Koncerter

Copenhagen Psych Fest: Papir + Platoon + White Hills, 10.09.15, Huset-KBH, København

Skrevet af Sabina Hvass

Tre dage med psykedelisk rock løber af stablen i hovedstaden netop nu. Undertoner var med på åbningsaftenen torsdag og hørte både den danske trio Papir (billedet), den danske duo Platoon og amerikanske White Hills syre ud i Magstræde.

Det forlyder, at dansk syrerock har kronede dage i øjeblikket. Og til fejringen af netop denne genre til Copenhagen Psych Fest i Huset-KBH denne weekend bliver man da også mødt af de mange støtter af miljøet omkring denne forgrening af musikken, der længe har ligget næsten uberørt af moderne musikmedier. Mainstreamsuccesen, som Spids Nøgenhat roligt kan tage æren for, har banet vejen for en hel utrolig rigdom af mere eller mindre helstøbte psychprojekter i den danske undergrund. Undertoner var derfor naturligvis på pletten til åbningsaftenen på Copenhagen Psych Fest, der bød på en bred palet af den psykedelisk inspirerede musik fra ind- og udland på fire meget intime scener.

Papir på scenen i Huset-KBH. Foto: Theis Kofoed Hjorth / Copenhagen Psych Fest.

Papir på scenen i Huset-KBH. Foto: Theis Kofoed Hjorth / Copenhagen Psych Fest.

Papir
Danske Papir er et af de mere beskrevne blade i Undertoner-regi; fra rodnet, til spire og fuldt udfoldet projekt. Senest begejstrede de Undertoners Thor Grumløse, der kunne tildele Papir seks U’er for deres fjerde fuldlængdealbum, IIII. Jeg selv skulle i aften opleve Papir live for første gang, og min forventning var helt afgjort skruet i vejret.

Det er den klassiske sammensætning af guitar, bas og trommer, der møder publikum, da de træder ind på Haut-scenen, samt en lyd der spænder over krautet psych og klassisk, instrumental rock. Papirs numre ligger typisk i et spektrum fra fem minutter op til 40 minutters spilletid og kan i disse tidsrum lege med langstrakt, sfærisk eller melodiøs guitar, mens en dynamisk rytmesektion veksler mellem afdæmpede og overvældende udtryk. Repetitionen er i højsædet, mens de vidtstrakte kompositioner også ændres med en fintfølende sans for det det psych- og krautede formsprog. Dette kom mest tydeligt til udtryk, når mine ører blev særligt tiltrukket af guitarfigurerne, mens cirkulerende basriff og pumpende trommer fungerer som en stabil rygsøjle. Det kan derudover momentant lyde som om, en anden guitar har fundet vej ind i lydbilledet, og hvordan aner jeg ikke, før jeg ser bassistens fingre bevæge sig sikkert, men hastigt, hen over de tykke bånd.

Små 40 minutter inde i sættet spiller Papir et nyt nummer, der indtil videre hedder noget så simpelt som “Syrerock”. Flyvende basriff og bækkener lægger ud, mens en stortromme efterhånden begynder at banke, så det kan mærkes i krop, gulv og de smukt dekorerede vægge, der i aftenens anledning prydes af psykedeliske visuals. Bas og guitar flyder sammen, og sidstnævnte har nu også orgelkvaliteter i en velafmålt summen. Saturns ringe, der pryder baggrunden, tilføjer en meget fin symbolsk værdi til det mere spaced out udtryk mod slutningen af sættet, der lige når over en håndfuld numre. Er det postrock? Psych? Er det kraut? Det er i al fald fedt, at Papir ikke er bange for at tilføje dissonans til den ellers ligefremme melodiøse og til tider skrattende og reverb-inficerede lyd.

★★★★★☆

Platoon
De unge mænd John Grave og Jebediah Black i Platoon kombinerer et ret aggressivt og dystert univers af synthesizers, punkvibes, gentagelser og vokaler med 80’er-inspireret rumklang som i en katedral. I slutningen af 2013 udgav de deres debut-EP Cosmic og har i en længere periode huseret i den københavnske undergrund som en del af kunstkollektivet 73.

Platoon. Foto: Theis Kofoed Hjorth / Copenhagen Psych Fest

John Grave som den ene halvdel af Platoon på Analog Bars scene. Foto: Theis Kofoed Hjorth / Copenhagen Psych Fest

På Husets kælderscene, der lidt ligner en blind vinkel i det ellers ret gennemførte psykedeliske palæ, som Huset er denne weekend, går de til aftenens opgave med mærkbar energi, der pendulerer fra insisterende aggression til letbenet festlighed. Mest af alt ville jeg dog ønske, at den blev leveret med bedre nivelleret lyd som en kvalitativ bagstopper. Bassen er mærkbart i minus, mens skærende tamburiner borer sig ind i øregangen, hvilket påvirker grimasserne blandt publikum.

Trods en meget vaklende start får blandingen af trommemaskinebeats, bas og guitar endelig fat på “Delicious Nutrition”. Jeg kan dog ikke helt ryste en småforvirring af mig, da uidentificerbare lyde mellem numrene runger udfordrende, og de pågående introduktioner af titler leveres en smule malplaceret. Med “Caleidoscopic Mushroom Skies” og “Hollow Fix” er punken dog blevet så gennemtrængende, at øvelokalelyden finder sin berettigelse, og fraser som »Institutions took your happiness away« kommer helt til sin ret.

Behager en opsætning som Platoons, med lidt færre flossede kanter, var en tur forbi bandet The Pool samme aften på en anden scene helt sikkert et besøg værd. Men Platoons svampeinspirerede numre var dog leveret så energisk og råt, at det var svært ikke at lade sig rive med.

★★★½☆☆

White Hills
Turen gik igen op under taget til i den uimodståelige varme, der skabes, når 150 psychglade mennesker samler sig i Haut. Dog gik dørene ikke op før det planlagte starttidspunkt, hvor køen snoede sig langt ned ad trappen gennem Husets etager. Trioen White Hills har taget turen til København fra New York, hvor de siden midten af 00’erne er blevet feteret af folk som f.eks. filminstruktør Jim Jarmusch, der er blandt tilhængerne af bandets på én gang trippede og hårdtslående rock.

Den amerikanske duo White Hills. Foto: Theis Kofoed Hjorth / Copenhagen Psych Fest

Amerikanske White Hills på besøg i København. Foto: Theis Kofoed Hjorth / Copenhagen Psych Fest

White Hills lægger ud med en stemningsfuld udgave af “Radiate”, som er åbningsnummer på debut-EP’en Heads on Fire fra 2007, hvorefter forsanger Dave W. skriger på mere scenelys, der afstedkommer en række forsøg med at oplyse sal og scene. Detaljen til trods var der fuld opmærksomhed på musikken, der gled gennem repertoiret med lidt tungere vægt på de seneste udgivelser. Dette tillod variation mellem guitarfikserede riff og et mere groovet fokus, krydret med lugten af, lad os kalde det julemorgen, der bredte sig gennem det ellers røgfri lokale.

Som med Papir, er rytmesektionen hos White Hills repeterende og dominerende, mens der er flere blærede performative elementer, der gør bandet til et virkelig underholdende syn. Alt fra bassist Ego Sensations glitrende jakke til Dave W., der løfter guitaren triumferende i vejret og giver en blind solo kun med venstre hånd aktiveret på guitarhalsen. Og så er der også noget helt magisk over de mere subtile indspark fra synthesizeren, og lydsamples af alt fra kirkeklokker til telefonbippen holder lyttelapperne opmærksomme. Højdepunkterne kom i form af “£SD or USB” og “No Will”, hvor der kom god kontakt ud til publikum, der derfor også tilgav, at guitaren røg ud på sidste nummer.

★★★★☆☆

Jeg er sikker på, at både fredagens og lørdagens koncerter på Copenhagen Psych Fest vil give tilfredsstillelse til både gamle og nye tilhængere af den syrerockede bølge, der bruser hen over Huset denne weekend. Du kan tjekke det resterende program ud her.

Deltag i debat