Koncerter

Father John Misty, 17.11.15, Store Vega, København  

Med hoftevrid, snake dance, moonwalk, knæfald og fægten med mikrofonstativ bjergtog Father John Misty publikum, herunder Undertoners udsendte, ved sin ekstrakoncert i Vega. En fremragende koncert, der dog også havde et par skønhedspletter undervejs.

»Joseph Campbell and The Rolling Stones/Couldn’t give me a myth/So I had to write my own/Like I’m hung up on religion/Though I know it’s a waste/I never liked the name Joshua/I got tired of J,« synger Father John Misty i det smukke afslutningsnummer “Everyman Needs a Companion” ved aftenens koncert i Vega. Begejstringen vælter ind over den lapsede storcharmør, der i jakkesæt og opknappet skjorte har croonet sig igennem sit repertoire af folk-blues-sange. Han har indtaget scenen som en hoftevridende Mick Jagger, i snake dance a la Axl Rose, svævende i moonwalk over gulvet som Michael Jackson og kastet sig ned på knæ, hævet mikrofonstativet mod loftet, hoppet op på trommesættet og underholdt publikum med morsomme kommentarer mellem numrene.

Der er ingen tvivl om, at Josh Tillman, som kunstneren bag alter egoet hedder, allerede nu har skrevet sig ind i rockhistorien. Endda med store bogstaver. I øjeblikket står han som en af tidens allermest interessante kunstnere, og mit bud er, at han kommer til at stå der længe. Jeg anser ham faktisk for en af sin generations kulturbærere. Sammen med kunstnere som Beck, Ryan Adams, Conor Oberst, Sun Kil Moon og andre, skal han bære folk-faklen videre fra Bob Dylan, Neil Young, Leonard Cohen, Lou Reed og hvad de ellers hedder.

Det var der ellers ikke mange, der troede for bare tre år siden. Efter at have undsluppet en problematisk opvækst i et strengt kristent miljø, havde Joshua Tillman i en årrække arbejdet på at slå igennem som følsom singer/songwriter med autentiske tekster under kunstnernavnet J. Tillman. Han havde sendt en række folkplader på gaden uden nævneværdig succes og havde nu mest helliget sig hvervet som trommeslager og korsanger i det kammermusikalske indiefolkband Fleet Foxes, som havde fået stor succes, spillede på store scener og blev skamrost i musikpressen.

Tillman levede altså livet som rockstjerne, som han altid havde ønsket sig, men en cirkushest glemmer som bekendt aldrig duften af savsmuld, og drømmen om solokarrieren spøgte stadig. Den blev ifølge Tillman for alvor vakt til live under et svampetrip og mødet med en fransk-canadisk shaman. I et anfald af klarsyn stod det pludselig klart for Tillman, at han ikke var den følsomme og autentiske sangskriver, han gav sig ud for at være, men i stedet var en autobiografisk sangskriver med udpræget hang til hudfletning af sig selv og også ofte de mange kvinder, der krydsede hans vej. Han ændrede derfor kunstnernavn fra J. Tillman til Father John Misty.

Denne transformation er beskrevet i mange af de fremragende numre på Father John Mistys første plade, Fear Fun. Koncertens omtalte afslutningsnummer er blot et af dem. Bedst, og frem for alt mest underholdende, er nok blues-boogien “I’m Writing a Novel”, som denne aften blev fremført i en medrivende version som sættets syvende nummer. Det nummer får mig sgu altid til at grine. De hylende morsomme scener, hvor han drikker poppy tea med Heidegger og Sartre, kører dune buggy med Neil Young og brænder sit tøj i en baggård, hvor en sort hund siger til ham: »You can’t turn nothing into nothingness with me no more« er simpelthen mesterlig sangskrivning. Og når manden så samtidig synger hamrende godt og performer som en drøm, ja, så ligger verden altså for hans fødder.

I løbet af koncerten fik vi da også en del af numrene fra Fear Fun. En fremragende version af førstesinglen, “Hollywood Forever Cemetary Sings”, med Tillman selv på elektrisk guitar kun bakket op af det karakteristisk tunge trommespil. I anden halvdel af nummeret kommer der så kor og en tung subbas på. Vi fik også en version af “Nancy from Now On”, hvor det fjerlette omkvæd desværre ikke rigtig løftede sig. Den var simpelthen for tung, hvilket nok må tilskrives trommeslageren. Også den børnesangsagtige “This Is Sally Hatchet” var på sætlisten, og her brillerede guitaristen med en fremragende solo. Han gjorde det i øvrigt aldeles fremragende og var helt klart ankermanden i det udmærkede band.

Ellers var sættet selvfølgelig præget af numrene fra det fremragende andet album, I Love You, Honeybear, hvor den selverklærede »only son of af ladiesman« (en reference til Leonard Cohens legendariske plade Death of a Ladiesman) har fundet kærligheden i form af fotografen Emma Garr. Vi fik selvfølgelig titelnummeret som koncertens åbningsnummer. Her manglede jeg de fantastiske strygere, som nok må kunne genskabes på et keyboard. Derefter fik vi “Strange Encounter”, hvor strygerne var erstattet af countrylicks fra guitaristen, og endnu engang kunne jeg mærke mundvandet løbe over den fantastiske lyd fra guitaren.

Højdepunktet var den fremragende, satiriske ballade “Bored in the USA”. Her viser Tillman, hvilken fantastisk sanger han er, og teksten kræver vel efterhånden ikke nærmere præsentation. Den er jo intet mindre end genial i sin latterliggørelse af den hvide middelklasses first world problems. Inden han tog fat på den, underholdt han i øvrigt publikum i flere minutter. Han fortalte blandt andet, at en journalist fra et dansk medie havde spurgt ham, om hans dansemoves var de samme til hvert show. Det havde, sagde han, fået ham til at overveje, om han skulle flyve sin koreograf ind fra USA, så hun kunne lære ham nogle nye.

Der var dog også mindre vellykkede elementer undervejs i koncerten. “Chateau Lobby #4 (in C for Two Virgins)” var en noget rodet affære, hvor bandet ikke fik fat i shufflen. Desuden manglede Mariachi-trompeten. Det er jo netop den , der giver nummeret den specielle atmosfære af Los Angeles. Også det ene ekstranummer gik i vasken. Det var nummeret “I Went to the Store One Day”, som handler om, hvordan Tillman mødte sin Emma hos købmanden i hippieområdet Laurel County, hvor mange rockkoryfæer har boet i sin tid. Tillman glemte simpelthen teksten undervejs, måske fordi han var blevet distraheret af sin spørgerunde til publikum forinden, hvor en kvinde havde spurgt: »Where are you going tonight?«

Ja, sådan er det jo nok, når man er stjerne og »only son of af ladiesman«. Men jeg tror nu ikke, Emma er sådan lige at vippe af pinden. Det tyder det i hvert fald ikke på, hvis man lytter til f.eks. “Nothing Good Ever Happens at the Goddamn Thirsty Crow”. Det vil jeg da anbefale enhver at gøre, og samtidig skynde sig at købe billet, næste gang Father John Misty kommer til byen. Det bliver højst sandsynligt rift om dem – endnu mere end denne gang.

★★★★½☆

Fotos: Mathias Laurvig

Deltag i debat