Koncerter

Algiers, 27.10.15, Loppen, København

Skrevet af Simon Freiesleben

Tirsdag aften prædikede bandet Algiers fra Atlanta dystopisk postgospel for det sparsomme publikum på Christiania. Det var en energisk og intens koncert, som viste, at det debuterende band har formatet til at tiltrække et langt større publikum.

Der var lagt i kakkelovnen til en særdeles tung aften på Loppen med både Algiers og irske Girl Band på plakaten. På grund af sygdom måtte Girl Band dog aflyse resten af deres turné. Det var en skam, for jeg havde set frem til en hel koncert med noisebandet, siden Roskilde Festival i sommer, hvor jeg endte med at se bandets to sidste sange. Sange er nu så meget sagt. Det fremstod snarere som aggressive lydflader designet som frontalangreb mod éns sanseapparat. Girl Band må slå deres vej forbi København en anden god gang!

I går var det dog tid til at høre Algiers, der nu stod for at gennemføre aftenen på egen hånd. Bandet er aktuelt med et rigtig fint selvbetitlet album, der udkom i sommer. Gruppen har et særegent udtryk, som man med en lettere hjemmedyrket genrebetegnelse kunne kalde for dystopisk postgospel. Algiers trækker på et heftigt potpourri af 70’er-soul, rasende rockudladninger og  sydstatsgospel krydret med lidt primitiv synth a la Suicide.

På trods af en anmelderrost debutplade er Algiers endnu ikke slået bredt igennem. Indgangsprisen denne aften var sat ned til symbolske 40 kroner, og det var da også et lettere øde Loppen, der tog imod Atlanta-bandet, da de gik på ved titiden. Det lod bandet sig dog ikke synligt mærke af, da de sparkede den hæsblæsende provokerende “Black Eunuch” i gang med militant taktfast håndklappen og råbekor. Fra første færd overrumplede bassisten Ryan Mahan og forsangeren Franklin James Fischer Loppen med deres overbevisende sceneoptrædener.

Med deres vidt forskellige og dog komplimenterende udtryk fremstod de to som en fysisk repræsentation af debutalbummet. Mahan med læderjakke og et bistert udtryk cementerede lige punkattituden med en spytklat eller tre, mens Franklin James Fisher som det soulede modstykke var ulasteligt klædt i blazer og skjorte. Han lignede en mand, der var klar til at lede forsamlingen i en amerikansk hallelujakirke, og der gik ikke længe, inden han havde publikum i sin hule hånd, fortryllede af hvert gutturalt stemmeudbrud eller stamp i gulvet. Imellem flere numre buldrede der indignerede samples med borgerrettighedsforkæmpere ud af højtalerne.

Der blev skruet yderligere op for dommedagsstemningen på “Old Girl”, hvor et rungende sample af en kirkeklokke lå som et vedvarende og faretruende element i baggrunden. Nummeret blev fulgt op af den eminent stemningsfulde “Remains”, hvor rytmesektionen bestod af fodtramp, håndklap og et messende kor, mens Franklin James Fisher var i sit es i rollen som prædikant. Det ene øjeblik brugte han sin rå stemme til at råbe spillestedet op, for derefter at vælte ud på det tyndt befolkede gulv for at komme i nærkontakt med publikum. Det næste øjeblik lå han og vred sig på scenen, som var han ved at udføre en eksorcisme af de onde ånder, der åbenbart befandt sig på Loppen denne aften.

Under den 50 minutter lange koncert nåede vi rundt om ni af de 11 sange på debuten, og det siger noget om, at albummets karakter, at koncerten ikke på noget tidspunkt faldt i intensitet eller led under kedelige passager med svagere sange. De to mere elektroniske numre “Irony. Utility. Pretext.” og “But She Was Not Flying” var umulige ikke at bevæge sig til, omend det måske er en overdrivelse at kalde dem dansevenlige. De flankerede den enormt smukke, dybtfølte bluesballade “Games”, der endte med den ellers så energiske Franklin James Fisher siddende opgivende på sine knæ og synge. Det var et tiltrængt og fint timet pusterum i en intens koncert.

Aftenen sluttede på et højdepunkt i form af den bidske slaverihymne “Blood”, hvor hvert slag på tamburinen smældede som et piskeslag, mens Franklin James Fisher skiftevis stønnede, messede, skreg og sang sig igennem den apokalyptiske tekst. Sangen steg langsomt i intensitet, indtil sidste opgivende vers lød: »Four hundred years of torture / Four hundred years a slave / Dead just to watch you squander / Just what we tried to save / Now death is at your doorstep / And you’re still playing games / So drown in entertainment / Cause all our blood is in vain.« I afsky smed Franklin James Fischer sin tamburin fra sig, væltede et mikrofonstativ og forlod stormende scenen gennem en dør med Adgang Forbudt. Resten af bandet brugte den regulære backstageindgang til at liste af scenen.

Bum. Det kunne have været en noget trist – omend rock’n’roll’et – måde at slutte aftenen af på, men Algiers kom troligt tilbage på scenen efter en kort pause. Ikke for at give ekstranumre, men for at opfordre publikum til at blive hængende og sludre med dem i baren efter koncerten. Bag den intense maske gemte der sig et bundsympatisk band, der var enormt glade for at spille deres første europaturné. Jeg tror godt, jeg kan love, at Algiers spiller for større forsamlinger, næste gang de kigger forbi. De har i hvert fald formatet til det.

★★★★★☆

Fotos: Daniel Nielsen, FrozenPanda.com

Deltag i debat