Koncerter

Phono Festival 2015, 10.-12.09.15, Odense

Foto: Kasper Kronkvist Jensen
Skrevet af Jeppe Jørgensen

Den fynske, elektroniske musikfestival Phono bød i år på åbningskoncert med danske Goodiepal og på diverse koncerter i FAF-siloen med bl.a. franske Black Zone Myth Chant & Low Jack, tyske Irmler + Liebezeit, amerikanske Sun Araw og britiske Beatrice Dillon.

Den elektroniske musikfestival Phono har foregået i Odense siden 2006. I år folder festivalen sig ud torsdag den 10. september til og med lørdag den 12. september. Her præsenteres danske og internationale navne inden for diverse elektroniske genrer primært i byens FAF-silo, men også på Slagteriet og Odense Musikbibliotek. Ligesom i 2011 og sidste år er Undertoner med og lagde vejen forbi følgende koncerter.

Goodiepal
Torsdag kl. 16

Musikbiblioteket i Odense er en nybygget tilføjelse til Centralbiblioteket, og det var her i det store rum med flere etager, at der var stillet op til Phonos åbningskoncert med Goodiepal. Men 10 stole og et par puder var der ikke lagt op til den store publikumstilstrømning, hvilket viste sig at være korrekt vurderet.

PhonoGoodiepal er muligvis det tætteste, Danmark kommer på at have en egentlig nulevende kunstner ud af situationist-bevægelsen. Hans karriere har indeholdt en del happenings, foredragsvirksomhed og udgivelser, og vi kender vist efterhånden alle sammen miseren omkring hans tid på Det Jyske Musikkonservatorium (ellers er det underholdende læsning).

Koncerten startede ud med et langt meditativt stræk, flygel og synthesizer, der føltes som et 40 minutter langt nummer. Synthen kørte monotonalt i en konstant drone, der kun sent og sjældent blev moduleret til en anden amplitude. Fra klaveret, derimod, flød en lind strøm af toner, for det meste spillet i melodihånden – som gav et organisk modspil til dronens statiske brummen. Det var umiddelbart svært at forholde de to instrumenter til hinanden, så samtalen forblev mest i kontrasten.

I en kort talestrøm redegjorde Goodiepal for, hvorledes tonalitet eller melodisk materiale har været en mindre anset del af avantgarden (det stod ikke helt klart, hvem han refererede til her). En person som Pete Namlook arbejdede med det tonale på en måde, hvor tonernes effekt var vigtigere end deres indhold. Dog var det en pointe fra Goodiepal, at massemusikken altid vil have det mest interessante melodimateriale, understøttet af hans idiosynkratiske eksempel: Stockhausens “Set Sail for the Sun” vs. Pink Floyds (også en af Namlooks inspirationskilder) “Set the Controls for the Heart of the Sun” – hvad vil man egentlig helst; glide med et sejlskib eller selv sætte kursen? Goodiepal dedikerede nærmest sin koncert til Namlook og afsluttede med et nummer af samme skuffe, som han holdt kort. Selvom meningen var førsproglig – og altså ikke helt krystalklar, var alligevel også understreget på det tidspunkt.

★★★★☆☆

Black Zone Myth Chant & Low Jack
Torsdag kl. 20

Stemningsbillede fra torsdag på Phono. Foto: Hans Kristian Hannibal-Bach/Phono Festival

Stemningsbillede fra torsdag på Phono. Foto: Hans Kristian Hannibal-Bach/Phono Festival

Det er ikke usædvanligt med kollaborationer i øjeblikket, og en af slagsen gik på i FAFs specialindrettede silo som en af aftenens tidlige koncerter.

Black Zone Myth Chant fik nummeret ”He Evil”, fra februar i år, anbefalet på Pitchfork, og albummet Mane Thecel Phares, hvor nummeret er fra, er bestemt også værdigt. Ligesom Black Zone Myth Chant har Low Jack base i Paris, hvorfra han har udsendt en del mixtapes og i år også albummet Sewing Machine, hvor beats og noise er klare komponenter.

Black Zone Myth Chant og Low Jack havde placeret sig ansigt til ansigt og lod til at være i sync, selvom arbejdsfordelingen fra publikums vinkel syntes uigennemskuelig.

Deres musik tenderer det intense. Jeg kommer til at tænke på Sun Ra i den måde, hvorpå de fremstiller noget højdramatisk og samtidigt fjollet. For mit indre øje oprulledes et bizart tegneserieunivers, der alligevel fremstod reelt i al sin intensitet. Samples, der klingede af noget antikt egyptisk a la Asterix og Obelix, gav koncerten sit fantasifulde afsæt –her kunne man zone ud til den bastunge massage, der for mit vedkommende var koncertens egentlige gave. For selvom det var dybe droner og et dystopisk udkrængende univers, så var der en lethed over bare at lade drømmene løbe løbsk på den måde. Den udskældte wonky og diskussionen om humør i musik lurer stadigvæk i baggrunden, men her fremstod den i en meget charmerende klædedragt.

★★★★☆☆

Sun Araw
Fredag kl. 20

Jeg så frem til koncerten med Sun Araw alias Cameron Stallone med band, fra hvem jeg allerede var stødt på det hede retro/jamaican-nummer “Horse Steppin’” fra 2008-albummet Beach Head i computerspillet “Miami Hotline”. Jeg havde ikke forestillet mig, at bandet ville spille alle lydene live, men det gjorde de, og musikernes koncentration kunne fornemmes.

Tre mænd på hver sit postmoderne instrument: til venstre var en træblæser med en mikrofon, der modulerede og fik den til at lyde som en saxofon. I midten sad perkussionisten med congas og deslige omkring sig, og der hang en mikrofon over hver tromme, hvor kanalen miksedes kraftigt. Nogle gange kunne et let anslag skabe et rabalder, der tog flere sekunder om at fase ud. Cameron Stallone selv til højre på scenen var armeret med pads, mikrofon og midi-keyboard, og han tog da også en elguitar ud i ny og næ for lige at krydre bryggen. Hans vokal var på linje med de andre instrumenter. Nogle gange til stede, andre gange væk; nogle gange central, andre gange akkompagnerende.

Sun Araw ved tidligere lejlighed. Pressefoto.

Sun Araw ved tidligere lejlighed. Pressefoto.

Da først overraskelsen over, at ingen af instrumenterne lød, som man kunne forvente, var drevet over, stod det klart, at her var tale om tre (måske flere) “nye” instrumenter. De havde forskellig rumklang og ændrede også lyd undervejs i koncerten, indtil de helt rigtige lyde opstod. Det er her, Sun Araw kommer fra: et fuldstændigt unikt fantasiland.

Det tog lidt tid for musikken rigtigt at folde sig ud. »There you see, it’s just tunes,« som Stallone sagde det efter første nummer. Man kunne høre, hvordan bandmedlemmerne spillede sig tættere ind på hinanden.

Sun Araws unikke lyd er en bastard af både afrobeat, Niel Young, steel drums, men mest af alt instrumentalmusik. Alligevel var instrumentering ikke det mest interessante. Det mest interessante var det lydunivers, som drevent manedes frem. Der var lagt op til en psykedelisk rejse, hvor øde westernlandskaber mødte neonfarvede spillehaller.

★★★★☆☆

Irmler + Liebezeit
Fredag kl. 21.15

De kommer med hver deres stjerne-CV; Hans-Joachim Irmler med fortid i krautrockbandet og kollektivet Faust og Jaki Liebezeit, der spillede trommer i Can. Når navne som disse laver nye kollaborationer er det ofte fuldstændig uberegneligt, hvad outputtet bliver. Men som det gælder for enhver kunstart, er det ubetaleligt at lytte til mestrene og se, hvad de har taget med fra deres meditationer.

Foto: Kasper Kronkvist Jensen

Jaki Liebezeit i rødt lys i FAF-siloen. Foto: Kasper Kronkvist Jensen/Phono Festival

De to herrer indtog hver deres del af scenen. Liebezeit midt i et nydeligt trommesæt og Irmler på tre sider omgivet af høje vægge af tonegeneratorer, så kun hans kroniske morgenhår strittede ud. Liebezeit slog koncerten an som en slags menneskegjort duracelkanin. Han var et insisterende stone face bag mørke solbriller, og hans præcision skubbede hele koncerten fremad og udgjorde rygraden, imens Irmlers speciale lå i en sky af overtoner.

Irmler påkaldte kromatiske skrig; melodistof, der lød som Tangerine Dream spillet i en jernbanetunnel. Nogle gange blandede støjbølgerne sig med hinanden og skabte forunderlige konstruktioner – men især i klimaks lød det somme tider lidt henad en syrepåvirket elguitarsolo (og jeg er ikke med på trippet). Underligt, at noget, der på en gang er så eksperimentelt og stram komponeret (ét trommesæt + synth), kan lyde bedaget som et 70’er-album. Men lydniveauet var intenst, og musikken hypnotiserende larmende.

Forrige aften havde Atom spillet et sæt, hvor han gik over i en direkte kulturkritik og stemplede derved uundgåeligt sig selv som mentor og altså ikke en del af flokken. Irmler og Liebezeit havde også et element af disintegration i deres optræden, men deres budskab var ikke ekspliciteret. Det, de havde taget med fra deres meditationer, var en væg af lyd.

★★★★☆☆

Beatrice Dillon
Lørdag  kl. 20

Phono har hele tiden prioriteret det visuelle, hvilket for det meste udmønter sig i live-visuals og forskellige bud på shows; derfor var det fornyende at se en kunstner, som havde taget et valg om at lade projektorerne stå slukket og køre et minimalt lysshow. Britiske Beatrice Dillon, der søndag aften gik på scenen i FAF-siloen, havde et kropssprog, der var afslappet og indelukket – en enlig statue i Nike-hættetrøje – med hovedet bøjet over instrumentbrættet, mens hun lod musikken træde i forgrunden.

Det var et dubbet miks med interessante, tæt producerede lyde, hvor især nummeret ”Carrier and Mask” fra Dillons album fra i år, Blues Dances, gik rent igennem. Den tørre lilletromme og synth i susende samples, der med ekko og rumklang rikochetterede ned til hallens bagvæg var sublim. Musikken syntes at bladre hastigt igennem et komplet følelsesregister, melodier afløste pulserende basgange, uden andet mønster end variation – der var diversitet i kompositionen. Dillon udspændte på den måde et felt, hvor der var plads til at føle sig, som man havde lyst til. En kontrastfyldt oplevelse: det var platonisk, men brændende inderligt, hjemligt afslappet, men en sindsoprivende ørenåbner, som en pyjamasfest på ecstacy. Der var ovenikøbet en maltrakteret saxofon, der lød så sanseløst beruset, at jeg fik en slurk fadøl galt i halsen af fnis.

Man kunne godt have ønsket sig mere og endnu mere øreslik fra Beatrice Dillon, især da sidste del af sættet virkelig var på et niveau over – holdt i blå, taktfaste lysstråler blev det et punktum, der hang i luften, helt indtil næste kunstner overtog scenen.

★★★★★☆

Deltag i debat