Koncerter

Lightning Bolt, 01.12.15, Jazzhouse, København

Skrevet af Daniel Niebuhr

Den amerikanske duo Lightning Bolt, som er aktuelle med Fantasy Empire, lod en flodbølge af støj skylle ind over deres danske publikum tirsdag aften.

LightningBoltTupífolket, der beboede størstedelen af det nuværende Brasiliens kystområde, og hvis population talte omkring en million, da portugiserne ankom til kontinentet, fungerer som ophavsmændene til navnet på de op til fire meter høje tidevandsbølger, som driver mere end 800 kilometer ned ad Amazonfloden og dens bifloder. Pororoca hedder de, og begrebet kan nok bedst oversættes som “stor, destruktiv støj”.

Med en kraft akkurat som flere millioner liter flodvand i bevægelse og et lydtapet ikke helt ulig de selv samme, monstrøse naturkræfter gav Rhode Island-støjekvilibristerne i Lightning Bolt, de to gange Brian – Chippendale og Gibson – deres bud på stor, destruktiv støj på en kold decemberaften i en kælder i København, langt væk fra Amazonbifloder.

Det startede i hvert fald med netop det. Støjen. Usandsynligt meget af den, og dermed et alt for uklart lydbillede, prægede intronummeret til både koncerten og duoens seneste udgivelse, “The Metal East”. Væk var alle nuancerne fra den overraskende pænt producerede studieversion, for i stedet blev kælderlokalet fyldt med al distortionen fra Brian Gibsons bas, der kun var med til at gøre de første par minutter i selskab med Lightning Bolt til en udfordring frem for underholdning.

Modparten til Gibson, som med nærmest stoisk ro – og godt hjulpet på vej af en lydmand, som hurtigt fik styr på det kaotiske lydbillede – kom til at spille en større og større rolle: Den evigt underholdende og til tider maniske Brian Chippendale med luchadormasken og den infernalske vokal var ikke længe om at sætte sit præg på aftenen. De nye kompositioner fra Fantasy Empire, som førnævnte “The Metal East”, “Over the River and Through the Woods” og “Horsepower”, fremstod som oplagte livenumre, der ganske udmærket supplerede gamle favoritter som “Mega Ghost” fra den 10 år gamle Hypermagic Mountain og den noget mere “afdæmpede” (hvis sådan en betegnelse overhovedet kan bruges, når snakken falder på Lightning Bolt) “Colossus” fra Earthly Delights.

Vi blev også budt på en kortvarig jamsession over ZZ Tops “Sharp-Dressed Man”, efter Chippendale havde smidt sin vest over de første to bogstaver på Jazzhouses gule neonherlighed på bagtæppet. »I like this place. It’s a friendly place,« udbrød han, inden duoen gav sig i kast med “Dead Cowboy” – ligeledes fra Hypermagic Mountain.

Der var dog en grænse for maksimalismen, der blev nået mod outtroen af “Snow White (& the 7 Dwarves Fans)”, som også har æren af at lukke Fantasy Empire. Efter henved en times dynamisk kakofoni virkede beslutningen om at trække det proppede jazzhus gennem flere minutters improviserende se-hvor-meget-vi-i-grunden-kan-larme-segment i koncertens døende minutter langt fra velvalgt.

Den nærmest apokalyptiske støjseance ville have stået tilbage som en enerverende og helt igennem tarvelig afslutning, men selvfølgelig skulle vi ikke snydes for et enkelt ekstranummer. Så fik de fire fyre, der havde brugt al tiden under den ellers glimrende opvarmning fra Thrill Jockey-holdkammeraten Dan Friel på at stå allerforrest med deres fadøl og råbe smalltalk til hinanden, endelig det, de havde proklameret, at de var kommet efter: Den snart 13 år gamle “Dracula Mountain” fra Lightning Bolts i mine øjne bedste skive, Wonderful Rainbow.

Det muligvis tætteste, duoen kommer på en regulær ørehænger, skuffede heldigvis ikke, men som helhedsoplevelse var Lightning Bolt stadig et stykke fra nå helt gennemførte og overvældende højder. Dog fik vi bekræftet, at duoen er en utrættelig maskine, som stadig er et af det 21. århundredes mere enigmatiske bidrag til den i forvejen støjende rockhistorie.

★★★★½☆

Deltag i debat