Koncerter

Thundercat, 07.12.15, Lille Vega, København

Skrevet af Simon Freiesleben

To veloplagte timer i selskab med den genremiksende Kendrick Lamar- og Flying Lotus-kollaboratør Thundercat forvandlede en kedelig mandag til lørdag aften.

ThundercatRygtet om den 31-årige L.A.-fødte basvirtuos, sanger og producer med det fjollede scenenavn var tydeligvis løbet i forvejen, og det var en pakket sal i Lille Vega, der mandag aften tog imod Stephen “Thundercat” Bruner. Navnet Thundercat kommer fra den japanske animationsserie af samme navn, og hvis det virker lidt barnligt, så er det fordi, Stephen Bruner har været i musikbranchen fra barnsben af. Som blot 17-årig blev han fast bassist i thrashmetalbandet Suicidal Tendencies, og inden for få år begyndte han at turnere og indspille med kunstnere som Erykah Baduh, Snoop Dog og Flying Lotus. Senest slog han sit navn fast som en af arkitekterne bag den retrofunkede lydside på Kendrick Lamars glimrende To Pimp a Butterfly.

Klokken var knap 22, da Stephen Bruner og hans lille ensemble (trommer + keys) gik på scenen, som de ikke forlod igen før klokken var lidt i tolv. Aftenens hovedperson lignede en legemliggjort tegneseriefigur, da han kom på scenen iklædt en form for sort kropsrustning med en overdimensioneret bas i hånden og en frisure, der mest af alt mindede om et velfriseret bonsailandskab. Bruner var storsmilende og tydeligvis i højt humør, men det havde han også god grund til at være. Han startede nemlig aftenen med at sende en hilsen til Kendrick Lamar, der netop er blevet nomineret til 11 Grammy Awards, hvilket også må ses som en anerkendelse af Bruners arbejde som producer.

Aftenens næsten to timer lange fusionsjazzkoncert kan groft inddeles i tre akter. Aftenens første akt var især præget af sange fra Thundercats nye EP The Beyond/Where the Giants Roam og sparkede aftenen blidt i gang med sange som “Song for the Dead” og “Where the Giants Roam”. Desværre var hele det første akt præget af en skrattende og meget høj lyd, der spolerede Bruners stemningsfulde, blide falsetvokal, og lagde en dæmper på stemningen. En skam, for den glimrende EP formår på blot 16 minutter at opbygge en næsten filmisk stemning, mens Bruner prøver at finde sig til rette med tanken om et hinsides efter adskillige nære venners død. Men lige så koncis og drilsk tilbageholdende Bruner er på sine plader, akkurat lige så omstændelig var han live. Hvor mange af hans numre kun strækker sig til omtrent to minutter og blot rummer antydningen af det episke, så var koncerten et overflødighedshorn af sirlige bassoloer og improviserede jamsessions, der strakte numrene til adskillige gange deres originale længde. Hvordan man har det med impro-lir er selvfølgelig en smagssag, men personligt synes jeg, at det var lige i overkanten.

Selv jeg måtte dog droppe min skepsis i forhold til overlange jamsessions en stund, da koncertens andet akt blev indledt med en forrygende udgave af den jazzede Flying Lotus-kollaboration “MmmHmm”, som gled direkte over i et cover af Kendrick Lamars “Complexion (A Zulu Love)”. Det efterfølgende improstykke er et af de mest imponerende, jeg længe har hørt, og cementerede Bruners status som en mesterlig bassist. Det bevægede sig fra en klaverakkompagneret bassolo i den lette ende af skalaen over i et syrejazzet mellemstykke og sluttede af med en så sønderlemmende tung basgang ledsaget af buldrende heavytrommer, der fik pudset til at falde af Vegas gamle vægge, mens publikum og gulv vibrerede i takt til musikken. Det nedbrød fuldstændig publikums forsvar, og da monsterriffet fra singlen “Them Changes” ramte publikum umiddelbart efter, var der ikke et øje tørt. Sangen er noget af det mest sublime funk, der er udgivet de sidste par år, og det startede en dansefest blandt det før noget reserverede publikum.

Inden koncerten ramte sit tredje og sidste akt, fik vi også et glimt af Stephen Bruners evner som popsnedker i form af den fremragende R&B-ballade “Heartbreaks + Setbacks”. Det var et kæmpe plus for koncerten, at der under andet akt var kommet styr på det tekniske, og Bruners vokal nu gik rent igennem. Bruner var dog ikke helt tilfreds med sit gear og beklagede sig til publikum over sin forstærker, da han bad os om at bære over med, at han prøvede at spille bas gennem en mikroovn. Det tog dog ikke pusten fra publikum. Jeg har sjældent set et mandagspublikum være i så feststemt et humør, og det samme gjorde sig tilsyneladende gældende for Bruner, der måbende måtte spørge det fadølsbevæbnede publikum, hvilken dag på ugen det var.

Desværre for koncerten nåede aftenens tredje akt ikke helt de samme højder som det foregående. Det virkede lidt som om, at Thundercat havde spillet sine trumfkort for tidligt, da aftenens sidste tredjedel i høj grad mindede om den første. Efter energiudladningen i midten stod den nu igen på flere downtempo sange som “Evangelion” og lange, nørdede stykker af jazzet improvisation. Det tog publikum sig dog ikke af. Hvert nummer blev mødt af overvældende respons, hvilket fik en tydeligt påvirket Bruner til flere gange at kløjes i teksten, fordi han simpelthen ikke kunne lade være med at bryde ud i grin, da det viste sig, at publikum kunne synge med på mange af hans sange. Selvom selve koncertens sidste del var knap så interessant som den forgående, så blev bandet båret igennem af ren kærlighed fra publikum.

Da han som et af aftenens sidste numre spillede den dansevenlige ecstasy-hymne “Oh Sheit It’s X”, satte han ganske præcist ord på stemningen: »I just wanna party, you should be in here with me / In this ecstacy, baby«. Formår man at bringe publikum i ekstase på en helt almindelig mandag aften, så har man fat i de helt rigtige tangenter. Så kan selv overlange passager med improjazz tilgives.

★★★★½☆

Deltag i debat