Koncerter

Kurt Vile & the Violators, 04.11.15, Voxhall, Aarhus

Foto: Steffen Jørgensen / Voxhall.

Kurt Vile er efterhånden en hyppig gæst i Danmark – og en meget velkommen en af slagsen. Denne gang medbragte han både sine Violators og numre fra sit nye album B’lieve I’m Going Down.

Foto: Steffen Jørgensen / Voxhall.

Foto: Steffen Jørgensen / Voxhall.

Stemningen var høj, da Kurt Vile i selskab med sine Violators betrådte Voxhalls scene. Sangeren, der er kendt for sin tilbagelænede stil og fremragende guitarspil, havde næsten fyldt spillestedet, og publikum var klar til at blive blæst bagover af et bagkatalog bestående af seks album plus det løse. Den helt kraftige blæst udeblev dog.

Med vanlig slacker-attitude sjoskede Kurt Vile ind foran mikrofonen og lagde ud med ”Dust Bunnies” fra sit nyeste udspil, B’lieve I’m Going Down fra tidligere i år, og her blev det hurtigt tydeligt, at der var noget helt galt. »Hvad fanden tripper de på?« spurgte min sidemand. Kurt Vile vaklede forvirret rundt og skar grimasser af spotlyset, alt imens bassisten stod som forstenet og lignede en, der led af paranoia. Lyden var dårlig, og guitaren var ikke ordenligt tunet.

Sådan fortsatte det desværre på et af mine yndlingsnumre fra 2011-albummet Smoke Ring for My Halo, ”Jesus Fever”, som også led under en halvsløj guitar og et band, der ikke rigtig havde styr på tingene. Men heldigvis fortsatte det ikke sådan. På sættets sjette nummer, den søvnigt lækre ”Wakin on a Pretty Day”, var det som om, at bandet oplevede en kollektiv opvågnen og nu var klar til at imponere med lækre guitarsoloer og overskud.

Allerede nummeret efter forlod the Violators scenen og lod Kurt Vile stå alene tilbage med sit arsenal af guitarer. Her skulle det vise sig, at han stod stærkest og skarpest alene på scenen med sin guitar og uprætentiøse vokal, gemt væk bag sit gardinhår. ”Stand Inside”, ”He’s Alright” og ”Wheelhouse” fik alle den kærlige solobehandling, hvor Kurt Vile virkelig fik vist sit fænomenale fingerspil og væsen. Særligt Childish Prodigys utroligt smukke ”Heart Attack” bed jeg mærke i, da nummeret skilte sig ud fra mængden som et følsomt nummer, som åbnede lidt op for en ellers indelukket Kurt Vile.

For lige at vende tilbage til håret; signaturlokkerne kan jo bære en anmeldelse i sig selv. Som på den gammeltestamentlige Samson skulle man tro, at Kurt Viles styrke sidder i det brystlange, krusede, brune hår, som han tilsyneladende ikke tør nærme en saks. Men håret var altså grænsende til forstyrrende under aftenens koncert. Flere gange måtte han afbryde sit guitarspil for at fjerne lokkerne, som klistrede til hans hud og kun efterlod en smal stribe ansigt. Jeg fik sådan en mor-følelse og fik lyst til at bede ham sætte håret bag ørerne – eller måske bare klippe det. Det blev et irritationsmoment.

Håret til side. Et glimrende cover af Bruce Springsteens ”Downbound Train” blev der også plads til inden de to ekstranumre, ”All in a Daze Work” og ”Freak Train”. Og her blev der virkelig givet los. Godt med distortion på de to guitarer og en saxofon på sidstnævnte nummer. ”Freak Train” endte dog med at blive en lidt lang og støjende affære, som med fordel kunne være stoppet et minut eller to før – ørepropper ville i hvert fald have været ideelle, da lyden næsten blev uudholdelig.

Håbet fra min side, samt fra andre publikummers, var, at Kurt Vile havde hevet flere af de ældre numre frem – særligt fra mesterværket Smoke Ring for My Halo, hvor Kurt Viles mere dystre side bliver udforsket. Det kan undre, at numrene var snævert udvalgt primært fra de seneste to plader, når nu der er så stort et bagkatalog at vælge fra. Men det synes at være typisk for Kurt Viles koncerter, og blev da også noteret af Undertoners anmelder af Kurt Viles koncert i Amager Bio tilbage i 2013.

Koncerten var en svingende oplevelse, dog med flest opture, som særligt talte ”Wakin’ on a Pretty Day, ”Heart Attack” og ”Wild Imagination”. Sidstnævnte afsluttede hovedsættet og efterlod publikum dansende og hungrende efter mere.

★★★★☆☆

1 kommentar

  • Kurt og co viste sig fra sin mest fokuserede side under et velspillet job i amager bio.
    Talte og smilede ud til et fyldt gulv, ja på kanten af det udadvendte – takkede endog for den modtagelse han og bandet har fået gennem årene.
    Det var min 3. Vile koncert og han er klart på vej fremad i sin udvikling, det bliver spændende at følge.

Deltag i debat