Plader

Crystal Shipsss: I Will See No Moon No Sky

I Will See No Moon No Sky er et kontrastfuld album. Det rummer både en kompromisløs tomhed og en larmende grimhed, og Crystal Shipsss følelsesmæssige rutsjetur er bestemt ikke for sarte sjæle.

Livet er komplekst, og oplevelser står altid i kontrast til hinanden. Forelskelse fører til brud, larm bliver på et tidspunkt til stilhed, og fødsel ender med død. Disse sætninger kunne næsten være et manifest for Jacob Faurholts projekt Crystal Shipsss. Hans nye album I Will See No Moon No Sky er nemlig en rejse igennem modsætningsfyldte sindsstemninger. På I Will See No Moon No Sky bliver det smukke nemlig afløst af det grimme, det stille bliver afbrudt af det larmende, og tomheden bliver langsomt fyldt op. Det er en kompromisløs, følelsesmæssig rutsjebanetur.

Crystal Shipsss har med andre ord skabt et værk, der er tænkt stort og kompromisløst. Særlig kompromisløs er den monotone repetition, der er et centralt element på albummet. Numre som ”Crown” og ”Head” består af et enkelt guitar- og basostinat – altså et riff, der gentager sig igennem hele nummeret. Dette ostinat suppleres af guitar- og synthesizerlyde, der skærer sig igennem lydbilledet. Variationen er altså næsten ikke tilstede, og i stedet bliver det monotone forstærket.

”Crown” er som lyden af at have tømmermænd på en søndag, hvor solen skinner udenfor. Nummeret starter rart og vellydende, men langsomt brydes denne harmoni af støjende synthtoner, der diskret omdanner harmonien til kaos.

Ligeledes lyder nummeret ”Head” egentlig optimistisk. Nummeret er helt nøgent, og de eneste instrumenter, man kan høre, er ambiente synthflader og en søvndyssende guitar. Det hele er utroligt håbefuldt, indtil Faurholt begynder at synge. Nu bliver det i stedet afsløret, at vi ikke møder noget lykkeligt. I stedet møder vi en person, der befinder sig i det dybeste mørke. Dan Turéll skrev engang om Lou Reed, at når Reed sang, at han begyndte at kunne se lyset på ”Beginning to See the Light” (The Velvet Underground1969), var det ikke fordi, at han bevægede sig mod lyset. Reed vidste i stedet, at han var i mørket.

Ifølge albummets pressemateriale er I Will See No Moon No Sky et billede på Faurholts sindstilstand, da han boede i Berlin og skulle flytte hjem til Danmark. Albummet er angiveligt indspillet i løbet af hans sidste måned i Berlin. Hvis dette er sandt, har Faurholt haft det dårligere end David Bowie, da han indspillede sit legendariske album, Low (1977).

Den monotone og ensomme tomhed fylder nemlig på størstedelen af I Will See No Moon No Sky. Kun halvdelen af de tre første numre – ”Metal”, ”Deer” og ”Drum” – er reelt set sange. Den anden halvdel er instrumentale stemningscollager, der næsten består af ingenting, selvom de ifølge tracklisten er en del af nummeret. Tilsammen udgør denne sang-tomheds kontrast albummets første 20 minutter. Der er altså rigeligt med tid til, at Faurholt kan forstærke den musikalske tomhedsstemning. Det er dejligt kompromisløst, og når en skærende guitar bryder de fire minutters introducerende, smukke tomhed på ”Drum”, står kontrasten klokkeklart frem. Tomheden bliver en stilhed før stormen, og stormen bliver buldrende på grund af stilheden. Sådan gør man et album dynamisk.

Det hele lyder som Sleep Party People på syre. Faurholts lyse, skingre vokal lyder som Sleep Party People-sangeren Brian Batz’ kaninvokal, men musikken er langt mere ond og dyster. Et nummer som førnævnte ”Drum” er direkte ondt, og man tror, at Faurholt læner sig op ad en psykiatrisk indlæggelse. Det lyder nemlig ikke som om, at han har det godt, og det råber han tydeligt op om på I Will See No Moon No Sky. Derfor er det heller ikke en fryd at lytte til det depressive album. Det kræver både tålmodighed og følelsesmæssigt overskud. Man må ikke lade sig påvirke af sortsynet, når man lytter til Crystal Shipsss, for så vil man selv lade sig opsluge af en ødelæggende efterårsdepression. Den følelsesmæssige rutsjetur er nemlig ikke for sarte sjæle.

★★★★½☆

Deltag i debat