Plader

Urmutter: Gone Home Syndrome EP

Urmutter stiller på Gone Home Syndrome spørgsmålet om, hvad jordens urmoder ville sige til nutidens civilisation. Desværre leveres svaret så indadvendt, at man ikke bliver lukket ind til det.

Historien om mennesket, der har et akavet forhold til naturen, er efterhånden ganske velkendt, da den er blevet fortalt utallige gange. Derfor kan man hurtigt blive en kende skeptisk overfor Søren Bonkes Urmutter-projekt, der er udsprunget fra tanken om, hvad jordklodens urmoder vil tænke om nutidens civilisation, hvilket bliver formuleret igennem alternativ, elektronisk pop.

På den ene side er det ikke et vanskeligt tankeeksperiment, når menneskeheden ignorerer den viden, vi besidder om naturens skrøbelighed, og at vi egoistisk er i gang med at ødelægge vores vidunderlige planet. Bonke stiller altså et spørgsmål, vi allerede kender svaret på, fordi vi har svaret på det så mange gange før.

På den anden side kan man undre sig over, at vi som menneskehed ikke har handlet på det svar, hvilket legitimerer, at spørgsmål som disse stilles igen og igen.

Gone Home Syndromes drømmende åbningsnummer “Avenue of Giants” synger Bonke »Oceans rising fast / All because of humans / Is this the last dance? / Stages quickly disappearing«. Det lyder som en dystopi, man normalt hører fra naturvidenskabsfolk, og selvom vi tydeligvis ikke tager advarslen alvorligt, er det svært at antage disse linjer som en ny erkendelse. Traditionelt anskues kunsten som en adgangskilde til nye erkendelser for mennesket, og derfor bliver den også uinteressant, når den gentager eksisterende erkendelser. Og det gør Urmutter.

Ligeledes er det egentlig paradoksalt, at Gone Home Syndrome hovedsageligt er instrumentaliseret af elektroniske instrumenter. Er de elektrisk drevne maskiner, der musikalsk bruges til at fortælle om menneskets kritisable forhold til naturen, netop ikke et produkt af det, som Bonke kritiserer?

Det er dog ikke helt nøjagtigt at kalde Urmutter for et elektronisk projekt. Førnævnte “Avenue of Giants” er båret af akustisk og afmålt el-guitar samt et beat, der ganske vist er elektronisk, men samtidig lyder som noget, der lige så vel kunne have været spillet på et normalt, akustisk trommesæt. Det er hovedsageligt diverse keyboardlyde og de synthesizerspillede baslyde, der giver ep’en sit elektroniske præg i symbiose med de ikke-elektroniskklingende instrumenter.

Denne symbiose er gennemgående over ep’ens små 22 minutter, og det gør, at Gone Home Syndrome bliver en enten/eller-udgivelse. Enten køber man det dogmatisk, musikalske koncept, eller også gør man ikke, da ep’en stikker i en bestemt, langsom og drømmende retning. Og der afviges ikke fra denne kurs.

Desværre benytter Urmutter til tider de elektroniske virkemidler en kende stilforvirret. På ep’ens mest uptemposang, “Cycle to Russia”, afviger beatet fra ep’ens ellers gennemgående bord-stol-beat, og selvom det kringlede beat er programmet efter Depeche Modes forbillede, bliver det aldrig særligt hårdtslående. Beatet ligger simpelthen for lavt i lydbilledet, hvilket gør, at “Cycle to Russia” bliver en spraglet mellemting mellem to musikalske udtryk. Det ville have klædt nummeret, hvis det havde været enten mere eller mindre elektronisk.

Det er generelt lige ved og næsten for Urmutter. “Walden’s Pond” lyder dejligt længselsfuld og drømmende, hvor keyboardlydene og de melodiøse guitarfigurer smukt blander sig med det langsomme, Sea Change (2002)-inspirerede bord-stol-beat. Akkordsammensætningen forløses ligeledes af en håbefuld vokalmelodi, men desværre skurrer Bonkes barytonvokal i ørerne.

Jeg kan ikke lade være med at tænke på, hvor smukt denne sang kunne være forløst af en sanger som Jacob Bellens fra det savnede band I Got You On Tape. Ikke mindst gruppens “Polkadots” fra Spinning for the Cause (2009), der meget mere virkningsfuldt benytter de samme virkemidler som Urmutter.

Ligeledes forløses ep’ens omkvæd oftest dårligt, når de som på “Stick Around for the Truth” og “Gone Home Syndrome” er tynget af det langsomme tempo. Vokalmelodierne bliver indadvendt snørklede, og de kræver, at lytteren selv opsøger Urmutters musikalske rum. Det hele bliver nemlig så indadvendt, at man ikke bliver inviteret indenfor, men man må selv træde ind i indadvendtheden.

Derfor bliver man heller ikke inviteret med ind i Urmutters tanker om urmoderen, der åbenlyst er ganske vigtige tanker, når vi som menneskehed har glemt, at vores valg er ved at få fatale konsekvenser.

★★★☆☆☆

Deltag i debat