Koncerter

Cat Power, 03.11.15, Koncerthuset, København

Skrevet af Camilla Grausen

Den amerikanske singer/songwriter var tilbage i Koncerthuset, denne gang i mere intime Studie 2, hvor hun stod helt alene på scenen. Det blev dels en nervøs omgang for den uperfekte perfektionist, men der var også mange smukke stunder, hvor sangene talte for sig selv.

Dengang jeg gik til klaver, havde jeg svært ved at finde ud af, om jeg bare skulle spille videre, når jeg lavede en fejl. Eller om jeg skulle stoppe op og sige undskyld til min tålmodige klaverlærer. Chan Marshall alias Cat Power har tydeligvis samme dilemma – og forfalder mest til mulighed nummer to. Således blev hendes solooptræden i Koncerthusets Studie 2 tirsdag fyldt med selvafbrydelser og undskyldninger til publikum.

Det var nok også, hvad man kunne forvente, for sangerinden og sangskriveren Chan Marshall er kendt som en noget skrøbelig performer med nerver af alt andet end stål. Tidligere har jeg oplevet hende på Roskilde Festival, hvor hun tilbragte halvdelen af koncerten i siden af scenen, uden for publikums synsvidde. Denne aften på Koncerthusets scene var hun helt alene med kun en guitar og et flygel at gemme sig bag.

Med et spagt »hi« gik hun på scenen, greb elguitaren og lagde ud med en række af sine mere enkle, bandløse numre fra bagkatalogets forskellige faser. Heriblandt “Fool” fra 2003’s You Are Free og hendes cover af “(I Can’t Get No) Satisfaction” fra The Covers Record fra 2000, der er så meget hendes egen, at man næsten ikke kan genkende Rolling Stones’ forlæg. The Greatest-nummeret “Hate”, hvis linjer »I hate myself and want to die / Can you believe she said that?« var endnu mere hjerteskærende i denne soloopstillings ensomhed, ligesom “Great Expectations” helt tilbage fra 1996.

Således var vi godt i gang, endda med en rimelig rolig hovedperson, som brugte det kneb at lade den ene sang glide over i den næste for at undgå publikumskontakt og det nervøse tomrum mellem numrene – vi snød hende dog ofte og maste klapsalver ind. Publikum var i det hele taget blidt anerkendende i forsøget på ikke at skræmme den sky artist væk. Efter et par numre blev fotograferne sendt ud, da de »distraherede hende og publikum«, og vi på stolerækkerne fattede heldigvis et vink med en vognstang og lod egne mobilkameraer forblive i lommerne.

Cat Powers let hæse stemme havde sin velkendte intimitet og store klang – den lød virkelig godt denne aften i Koncerthuset. Intet at undskylde der! Aftenens højdepunkt? Det kommer nok an på, hvad ens yndlingsnummer med Cat Power er, for alle numre blev leveret med inderlighed, når ellers Marshall midlertidigt glemte sig selv bare lidt. For en del lod favoritten forståeligt til at være “I Don’t Blame You”, som blev spillet på flygelet. Et personligt yndlingsnummer for mig, “The Greatest”, blev desværre skæmmet lidt af en af hendes små afbrydelser, men stod stadig som et rørende smukt og sårbart nummer.

Chan Marshall fortalte anekdoter om alt fra frisurer og svimmelhed til guitarer og modermælk, men hun indviede os også i sit mål: At få folk – og sig selv – til at slappe af i hjernen og slippe for alle de ting, der kører rundt. Bare drive med og lytte til sangene. Det lykkedes meget af tiden for hende i Koncerthuset, men paradoksalt nok – som hun sikkert ved alt for godt – er hun selv den største forhindring for at nå det, hun gerne vil. Hvis hun selv kunne lade være med at afbryde sine sange nær så meget, så ville vi i højere grad kunne flyde med. Det gik godt langt hen ad vejen, men den sidste halve time blev undskyldningerne mere og mere hyppige, og nervøsiteten steg hos kunstneren, der så gerne vil gøre det godt efter egne høje standarder. Det må være ufatteligt hårdt at være en så uperfekt (eller bare menneskelig) superperfektionist.

Hun undskyldte for sidst, hun var i landet, hvor hun måtte aflyse nummer to af to aftener med band i Koncerthusets koncertsal. Hun undskyldte for at dreje på forstærkerens knapper, for at hoste, for at misse en tone, for at glemme en tekstbid og så videre. Selvom Chan Marshall er absolut elskelig, så blev det efterhånden som at overvære en patient med tandlægeskræk få en rodbehandling. Jeg tror, at hele publikummet, ligesom mig, havde lyst til at samles om Marshall i en kæmpestor krammer, som vi i stedet forsøgte at give hende via klapsalver, smil og stående applaus til sidst. Gid, vi som publikum kunne have talt med én mund og beroliget hende – en enkelt gang skete det, da en mand råbte: »It’s okay, you’re doing great!«

Chan Marshall er lige så fejlbarlig som alle os andre (omend en langt bedre pianist, sangerinde, guitarist og sangskriver) – hun fremhæver det bare mere. Størstedelen af hendes fejl ænser vi jo ikke, og dem, vi måske ville opdage, ville primært være at regne for en del af det, man kalder liveoplevelsen. Cat Powers musik er gennemsyret af en elskelig skrøbelighed, og her mener jeg ikke blot i hendes væremåde, men i hendes følsomme sange, som dels er personlige, som “The Greatest”, og dels tankevækkende socialrealisme fra en fortræffelig historiefortæller, som “Names”. Hun minder os om skrøbeligheden i os alle, og ofte lykkes det for hende at lade sangene og sin skønne klang tale for sig selv – gid hun ville tilgive sig selv lidt mere og dermed lykkes med det oftere.

★★★★☆☆

Fotos: Daniel Nielsen, FrozenPanda.com

Deltag i debat