Plader

Color Therapy: Mr. Wolf Is Dead

Skrevet af Asbjørn Skødt

Color Therapys debutplade, Mr. Wolf Is Dead, har samarbejder med The Album Leaf, Helios, Ulrich Schnauss og Hammock, men i forsøget på at skabe det perfekte, bliver Mr. Wolf Is Dead i samme proces irrelevant.

Debutpladen, Mr. Wolf Is Dead, fra det Dallas-baserede enmandsprojekt Color Therapy udkom i foråret og har nu haft tid til at modne sig i mine ører. Jeg var i første ombæring lettere ekstatisk ved konstateringen, at debutpladen rummede kollaborationer med intet mindre end en perlerække af det seneste årtis electro-ambiente koryfæer såsom The Album Leaf, Helios, Ulrich Schnauss og Hammock. Det er en imponerende liste af navne, som ukendte Color Therapy – og her menes også helt bogstaveligt ukendt, for identitet eller ansigt er umulig at opdrive på verdens vide net – har formået at indliste til sin første udgivelse. Color Therapy har tidligere remixet sange fra Nils Frahm, Peter Broderick og Mogwai, hvorfor den anonyme kunstner også før debutpladen har udvist en evne til at udvælge triple-A navne fra indiemusikverden.

Mr. Wolf Is Dead er ligesom sine inspirationskilder en solid dosis af elektroniske og ambiente kompositioner, om end en del mere påvirket af trip-hop og producermiljøerne. Ordet dosis er i denne sammenhæng ikke tilfældig, idet Color Therapy selv betegner sin musik som et middel til at opnå en bestemt tilstand og bevidsthedsniveau, der hjalp kunstneren med at håndtere de omkringværende ting, som han ikke umiddelbart kunne kontrollere.

Åbneren ”Drive vs. Fly” er klart et af pladens mere velskabte sange – hvis ikke den mest velskabte – og er faktisk aldeles catchy i sin repetitive synth og trommemaskine melodistruktur. ”Half Castle” følger efter og indrammer på mange måder pladens overordnede lyd med sine lydsamplinger og en lys, uptempo komposition. Samarbejdet med Jimmy LaValles The Album Leaf på sangen ”Terrarium” skal også fremhæves som et af de bedre, og det er tydeligt at høre, hvordan LaValle har sat sine fingerpræg på lyden. Det samme gælder for så vidt med de andre kollaborationer, ikke mindst “Challenger Deep” med Keith Kenniff aka Helios. Som et sidste nummer skal ”The Dusk Mother” fremhæves. Omdrejningspunktet er et simpelt klaverstykke, der suppleres af ambiente, rolige lydflader, og nummeret indplacerer sig inspirationsmæssigt et sted mellem Helios og Boards of Canada og er faktisk ganske smukt.

Men det bringer mig også til en vigtig sondring. Elektronisk musik er for mig et tveægget sværd, hvor den perfekt producerede lyd og stringente beats føles uvedkommende, men i kontrast her til er brugen af analoge vintageinstrumenter og en lydlig varme, der blandt andet er kendetegnende for Boards of Canada og i øvrigt også de førnævnte samarbejdspartnere på Mr. Wolf Is Dead. Color Therapy opererer ikke med dekonstruktion, avantgarde eksperimenter eller et klinisk univers, hvorfor pladen hverken taler til min hjerne eller mit hjerte.

Konklusionen er derfor, at pladens overproducerede lyd står tilbage som en væsentlig faktor, der trækker pladen ned. Det kunne klæde Color Therapy at benytte mere nedbarberede, lo-fi produktioner, og Mr. Wolf Is Dead kunne også have haft gavn af en eller to sange med vokal for at skabe lidt variation. Mr. Wolf Is Dead er desværre lyden af noget, som er lidt for smart og lidt for upersonligt, hvilket nu er en skam, da kontakten med de samarbejdende musikere må udtrykke en meget personlig og engageret tilknytning til musik.

Det udtrykker dog også en selvbevidsthed, da det kræver balls på sin debutplade at mene, man blot lige kan kontakte de førnævnte kunstnere med henblik på samarbejde uden tidligere at have udgivet musik. Balls og networking skills, men lige meget hvilken af de to, da forbliver det et modigt træk, en ok anstændig plade og en forventningsglæde, jeg ikke har haft til andre debutplader i år. Den lever dog ikke op til forventningerne.

★★★½☆☆

Deltag i debat