Plader

Bisse: Umage

Skrevet af Sebastian Wittrock

Umage handler måske nok om et banalt breakup, men de vrede, små billeder og beskrevne situationer indrammer sorgen og smerten, der gemmer sig derinde bagved, så godt. Jeg bliver i hvert fald ikke træt af at lytte til Bisses blødende hjerte.

Blodet flyder ufortrødent videre på Bisses andet album Umage. Hvor debuten PMS fra tidligere i år kredsede om den røde kropsvæske med et samfundskritisk, menstruelt-besværligt perspektiv, handler det nu om, åh altså, hjerteblodet. Kæresten har været sammen med en anden og er smuttet. Nu ligger vores jeg så der, forladt og alene i den kolde dobbeltseng, kun med sorgen som selskab.

Umage kommer til at være anden del af en blodtrilogi, hvoraf PMS udgør den første. Der er da også en klar kontinuitet, ikke bare rent motivisk, men også musikalsk, mellem de to plader. Sammen med sit band griber Bisse – eller Thorbjørn Radisch Bredkjær, som han egentlig hedder – igen tilbage til slut-70’ernes og start-80’ernes, især britiske, post-punkede musikscene. Udtrykket er overordnet set mørkt, skramlet og skrattende. Over Radischs vokal knitrer et forvrænget filter. Glitrende, til tider skrigende, synthesizers med en arv fra new waven og synthpoppen lyder hen over guitarfladerne, der visse steder giver mindelser om shoegazens støj. På ”Flyder Sammen Nu” forsøger Bisse sig også lidt med rap og et nærmest Crazy Daisy-klingende omkvæd – faktisk meget vellykket, selvom det måske kan lyde underligt usammenhængende. Præcis lige som på PMS lyder det hele glimrende. Lyden er blevet en anelse mere kantet; især synthesizeren er blevet noget mindre blød og boblende, mere skarp og forvrænget, end den var på debutpladen. Det er imidlertid ikke nødvendigvis noget dårligt.

Men altså, tilbage til sangenes protagonist. Hvis man har hang til biografiske læsninger, kunne det jo passende være Radisch selv. På ”Enmandssengen” ligger han knust og kigger op på de grønne, selvlysende stjerner, der er klistret fast i loftet: »De siger, de kan lyse i 15 minutter / De siger, de kan lyse i 15 minutter / Jeg tæller ned minut for minut / og venter på, at mørket vil sænke sig.« Hvis det ikke er et smukt billede på den på én gang uendeligt banale og forfærdelige situation, han befinder sig i, ved jeg ikke, hvad er. På den mere hårdtslående ”Merkur” vender jeg’et igen opmærksomheden mod de fjerne himmellegemer, mens tingene ramler omkring ham.

Albummet er fuldt af den slags fine, ukunstlede og rammende billeder på følelserne efter et brud. Desperationen og sårbarheden pibler frem af numrene. Bisse har på ingen måde lagt vreden, som den lød på debutpladen, bag sig. »Fuck den der smatso!« som det (vist nok) råbende hedder på den punkede ”Peter Pan i Diskoteltet Revisited”. Men vreden her peger hele tiden tilbage på den altoverskyggende sorg. Efter hvert et arrigt brøl, ruller han sig tilbage i fosterstilling med tårerne trillende ned af kinderne, forestiller jeg mig.

Til sidst på albummet lader der imidlertid til at være en eller anden form for accept, eller i hvert fald en erkendelse af tingenes tilstand. På ”Lad Gå” synger Radisch opgivende: »Lad gå det ikke skulle være sådan […] Gå med dig«. Og på det sidste nummer ”Mageløs”: »Jeg var din mage, du var min mage / og du var mageløs / Du er stadig mageløs.« Denne benytten sig af ordenes flere betydninger er jo et enkelt, men ikke desto mindre effektivt, greb. Og det gør teksterne værd at lytte efter en ekstra gang, selvom det nogle gange på grund af forvrængningen kan være svært at høre, hvad der bliver sunget – og det er jo en skam.

Bisses andet album bliver ligesom det første uden tvivl et af årets bedste dansksprogede udgivelser. Det er smukt på den skramlede måde. Det handler måske nok om et banalt breakup, men de vrede, små billeder og beskrevne situationer indrammer sorgen og smerten, der gemmer sig derinde bagved, så godt. Jeg bliver i hvert fald ikke træt af at lytte til Bisses blødende hjerte.

★★★★★☆

Leave a Reply