens scenelyset konstant blinkede mod bagtæppet med bandnavnets fire bogstaver. Rides sange er så tilpas energiske, at de egner sig utrolig godt til at blive spillet live, hvilket bandet beviste fra start med ”Leave Them All Behind”, hvor trommeslager Laurence Colbert nærmest spillede et uendeligt fill, der først sluttede efter det sidste nummer, ”Chelsea Girl”, mens Mark Gardener og Andy Bell lod guitarerne larme, imens de sang deres psykedeliske vokalharmonier.

Denne rejse tilbage til lyden af 90’ernes alternative rock har utvivlsomt virket lige efter planen for de største nostalgikere, men i længden blev det høje og hårdtslående tempo monotont. Det er selvom, bandet kunne præsentere en solid mængde gode numre, som den messende ”Polar Bear”, den Madchester-rockene ”Seagull”, ”Dreams Burn Down” med det smukke guitarriff og Bell-sangen ”Vapour Trail”. Desværre fik de numre hinanden til at fremstå svagere. Sætlisten skulle simpelthen have været mere varieret, og gerne på en anden måde end med den ligegyldige, bluesrockede ”Black Nite Crash”, der ironisk blev præsenteret som deres seneste single, hvilket i og for sig er sandt, selvom den er 19 år gammel.

Ligeledes var det også ærgerligt, at det lange støjstykke i ”Drive Blind” var en billig kopi af My Bloody Valentines legendariske holocauststøj i ”You Made Me Realise”, da det med sin støjende nedbrydning af melodi og rytme var noget nær identisk med pionerernes, uden dog at besidde samme kompromisløshed, som man forbinder med My Bloody Valentines Kevin Shields. Her fremstod det igen tydeligt, at Ride er bandet, hvis ene guitarist blev bassist i Oasis efter Rides opløsning i 1996.

I løbet af den time, Ride spillede, kom de rundt om det meste i deres bagkatalog, men det viste sig desværre, at det ikke var helt nok til at levere lige så mindeværdige koncerter, som de to andre ikoniske shoegazebands har gjort det.

★★★★☆☆

Deltag i debat