Koncerter

Deerhunter + Atlas Sound, 19.11.15, Store Vega, København

Dobbeltkoncerten med de to Bradford Cox-projekter, Deerhunter og Atlas Sound, blev desværre en introvert oplevelse, der ikke indeholdt det ekstra, man normalt kan forvente, når Cox står på scenen.

Vi anmelder Deerhunter og Atlas Sound som en samlet koncert pga. Bradford Cox’ store rolle i begge projekter. 

Der gav et sug i maven, da Bradford Cox trådte ind på scenen, og jeg endnu engang skulle opleve denne unikke musiker og hans band Deerhunter. Han var dog ikke på vej ind som Deerhunter-frontmand. De fire amerikanere var kommet på den – på papiret – glimrende idé, at Cox selv skulle varme op som soloaliasset Atlas Sound. Derfor sad han nu midt på scenen og bøjede sig ned over sit keyboard. Atlas Sound er ikke bare et tilfældigt soloprojekt, der har resulteret i et par obskure kassettebånd, som man kun kan købe i en hemmelig butik i Atlanta. Nej, under dette alias har Cox udsendt formidable album som Logos og Parallax, og de er mindst lige så vigtige i Cox’ diskografi som de bedste Deerhunter-plader. Jeg glædede mig helt ustyrligt til at høre disse sange.

Om han spillede sange fra disse plader til supporttjansen, kunne jeg dog ikke høre. I stedet opbyggede han en følsom, elektronisk, ambient folk ved hjælp af keyboard og trommemaskine. Der var højst sandsynligt tale om skitser af nye uudgivne sange, der blev fremført yderst legesygt. Bevares, det var stemningsfyldt, men da min mave holdt op med at opføre sig som en teenagepiges til en Justin Bieber-koncert, begyndte jeg også at synes, at det var jævnt kedeligt at se Atlas Sound.

Sangene blev for lange, og Cox syntes mere optaget af at manipulere de keyboardloop, han havde lavet, end at opføre velskrevne sange. I stedet blev vi præsenteret for ikke-fængende melodier og utydelige tekster. Han kiggede dårligt nok ud mod publikum og var lige så anonym og introvert som et normalt opvarmningsband, der ikke fanger publikums interesse. Forskellen på Cox og et sædvanligt, ukendt opvarmningsband var dog, at folk lyttede yderst opmærksomt og gav supportartisten den respekt, man ofte kan savne. Den opmærksomhed besvarede Cox bare ikke.

Én vigtig ting beviste koncerten dog, og det var, at man aldrig kan stole på Bradford Cox. Bedst som jeg troede, at han skulle optræde som folkemusiker med akustisk guitar og mundharpe (som han har haft for vane tidligere), var han blevet transformeret til en moderne Arthur Russell. Bradford spytter bare sange ud, og det kan man kun beundre ham for. At han desværre valgte de forkerte sange denne aften, resulterede i en kedelig, langtrukken koncert.

Cox fik dog lov til at tage revanche efter en lille pause. Nu handlede det om Deerhunter, og selvom at Bradford utvivlsomt er ligeså personlig, når han introvert sidder bøjet over sit keyboard, kan jeg nu bedst lide hans personlighed, når han står med en elektrisk Fender Telecaster i hånden. Selvom han synger depressive tekster som »Come on little boy I am your friend/And I understand the pain you’re in«, er Deerhunters musikalske bagtæppe så kraftfuldt, at man ikke kan lade være med at ryste sin krop og vippe på tæerne. Det er som om, at Bradford siger: »Hey, vi har alle sammen vores forskellige problemer, så lad os have det fedt sammen.« »All in all it’s all the same,« som han sang på den glimrende ”All the Same” fra det aktuelle album Fading Frontier.

Deerhunter kan virkelig få deres sange til at eksplodere ud i lokalet, og når det f.eks. skete på ”Agoraphobia” fra Microcastle var Deerhunter i en ekstatisk klasse for sig selv. Hovedvægten i sættets første halvdel lå dog på de roligt vuggende sange som ”Breaker”, der blev båret af Moses Archuletas stive trommespil og Josh McKays farverige basmelodier – en i øvrigt suveræn rytmegruppe, der gjorde præcis, hvad de skulle, uden at gøre meget væsen af sig. Den radikalt ændrede ”Living My Life”, der nu er blevet en swingende, dansabel sang, var et højdepunkt. Ligeledes var en forrygende opførelse af ”Revival”, der tidligt i sættet kom ud af ingenting, en fryd at lytte og danse til.

Desværre viste Deerhunter sig for ofte fra en mere tilbagelænet side. Archuleta og McKay er rytmegruppe uden at være mere, og guitarist samt supplerende vokalist Lockett Pundt er ved gud ikke den fødte performer. Han fik lov at synge ”Desire Lines” og ”Ad Astra”, og de blev sunget af en stilleståede krop, der stift stirrede ud over publikum. Totalt shoegaze, kan man sige, men Deerhunter er alt andet lige et uptempoband, der egner sig utrolig dårligt til at være introverte. At ”Desire Lines” tilmed indledte koncerten, gav mig forventninger om, at kedsomheden fra Atlas Sound-opvarmningen skulle fortsætte. Disse negative forventninger blev hurtigt modsvaret, da den euforiske støj satte ind i sangens outtro. Det var lige, hvad vi var kommet efter.

Når Achulete, McKay og Pundt ikke gør det store væsen af sig, står og falder en Deerhunter-koncert alt andet lige med Bradford Cox. Man hører aldrig nogen sige: »Lagde du lige mærke til trommerne?« efter en koncert med dem. Det er »Bradford gjorde dit, og Bradford gjorde dat.« Sådan har det været de to hidtidige gange, jeg har set Deerhunter live. På OFF Festival i Polen for to år siden, holdt Bradford Cox en tale om, at de ville stoppe med at drikke polsk vodka, hvis polakkerne ikke var tolerante over for homoseksuelle. En kommentar, der blev mødt med massiv tavshed. Sidste år på Roskilde inviterede Cox en sikkerhedsvagt op på scenen, og han endte tårevædet på scenegulvet, da hun ikke måtte gå derop.

Problemet med koncerten i Store Vega er, at jeg ikke ved, hvad jeg skal fortælle, Bradford Cox gjorde, for han gjorde ikke andet end at spille sangene. Det ekstra manglede, og det tætteste på, hvad dette ekstra kunne være, blev et uddrag af Patti Smiths ”Land”, som Cox sang intenst over en lang støjjam i ”Nothing Ever Happened”. Det gjorde han bare også sidste år, da de spillede på Roskilde, så det kunne desværre ikke overraske sure mig.

Tilmed virkede det som om, at Deerhunter insisterede på at være et introvert shoegazeband, da de spillede ”Nothing Ever Happened”. Sangen med det høje tempo er ellers en oplagt mulighed for at skeje ud på scenen, men Deerhunter befandt sig bedst i modlyset og vendt ind mod hinanden. Det var ikke dårligt. Deerhunter er jo et virkelig godt band, der som sagt spiller eminent sammen, men det ekstra manglede, og det har Deerhunter ellers altid leveret til de koncerter, jeg har set med dem. Det sug, jeg fik i maven, da hovedpersonen gik på scenen nogle timer tidligere, kom aldrig igen. Måske viste det bare endnu en gang, at man aldrig kan regne med ham der Bradford Cox, når jeg nu også kan kede mig i hans selskab.

Fotos: Daniel Nielsen, FrozenPanda.com

★★★★☆☆

Leave a Reply