Nyheder

Videopremiere: “Nickname and Shoe size” med Offpiste Gurus

Skrevet af Redaktionen

Offpiste Gurus udgiver i dag deres indie jazz album In Case of Fire. I denne anledning har Undertoner fået lov til at premiere videoen til nummeret “Nickname and Shoe Size”. Få en sjælden indsigt i nummeret med Trinelise Værings og Fredrik Lundins forklaring af, hvad nummeret betyder, og hvordan det er blevet til.

Offpiste Gurus udgiver i dag deres indie jazz album In Case of Fire, der er produceret af Nikolaj Nørlund. I denne anledning har Undertoner fået lov til at premiere videoen til nummeret “Nickname and Shoe Size”. Få en sjælden indsigt i nummeret med Trinelise Værings og Fredrik Lundins forklaring af, hvad nummeret betyder, og hvordan det er blevet til.

Om ideen med at lave livespillede videoer, i stedet for playback til track:

»Vi har valgt at lave videoer, hvor vi spiller live, fordi vi selv bruger youtube til at lære bands og musik bedre at kende, fremfor at opsøge det eksakte track – nu med en billedside. Derfor vil vi gerne byde på noget “mere”, eller måske bare noget andet, og give folk mulighed for, at komme tættere på, og måske få lyst til at opsøge os live også.«

Om nummeret Nickname and Shoe size

Trinelise Væring fortæller:
»Nickname and Shoe Size var længe lidt af et problembarn for os, fordi den næsten var lidt for “god” en sang, lidt for straight, med stort omkvæd og sådan. Vi er jo lidt mere skæve i det, så det blev hele tiden lidt for meget. Jeg synes, den er så vellykket her fordi, det arrangement og den produktion, vi fik lavet sammen med Nikolaj Nørlund, er så skarp og fri for unødigt pynt. Nikolaj var god til at holde os fast på enkeltheden. Da vi så kom hjem fra studiet, med den første grundbåndsindspilning , var den lige lovlig nøgen, B-stykket manglede noget, og så lavede jeg det der falset-herrekor, som drengene sang ind. Min idé var, at det skulle lyde som koret på Gasolins gamle “som et strejf af en dråbe”, og den “købte” Nikolaj.

Teksten er jeg også glad for, fordi jeg er lykkedes med at skabe det der eftertragtede fortolkningsrum, uden at den er dynget til med metaforer. Man kan læse den på to måder, enten 1:1 som en sang om en veritabel stalker, der ligefrem går i sit offers skrald. Eller man kan læse den som den velkendte historie om den kvindelige dåseåbner, der prøver at trænge ind til kernen af den tavse mand, og så tager hun den måske lidt for langt ud.
For mig er det så også en sang om identitet. Hvor sidder sjælen? Hvilken sten skal man løfte, hvis man vil “kende” et andet menneske til bunds. Jeg synes, det er en god måde at skabe spænding i en tekst, det at finde sit ordforråd inden for én særlig sproglig ramme, som her detektivens, og så bruge den til at fortælle en helt anden historie, man har på hjerte. Det greb bruger jeg tit, fx også i titel sangen In Case of Fire.«

Skærmbillede 2015-10-02 kl. 13.17.46

Fredrik Lundin fortæller:
»Den her sang er en af dem, vi har lavet sammen på vores “gamle” måde, det vil sige jeg har komponeret melodi først, og Trinelise har efterfølgende sat tekst til. Siden da har rollerne omkring det kompositoriske ofte været mere flydende.
Den her melodi skrev jeg under et song retreat-ophold i Austin, Texas. Her co-write’de Trinelise og jeg begge med forskellige lokale kunstnere.
Nickname havde oprindeligt arbejdstitlen Hakuna Matata, efter Elton John-hittet fra Løvernes konge, fordi første frase i omkvædet lyder som første frase i Hakuna Matatas omkvæd, hvilket jeg, i parantes bemærket, skyndte mig at gøre opmærksom på, da jeg præsenterede sangen for resten af orkestret, for at komme eventuelle drillerier i forkøbet. Jeg skrev den ved klaveret og var ude efter noget tungt og depressivt i verset, mens omkvædet lyser lidt op. Groovet var oprindelig et helt andet, lidt hen ad Donny Hathaways udgave af Lennons Jealous Guy, hvis man kan forestille sig det.
Men, som Trinelise siger, blev det lidt et problem for os, at sangen ligesom var lidt for “god”, vi havde brug for at den fik noget mere af det mørke, teksten indeholder.
Da vi også på det tidspunkt besluttede at reorganisere orkestret og spille uden guitar, foreslog Thomas Vang, at han spillede en eller anden form for guitarrolle på bassen, og så blev det overladt til mig at spille basrollen på baryton. Allerede her begyndte det at lyde mere troværdigt, på én gang skrøbeligt og skramlet, og under arbejdet med albummet, fandt Jeppe Gram og Nikolaj Nørlund sammen ud af en god trommerolle, der bl.a. betød at Jeppe overhovedet ikke spiller før omkvædet, og da spiller et meget lidt omkvæds-agtigt og slæbende beat.
Når vi spiller live, som her i videoen, spiller Trinelise den vibrafon-rolle, Jeppe dub’ede i studiet, på det lille Mikro Korg-keyboard, mens hun synger, og vi åbner lidt op for sax-soloen, der får lov at fylde en smule mere.«

Deltag i debat