Koncerter

Way Out West 2015: Sun Kil Moon, 15.08.15, Linné, Gøteborg

Foto: Annika Berglund / Way Out West
Skrevet af Simon Freiesleben

Mark Kozeleks Sun Kil Moon blev annonceret til Way Out West lige inden festivalstart, og Kozelek kiggede forbi sammen med en guitarist. Der blev skældt lidt ud, men også det modsatte, og Kozeleks hverdagspoesi virkede til at begynde med vidunderligt intim.

Foto: Annika Berglund / Way Out West

Foto: Annika Berglund / Way Out West

Way Out West er en sjov størrelse. På den ene side virker det som en meget pæn og ordnet affære, der afholdes under de kønne trætoppe i den charmerende Slotsskogen i Gøteborg, for et relativt ædrueligt og velklædt publikum. Der er ikke den stemningen af massepsykose som på Roskilde Festival, hvor de fleste gæsters kroppe efter en uge i sprit efterhånden befinder sig i en form for undtagelsestilstand, hvor overlevelsen og nydelsen af musikken går hånd i hånd. Men bag det pænt organiserede ydre, så er der usædvanligt mange brikker, der først er faldet på plads i sidste øjeblik inden festivalen. Arrangørerne bag Way Out West var tryllekunstneren, der hiver den ene kanin efter den anden op af hatten, da de kort inden festivalstart afslørede besøg af Lauryn Hill, og blot to dage før festivalen smed Sun Kil Moon på programmet.

Mark Kozelek synes at være på alles læber disse dage, og publikum trodsede derfor talstærkt middagsheden for at troppe op i Linné-teltet og se giraffen med den ubehøvlede mund. I en serie af eskalerende bizarre episoder har han lagt sig ud med alt og alle, der kan gå, stå og tale. “The War on Drugs: Suck My Cock”, kommentaren om Mew som verdens bedste pigeband eller om den kvindelige anmelder, der vil føde hans børn. Listen af sure opstød er lang, og lørdagens koncert startede da også med en ordentlig sviner til de fremmødte fotografer, der fik læst og påskrevet, at de hørte til: »Way the fuck back there« – ikke oppe foran. Men udover dette tilfælde af morgengnavenhed, så var manden med jernkæben egentlig i et ganske mildt lune og erklærede adskillige gange sin kærlighed til Sverige.

Sun Kil Moons turné var reelt set slut, da bandet i sidste øjeblik blev booket til at spille på Way Out West, og det resulterede i den mest neddroslede festivalkoncert, jeg længe har oplevet. Det var nemlig ikke muligt for Kozelek at hive sit band med til Gøteborg, og han stod derfor på scenen kun akkompagneret af en barytonguitarist, mens han selv betjente en enlig tromme og sang. Der stod ganske vist også en elguitar, men den var tilsyneladende kun medbragt som nødløsning, for den blev aldrig taget i brug. Kozelek påstod at have spurgt Charlie Hall fra The War on Drugs, om han ikke ville spille trommer med ham, men han var vist travlt optaget af at spille på Flow Festival i Finland.

Det ekstremt minimalistiske setup gjorde koncerten til en ret unik oplevelse. Efter første nummer (“Hey You Bastards, I’m Still Here”), så forduftede fotograferne, og Kozelek hoppede ned i fotograven for at komme tæt på publikum. For hey – hvis man ikke har brug for et band, har man så overhovedet brug for en scene? Fra graven fik vi en gåsehudsfremkaldende udgave af den knusende triste “Carissa” fra 2014’s mesterlige Benji, hvor publikum agerede kor. Her skabte det minimalistiske en helt særlig intimitet, der virkelig klædte nummeret. Den bluesede “Richard Ramirez Died Today of Natural Causes” fortsatte den gode stime, godt båret af Kozeleks gale/geniale ustoppelige bevidsthedsstrøm af banaliteter og strøtanker.

Men det minimale setup lagde også en dæmper på koncerten, for der er vitterligt grænser for, hvor længe guitar og sang alene kan fastholde ens opmærksomhed. Når Mark Kozelek synger om at spise pizza og se en pungrotte, eller når han synger om at komme hjem og se HBO med sin kæreste, så forekommer hverdagspoesien mere triviel end intim. Det er stadig fascinerende at opleve, hvordan han for fuld udblæsning kan udbasunere disse linjer, som gjaldt det livet, men det ligger langt fra den gåsehudsskabede intimitet, der opstod først i koncerten. Det, der i starten lignede en mere eller mindre magisk affære, mistede pusten, i de mere banale sange fra det nye album Universal Themes.

Til slut fik vi et cover af Nick Caves “The Weeping Song” dedikeret til Nick Caves familie efter hans søns tragiske og alt for tidlige død denne sommer. Koncerten havde egentlig passeret de annoncerede 45 minutter, men Kozelek talte ufortrødent videre i en spoken word-seance, hvor han læste op af en rablende stream-of-consciousness om Gøteborg, han havde nedskrevet til lejligheden. Med fagter forhandlede han med sceneteknikerne og fik lov til at spille tre minutter mere. Ufortrødent kastede han sig dog ud i “This Is My First Day and I’m an Indian and I Work at a Gas Station”. Et nummer, der på pladen varer over ti minutter, og som lige blev lidt længere live. Selvom en tekniker af flere omgange gik på scenen og prøvede at forklare, at tiden var skredet, så er Kozelek tilsyneladende ikke en mand, man lige siger nej til, og han endte med at gå mere end tyve minutter over tid.

»Traveling and playing and writing until I’m fucking dizzy
Some people love what I do and some get fucking pissy
But I don’t give a fuck, one day they’re all gonna miss me«

Arrogant og ubehøvlet, som han er, kan man kun elske ham eller elske at hade ham – han er, som han er, og for mig var det en fornøjelse at opleve Mark Kozelek i et så intimt arrangement. Bag det selvfede og navlepillende ydre, så rummer hans hyperdetaljerede tekster også et billede af et enormt følsomt og kompliceret menneske. Jeg glæder mig til at opleve Sun Kil Moon som fuldtalligt band en dag, men indtil da er jeg fint tilfreds med at have set “The Mark Kozelek show” i neddroslet udgave.

★★★★½☆

Deltag i debat