Koncerter

Sufjan Stevens, 14.09.15, Falconer Salen, Frederiksberg

Skrevet af Signe Palsøe

Sufjan Stevens iscenesatte sit seneste albums beretning om et kompliceret moderforhold som en omkringdrivende rejse gennem tanker, minder og følelser – smukt bakket op af både forrygende visuals og medmusikanter.

»Should I tear my eyes out / everything I see returns to you somehow,« sang Sufjan Stevens mandag aften for et siddende publikum med tilbageholdt vejrtrækning i Falconer Salen. Det kræver ikke mere end et momentant tilbageblik på Stevens’ bagkatalog – fra hjemstavnspladen Michigan og opfølgeren Illinois til sci-fi-overloadet The Age of Adz – for at konstatere, at Stevens er evigt optaget af konceptværket: at tage et emne op og sætte alt ind på at afsøge det tilbundsgående. Derfor er det selvfølgelig ikke i nærheden af at være en overdrivelse, når Stevens synger, at alt, han ser, kommer til at handle om dette »you«: Hans mor, Carrie, der led af bipolar lidelse og var en ustabil karakter i Stevens’ liv, til hun døde i 2012 – uden han syntes nogensinde at have lært hende rigtigt at kende, men ikke uden at han nærede stor ømhed for hende.

Carrie & Lowell, Stevens’ udgivelse fra foråret, er nemlig en dybdegående afsøgning af følelser omkring hans forhold til sin mor. Som det også var tilfældet under hans tidligere koncerter, senest den svulstige totimers Age of Adz-rumodyssé, afspejler livesetuppet til punkt og prikke det univers, Stevens beskæftiger sig med på en given udgivelse.

Således også i Falconer Salen, der med sine siddepladser og en fremragende lyd – omend en kende til den lave side – dannede et strålende afsæt for Stevens’ beretninger og stemningsafsøgninger. Som på udgivelsen indledte Stevens og hans fire mand høje orkester med “Death with Dignity” – et enkelt, skrabet klaver- og guitarstykke, der, akkompagneret af backdrops af legende børn i vandkanten, familiesammenkomster og andet typisk hjemmevideomateriale, satte en passende nostalgisk ramme for den kommende halvanden times tilbageblik. Derfra spillede de fem på scenen sig igennem hele albummet – og ikke i kronologisk rækkefølge, hvilket på sin vis gav ganske god mening for den atmosfære, koncerten satte. Det gennemgående var fornemmelsen af at opleve brudstykker fra en bevidsthedsstrøm fulgt over lang tid, hvor forskellige stemninger, følelsesgenkaldelser og beretninger fra fortiden løbende dukkede op til overfladen for snart at fortage sig i tankedisen og blive afløst af andre minder.

Elegant flød numrene sammen uden egentlige ophold undervejs, men med store intensitetsudsving. Fra tyste, rugende passager med Stevens alene ved sit knagende klaver til enorme crescendoer af synth, programmerede messingblæsere og kor – alt sammen ofte inden for samme nummer og i mere grænsesøgende versioner end de indspillede. Den vemodige “Should Have Known Better” lagde ganske vist ud med et sagte setup af fingerspillet guitar og diskret kor, mens koncertens visuals for alvor kom til deres ret på scenens bagvæg: Brudstykker af en udsigt over havet som set gennem smalle kirkevinduer fra en beliggenhed på en høj kyst, og med en imponerende lyssætning, der imiterede et lavt solindfald og satte publikums silhuetter i relief. Det decideret sakrale vy fik vi dog ikke lov at nyde hele vejen. Med en overgang til en rød lyssætning indtog en elektronisk sektion med blød dub og synthflader sættet – med største naturlighed og ro og uden nogen form for brat overgang, omend nummeret i høj grad ændrede karakter fra sit udgangspunkt.

Det var egentlig ganske sigende for koncerten som helhed. Stevens og venner drev fra udadrettede betragtninger af omverdenen til introvert eftertænksomhed i både lyrik, scenesætning og musikalsk dramaturgi – med alle tre elementer i en indbyrdes så velsynkroniseret progression, at man næsten kunne have lyst til at kalde opsætningen for en koreografi.

Når der en sjælden gang opstod små ujævnheder i det flydende sæt, undgik det heller ikke at skæmme lydbilledet en del mere, end det ville have gjort ved en hvilken som helst anden koncert. Den rørende “Fourth of July” optrådte eksempelvis i en anderledes synthpræget version, hvor versenes hvirvlende elektronikflader ikke syntes fuldstændig timet i forhold til nummerets øvrige elementer. En detalje, jovist, men af den slags, der skabte hak i det så fint glidende indblik i et andet menneskes tankestrøm.

Også den ellers kønne “Vesuvius”, der optrådte inden allersidste nummer fra Carrie & Lowell-delen af sættet, syntes i udgangspunktet en kende malplaceret – med Stevens’ hakkende robotdans hørte den i så høj grad til i det småokkulte sci-fi-univers omkring The Age of Adz, at den umiddelbart havde gjort sig bedst som et af ekstranumrene. Stevens’ og bands disponering af koncertens sidste del stod dog snart klart for alle os i de bløde sæder: Hvad der først lod til at være en sagte vuggende og lidt anonym synthafslutning på “Blue Bucket of Gold”, fik pludselig selskab af nogle tiltagende drøje elektriske krads fra guitaren, så oscillerende synth. Og efter mange minutters opbygning stod bandet tilbage med en massiv mur af, hvad der vel bedst kan betegnes som kosmisk motorstøj.

Således omkring både sin families dæmoner og et tjept rumeventyr kunne ekstranumrene naturligvis kun gå i én retning: folkvejen – og naturligvis med publikumsyndlinge som “That Dress Looks Nice on You”, “John Wayne Gacy Jr.” og “Chicago”. For første gang løsnede sættet op til det, der traditionelt kendetegner en koncert: småsnak bandmedlemmerne imellem, lidt fumlen med at stemme instrumenter – og oven i købet hovedpersonens første henvendelse til publikum i det to timer lange sæt: et lunt »Hi, my name is Sufjan Stevens.«

Ikke at nogen for alvor kunne være i tvivl. Efter halvanden times rundvisning i hans inderste gemakker og et efterfølgende resume af hans øvrige musikalske hjertebørn var det nærmere et sjældent klart indtryk af et andet menneskesind, som publikum kunne bringe med sig ud i den kølige septemberaften.

★★★★★☆

Fotos: Mathias Laurvig

Deltag i debat