Plader

Superhuman Happiness: Escape Velocity

Skrevet af Simon Freiesleben

Escape Velocity er et dansealbum, som gerne vil være mere end et bare dansealbum, og det lykkes også. Sammenkoblingen af dansevenlig indierock og grublende modernitetskritik virker i første omgang som et mærkværdigt ægteskab, men takket være de fængende melodier ender det lykkeligt. Det er svært ikke at vende tilbage igen og igen til dette charmerende album.

Går man som lytter ind til Superhuman Happiness uden yderligere kendskab end gruppens navn, så vækker navnet en forventning om enten letfordøjelige popkalorier, eller et ultra-ironisk statement fra et tuderockband. Musikkollektivet fra Brooklyn er dog heldigvis hverken eller. Albummet Escape Velocity er ganske rigtig et dansevenligt og frydefuldt glædesråb af et festalbum, men det er dansemusik med et intellektuelt islæt, der både vil teste dansefødderne såvel som refleksionsevnen.

Superhuman Happiness er navnet på et musikkollektiv, der tæller mere end et dusin forskellige bidragsydere. Som musikalsk torvholder for det hele står saxofonisten og sangskriveren Stuart D. Bogie. Selvom Stuart D. Bogie ikke just er et kendisnavn, så har han trukket sig et bredt spor henover populærmusikken i de seneste 15 år. I over et årti har han været fast inventar i det Fela Kuti-inspirerede afrobeatorkester Antibalas, og samtidig har han samarbejdet med vidt forskellige kunstnere som David Byrne, Iron & Wine, Yeah Yeah Yeahs og Wu-Tang Clan. Senest har han turneret med Arcade Fire, og i den forbindelse også sammen med violinisten Sarah Neufield og saxofonisten Colin Stetson, der begge medvirker på Escape Velocity.

Inspirationen fra det canadiske band står tydelig på flere numre. Åbningsnummeret “Vhs” lyder nærmest som et outtake fra Arcade Fires forrygende Reflektor, når først det kommer igang med cool og pulserende synth-beat, minimalistisk perkussion og 1-2 kombinationen af guitar og blæsere, der sætter prikken over i’et. Det er vel at mærke kun indtil, at tempoet skrues yderligere i vejret og et hav af effekter og forskellige instrumenter skylder indover mixet. Et sted inde bagved kan man knap ane den oprindelige synthbas melodi som sangens bankende puls, der febrilsk prøver at holde en rød tråd. Den næsten syv minutter lange sang er symptomatisk for albummet, der starter ét sted i ét tempo, og derefter tager lytteren med på en rutsjebanetur som ender et helt andet sted.

Hvor gruppens seneste album, Hands, med en vis ret kan beskrives som et dansabelt konceptalbum bygget op omkring håndklap og en organisk lyd, hvor vokalen ofte trådte i baggrunden til fordel for lange og funky instrumentalbidder, så er Escape Velocity i højere grad skåret efter en mere traditionel og poppet sangstruktur. Albummets tematiske omdrejningspunkt er det moderne teknologisamfund, hvilket kommer til udtryk både lyrisk og i lydbilledet, hvor brugen af violiner og blæsere står i skærende kontrast til de køligt mekaniske synthesizere.

»We’re going nowhere clicking on those pretty pictures,« lyder den opgivende kommentar til vor dages selvoptagede Instagram-generation på det disco-inspirerede nummer “Date & Time”. De robotagtige blip-blop lydeffekter og de organiske blæsertoner er et fint eksempel på den føromtalte leg med kontraster. På den nostalgiske single “Super 8” skifter vokalen frem og tilbage i en legesyg duet om at opleve verden gennem et grynet Super 8mm kamera: »Tell me if this affects my memory / The saturation in the color scheme / Your recollections and the way you dream / The memory alters when it’s affected by the lens.« Det hele kulminerer i en syre-jazz’et saxofon solo, naturligvis.

Der er blot syv numre på Escape Velocity, der også kun varer 35 minutter. Men der er noget helt befriende over et album, der efterlader en med lyst efter mere og som inviterer til flere gennemlytninger, fremfor et timelangt epos. Der er skåret ind til benet, uden at det dog opleves negativt, da albummet rummer mange forskellige facetter qua de alsidige musikalske udtryk, kollektivet trækker på. Fremfor et decideret klimaks, så fader albummet dog blidt ud på de sidste to numre, der sætter tempoet helt ned. Numrene er for så vidt tilforladelige nok, men alligevel føles det lidt som om, at Superhuman Happiness taber i slutspurten, sammenlignet med den triumferende start på albummet.

Escape Velocity er et dansealbum, som gerne vil være mere end et bare dansealbum, og det lykkes også. Sammenkoblingen af dansevenlig indierock og grublende modernitetskritik virker i første omgang som et mærkværdigt ægteskab, men takket være de fængende melodier ender det lykkeligt. Det er svært ikke at vende tilbage igen og igen til dette charmerende album.

★★★★½☆

Deltag i debat