Koncerter

The Orb, 24.10.15, Pumpehuset, København

The Orb skabte en bevidsthedsudvidende dansefest for de dansevillige, hyggelig baggrundsmusik for bargæsterne og en dårlig koncert for rockisterne. Desværre tilhørte Undertoners udsendte sidstnævnte gruppe, og han måtte forlade spillestedet fyldt med skuffelse over, at han ikke lå udmattet og kiggede op mod stjernerne.

Fester kan være noget så kedelige, når man blot står og kigger på. Festen bliver først god, når gæsterne glemmer alt om i morgen, begynder at danse, og har fuld opmærksomhed på nuet.

Det må jeg sande, efter at have set den engelske ambient house-duo The Orb i Pumpehuset. Jeg mødte nemlig op på Studiestræde med den forventning, at jeg skulle opleve en god koncert. På det annoncerede tidspunkt for koncertstart, klokken 21, dukkede jeg op, købte mig en fadøl, og ventede tålmodigt på, at koncerten skulle begynde. Salen var godt fyldt op. Folk stod i små grupper og hyggesnakkede, mens de ventede på, at The Orb ville gå på. Danske DJ Kong stod midterst i lokalet og vendte plader, der hyldede den house- og dubmusik, som The Orb forhåbentligt skulle hypnotisere salen med.

Koncerten var ikke engang startet, men her gik det allerede op for mig, at det ville være omsonst at opfatte arrangementet som andet end, hvad jeg i mangel på bedre ord vil kalde for, en fest. Da folk havde ventet i en time, begyndte de utålmodigt at pifte for, at bandet skulle gå på scenen. I døren hørte jeg et rygte om, at The Orb først vil spille to timer efter det annoncerede tidspunkt – et tydeligt tegn på, at der blev skidt højt og flot på rockkoncertens konventioner. Det her var en dansefest og ikke nogen koncert. Det kom ikke til at handle om, hvorfra musikken kom. Det kom til at handle om, hvordan man brugte musikken.

Da The Orb endelig gik på, delte salen sig op i tre områder. Foran scenen dansede folk euforisk til den bevidsthedsudvidende housemusik. Bagerst i lokalet stod folk og snakkede sammen over flere og flere fadøl uden at give musikken meget opmærksomhed. I og for sig brugte de to grupper The Orbs musik ganske glimrende. Ambientmusikkens far, Brian Eno, definerede genren som en musik, man både kan bruge som et uforstyrrende baggrundselement, eller man kan give den sin fulde opmærksomhed. De dansende var som ét med musikken. De lod sig opsluge af de bastunge beats og svævede mod små, lette skyer. Den anden gruppe benyttede musikken som barmusik, hvilket var helt fint, hvis man skal være tro mod Enos definition.

Mellem de to grupper stod den sidste grupper med blikket og opmærksomheden rettet mod scenen, og jeg var en del af den gruppe. Vi var helt galt på den. Vi så to mænd i slutningen af 50’erne stå og skrue på nogle knapper, mens nogle dårlige visuals oplyste scenen. Vi troede, at vi var til koncert, og derfor var vi blinde for, at det var os, der var noget galt med. Vi var ikke ravere. Vi var rockister; vi opfattede al musik som rockmusik.

Et vigtigt kendetegn for The Orb er deres anarkistiske og legesyge tilgang, når de bruger samples. En blueslydende orgelriff kunne kort træde ind i lydbilledet og blande sig med nogle dybe reggaebaslinjer. Ingen lyde er forbudte i The Orbs lydunivers, og det betød, at der var plads til lyde fra fodboldpublikum, til en speak om de førnævnte små, lette skyer, til den karakteristiske harmonikamelodi fra Sergio Leone-filmen “Once Upon a Time in the West” og Minnie Ripertons smukke ”Lovin’ You”. Alverdens associationer til musikken blev gjort mulige, fordi alt i og for sig var til stede på samme tid. Det var både en drøm og en fest.

Ganske forventeligt indledte The Orb sættet med en musikalsk fortolkning af en hektisk rumrejse. Et eventyr på den anden side af the ultraworld, om man vil. Langsomt blev rytmerne mere dansevenlige, og publikums hoveder begyndte at nikke i takt til musikken. Opbygningerne var tålmodige, hvilket også må betragtes som noget af et kendetegn for The Orb (debutalbummet The Orb’s Adventures Beyond the Ultraworld varer 109 minutter). Det til trods, skete der hele tiden noget nyt i musikken, som blev mere og mere dansevenlig. Halvvejs igennem sættet nåede The Orb dog det fulde potentiale for, hvordan musikken kunne udvikle sig. Derefter fastholdt de den samme stemning i al for lang tid, og det fik den effekt, at vi i den beskuende del af publikum til sidst kiggede tomt rundt i salen med trætte blikke.

Til sidst leverede The Orb de to glimrende numre ”Little Fluffy Clouds” og “A Huge Ever Growing Pulsating Brain That Rules from the Centre of the Ultraworld” med det førnævnte ”Lovin’ You”-sample. Eller det vil sige, de benyttede karakteristiske samples fra de to numre som en del af deres musikalske rejse. En én-til-én gengivelse af numrene var der ikke tale om. Det gik særligt ud over ”A Huge Ever Growing…”, hvor Ripertons smukke sang lå ude af sync med The Orbs onde basdrøm.

Det var den slags detaljer, jeg lagde mærke til, når jeg blot stod og beskuede koncerten. Jeg blev irriteret over, at det samme videoloop gentog sig i det uendelige, og at de visuals, der oplyste størstedelen af scenen, blev styret af duoens ene halvdel, Thomas Fehlmann, fra scenen. Han burde i stedet koncentrere sig om at spille musik. En enkelt gang glemte han sågar at starte en af videoerne, således at et kalejdoskopisk billede stod fastfrosset og udsendte en omsiggribende visuel støj på scenen. Hvis man vil bruge visuals, skal man bruge dem ordentligt, som Flying Lotus eksempelvis gør det.

Men jeg burde slet ikke have lagt mærke til den slags detaljer. Jeg burde have stået blandt den forreste del af publikum og danset mig langt væk i et euforisk trip. Jeg burde have taget ejerskab over musikken og brugt den til at få den bedst mulige aften. Jeg burde have ligget efter koncerten og været lige så udmattet som den raver, der lå foran Pumpehuset og kiggede lykkeligt mod himlen, da jeg forlod spillestedet. I stedet havde jeg en kedelig aften, og den eneste, det gik ud over, var mig selv. Desværre lod det til, at vi var mange, der stod i det midterste område, der havde det på den måde.

★★★☆☆☆

Fotos: Daniel Nielsen, FrozenPanda.com

Deltag i debat