Nyheder

Northern Winter Beat offentliggør festivalprogram

Engelske John Parish er blandt de offentliggjorte navne til den aalborgensiske festival. Foto: Matias Corral.
Skrevet af Camilla Grausen

Hovednavne som John Parish og The Tallest Man on Earth samt danske fremadstormende navne som Bisse, Velvet Volume og De underjordiske er på programmet til festivalen i Aalborg den 28.-30. januar.

Engelske John Parish er blandt de offentliggjorte navne til den aalborgensiske festival. Foto: Matias Corral.

Engelske John Parish er blandt de offentliggjorte navne til den aalborgensiske festival. Foto: Matias Corral

Festivalen Northern Winter Beat, som løber af stablen den 28.-30. januar 2016 i Aalborg, har nu offentliggjort hele sit program. Det byder på mange interessante navne fra ind- og udland.

En af de store artister er englænderen John Parish, som bl.a. har kollaboreret med Maggie Björklund, Eels og Kira Skov, men som især er kendt for sit mangeårige samarbejde med PJ Harvey, bl.a. på albummet A Woman a Man Walked By, samt for sit solomateriale. På Northern Winter Beat giver han koncert sammen med sit band og kan desuden opleves i et liveinterview med Mojo Magazine.

På programmet er også The Tallest Man on Earth alias den folkekære folkpopsvensker Kristian Mattson, som er aktuel med sidste års Dark Bird Is Home. Også Sonic Youths Lee Ranaldo kan opleves på festivalen – her giver den prominente guitarist en akustisk solokoncert. Blandt de yngre stjerneskud er Chicago-lo-fi-singer/songwriteren Jimmy Whispers, som har gjort sig bemærket med Summer in Pain.

Blandt de danske navne er Bisse, også kendt som soloprojektet fra Spillemændenes Thorbjørn Radisch, der i 2015 udsendte hele tre hæsblæsende album: solodebuten PMS, Umage og Bitchin’. Undertoners Sebastian Wittrock skrev om Umage: »Albummet er fuldt af den slags fine, ukunstlede og rammende billeder på følelserne efter et brud. Desperationen og sårbarheden pibler frem af numrene. Bisse har på ingen måde lagt vreden, som den lød på debutpladen, bag sig.«

Den unge, aarhusianske rocktrio bestående af søstrene Lachmi, Velvet Volume, gæster også festivalen. Læs mere om deres musikalske projekt i vores interview med søstrene. På programmet er desuden dansksproget, 70’er-inspireret syrerock med De underjordiske, som sidste år fik en pæn rotation på P6 Beat med nummeret “Hvis du forstod”, samt Troels Abrahamsens nye soloprojekt EXEC og synthpopkvintetten Lowly.

Northern Winter Beat afholdes for fjerde år i træk og finder i år sted på Skråen, 1000Fryd, Huset og Studenterhuset, men også på en række usædvanlige aalborgensiske lokationer, som offentliggøres senere. Se mere om hele programmet her.

Deltag i debat