Plader

Helen: Original Faces

Selv om det til tider kan fremstå en anelse anonymt, minder pop ala Liz Harris lidt om at bo i kælderen ved siden af sin brors fede bands øvelokale. Man kan roligt presse øret mod væggen og lade sig blive trukket med af Harris nye, ukarakteristisk kåde, udfoldelser.

Liz Harris, bedst kendt fra soloprojektet Grouper, finder man normalt nedsunket i sit eget private undervandsrige af sovset guitar og sirenesang. Om end hun på ingen måde bryder overfladen i sidegesjæften Helen, er hun dog alligevel flydt længere op imod overfladen. Ikke så langt op at propperne i ørene forsvinder, bevægelser ikke sinkes, og tiden ikke føles langsommere, men dog væk fra dybhavet, hvor farverne er helt forsvundet.

Når man lytter til Grouper er det ofte, når man er ved at skimte faste konturer i musikken, at Harris trænger længere ind i det store udefinerbare blå og forsvinder bag sin mur af støj. Helen’s debutfuldlængde, Original Faces, er derimod en overskyet regnvejrsdag, hvor solen trænger igennem bygerne. Tristessen bliver brudt af en regnbue, og gråligheden opbrydes i spektre af lys. Og man har fornemmelsen af Harris konstante tilstedeværelse.

Harris tre kollaboratører i projektet, trommeslageren Jed Bindeman fra Eternal Trapesty og Eat Skull-bassisten Scott Simmons foruden en mystisk korsanger, som bare går under navnet Helen, tæmmer Harris musikalske urkraft i en mere poppet instrumentalisering og radiovenlig spilletid. Man får indtrykket af, at Bindeman og Simmons kæmper for at holde Harris inden for rammerne ved stram rytmisk diktat, mens Harris ulmer i baggrunden og konstant truer med at opsluge hele butikken i et sort hul af reverbet guitar. Resultatet er en grunget form for dreampop, som minder om den dog mere puritanske lyd fra A Sunny Day in Glasgow. På ”Violet” kommer den destruktive tilgang helt i forgrunden, og her kommer man i tanke om pre-grunge legenderne i the Pixies. Ikke noget man normalt ville forbinde med Liz Harris-projekter og da slet ikke Grouper.

Gennemgående for Liz Harris er hendes evne til at plante en nysgerrighed hos lytteren, der næsten grænser til frustration. Ved hver gennemlytning føler man sig tættere på kernen og som om man endelig forstår den skønhed, musikken udtrykker. Alligevel føler man sig en smule valiumbedøvet, når pladen rinder ud, og man er alene med den larmende tavshed. Helen bærer stadig præg af den samme distance, men dog i meget mindre grad end hos Grouper. Original Faces er både 90’er shoegazeæstetik og moderne snapchatkultur, hvor hver sang materialiserer sig af og forsvinder ud i de samme drømmende tåger, inden hooks og struktur rigtig bider sig fast. Men det gør mærkeligt nok bare, at man får lyst til at sætte pladen på igen.

Selv om det er efterår, og dermed Grouper-sæson, udfylder stedfortræderen Helen alligevel fint pladsen som soundtrack til regnen på dine ruder. Især for lyttere der føler sig fortabt i Groupers mere søgende univers, er Helens Original Faces i sin ”poppede” tilgængelighed et godt sted at starte. Selv om det til tider kan fremstå en anelse anonymt, minder pop ala Liz Harris lidt om at bo i kælderen ved siden af sin brors fede bands øvelokale. Man kan roligt presse øret mod væggen og lade sig blive trukket med af Harris nye, ukarakteristisk kåde, udfoldelser.

★★★★☆☆

Deltag i debat