Plader

New Order: Music Complete

Skrevet af Peter Krogh

Music Complete er i den grad et værk, der peger tilbage og frem på en og samme gang – og det bringer enhver tvivl i knæ. Herfra, næsten, complete overgivelse og omfavnelse af New Order – også anno 2015.

Er New Order stadig New Order efter, at Peter Hook har smækket eftertrykkeligt med døren og verbalt svinet sine musikalske kammerater fra kuldslåede og mageløse Joy Division og sidenhen det melankolsk dansable New Order? Flere vil sige nej. Og det selvom, at bandet med Tom Chapman på karaoke-bas stædigt lyder som sin forgænger på dette nyeste udspil, Music Complete. Et udspil, de færreste havde set komme efter Hooks exit. Andre vil formentlig også sætte spørgsmålstegn ved berettigelsen af endnu et New Order-album. Ikke kun på grund af Hooks exit, men også fordi flere vil hævde, at kilden allerede var ved at løbe tør på det seneste egentlige udspil, Waiting For The Sirens Call, der nu har 10 år på bagen. Samme kilde, de fleste troede blev fuldstændig tømt og udtørret med opsamlingen fra de sidste sessions, Lost Sirens, der udkom i 2013.

Lad os for en stund lade skeptikere være skeptikere. Lad os glemme alt om Peter Hook. Lad os byde de to tidligere lejesvende i livesammenhæng, Tom Chapman og Phil Cunningham, velkomne som en del af den faste besætning. Og lad os ikke mindst glædes over, at det grundlæggende medlem Gillian Gilbert også er vendt tilbage. Lad os, så vidt det nu er muligt, når det gælder et band af New Orders kapacitet og skelsættende betydning for musikverden, gå om bord i Music Complete med åbent sind.

Det er, hvad jeg har i sinde nedenfor. Jeg pakker bedst muligt al min hidtidige begejstring, fascination og benovelse over New Orders samlede musikalske værker til nu ned. Og jeg indtager Music Complete med håbet om, ikke nødvendigvis at finde nyskabende tonale stunder, men at finde berettigelse for, at New Order anno 2015 stadig er relevante.

Det starter egentlig ret meget, og ikke overraskende, som New Order og efter den opskrift, de på de seneste albums efter det tekniske mesterværk Technique (1989). Guitaren er udgangspunktet og omdrejningspunktet i lydbilledet på åbningsnummeret og førstesinglen ”Restless”. Et nummer, der er så typisk New Order, at det nærmest gør ondt helt ind i sjælen. En melodilinje, der er hørt så mange gange før fra Manchesters stolthed, og en basrundgang, der næsten får en til at tvivle på, om Peter Hook mon alligevel ikke stadig er en del af foretagendet! Dog er det de bange anelser om, at der ikke er sket noget som helst de sidste 10 år, der fylder mest. ”Restless” er New Order på autopilot, hvilket på den ene side giver et sus af genkendelsens glæde og på den anden side tænder en gnist af frygt. En frygt for, at det er fortidens bedrifter der skal rulles ud tilsat en ny tekst og en lettere omskrivning af den melodiske grundtone, der er New Order.

Det er muligt, at de første toner på Music Complete ikke er den store musikalske åbenbaring, men der venter ni andre skæringer, som, lagt sammen med den lidt svage åbner, ender ud med at være det stærkeste og mest inciterende New Order album siden… ja, Technique! Det er som om, at en form for legende spillelyst er vendt tilbage. En lyst til at tage den lyd, der er så umiskendelig og genkendelig, vende den 90+ grader og samtidig lade den være, som New Order nu en gang er. Lade den generere en veloplagt cocktail af fortid og nutid. Det gøres blandt andet ved, at det ikke er guitaren der er i centrum, men derimod hele den maskinpark, der også kendetegner Macclesfields sønner (og datter), når de er bedst.

Med maskinvarme og smittende melodi kaster ”Singularity” sig frem og giver det første fingerpeg om, at der er noget vedkommende i vente. Det er tæt på at være et af albummets skarpeste øjeblikke. Men så følger ”Plastic”, der for alvor ruller hele det musikalsk drillende synthapparat ud og sætter tempoet et nyk op. Det er New Order, når New Order er allerbedst. Tunge medrivende rytmer, tilsat Bernard Sumners lyse, tale-syngende og ikke just store stemme. Men en stemme, der netop kendetegner New Order og gør dem til det, de til stadighed er: Eksponenter for den intelligente popmusik, der kan bære knæk i stemmen og som gør tonerne himmelske – som popmusik i sin grundform skal.

Nummeret den lettere kække titel ”Tutti Frutti” peger tilbage til Techniques tempofyldte dansegulvsmonster ”Fine Time”. Og lige så farverig og sprudlende som den kaskade af farver, som isen af samme navn bærer, er nummeret. Det er sødt, klægt og lige nøjagtig lidt for meget af det gode, men det giver mening, når det fremføres med den funkede legesyge lyst, som New Order netop evner også at give rum til. Det er sært nostalgisk, på den gode måde, at høre et house-klaver blande sig i en komposition 25 år efter, det for alvor havde dets storhedstid – og netop den lyd lader New Order faktisk ligge i understrømmen flere gange på Music Complete uden at det bliver patetisk og outdated.

”Academic” er, ligesom “Restless”, en klassisk New Order stiløvelse med en besnærende melodi i tone og komposition. På ”People On The High Line” møder New Order lyden af Nile Rodgers og Chic og lader funken finde vej til albummet. ”The Game” er et nummer, hvor de klassiske rockdyder smelter sammen med dansegulvet og de arketypiske dyder fra popmusikken. ”Nothing But A Fool” byder på en nærmest Ennio Morricone-lydende intro og er albummets melankolske højdepunkt, der vokser sig mere vægtig for hver gang det runder kroppen. Nummeret viser noget andet, som lige nøjagtig New Order kan: at lade sørgmodigheden stå side om side med håbet – i både tone og udtryk.

Som på de senere New Order albums, er der også på Music Complete inviteret gæster til at lege med. Denne gang er det blandt andet Brandon Flowers, La Roux og selveste Iggy Pop. Sidstnævnte giver en mørk og dragende monolog henover albummets odd man out, ”Stray Dog”. Et nummer, der stikker ud og midtvejs giver en art pusterum med mening. Det er dystert med Iggys mørke røst, der underlægges et lydtapet, som komplimenterer stemmen og ikke mindst stemningen.

Det meste af Music Complete er produceret af New Order selv, men Tom Rowland fra The Chemical Brothers har siddet bag pulten på to af numrene. ”Unlearn The Hatred” er et af dem. Et techno-drøn, hvor det hele foldes ud og fremtiden møder fortiden – for New Order fetichister er det et musikalsk tilbageblik på “Confusion” (1983), men samtidig lyden af New Order version 2015.

”Superheated” afslutter albummet med Brandon Flowers på gæstevokal. En våd drøm for Flowers må her gå i opfyldelse, idet navnet på dennes eget orkester, The Killers, er hentet fra det fiktive band i New Order-videoen ”Crystal”. Nummeret kunne være det drømmende soundtrack fra en amerikansk ungdomsfilm fra 80´erne, en lyd som netop The Killers ynder at boltre sig i. Et lille popmesterværk, der bærer længslen og lyden fra sorgløse tider i sig…

New Order leverer med Music Complete et dyk ned i en tidslomme, der både har fortiden i sig, men også en vibrerende og dragende nutid lige foran, og ikke mindst i, ørerne. Albummet er i den grad et værk, der peger tilbage og frem på en og samme gang. Herfra, næsten, complete overgivelse og omfavnelse af New Order – også anno 2015. Music Complete er et vedkommende, ventet, vitalt og veritabelt comeback!

★★★★★☆

Deltag i debat