Artikler Plader vi overså

Plader vi overså i 2015 (del 1)

Skrevet af Redaktionen

Traditionen tro samler vi ved årsskiftet op på nogle af de relevante udgivelser, som vi ikke fik anmeldt i løbet af det forgangne år. Nogle væsentlige album fra 2015 havde vi ganske enkelt ikke tid til at skrive hjem om, og andre gik under radaren. Det råder vi bod på her.

Bjork-Vulnicura1Björk: Vulnicura

Af Camilla Grausen

Björk Guðmundsdóttirs 2015-album omhandler bruddet mellem hende og kunstneren Matthew Barney, faderen til deres fælles datter. I modsætning til Björks seneste par udgivelser er Vulnicura dermed stærkt personligt med intime stemninger og tekster om den sorg og fortvivlelse, kærlighedsbruddet medførte – med en dybt menneskelig sårbarhed og råstyrke. Musikalsk minder albummet om Björks mesterværk Homogenic fra 1997 med en blanding af svirpende electronica og ekspressive strygersektioner, men Vulnicura er mere bearbejdende, mere indadvendt. Efter det svært tilgængelige album Biophilia fra 2011 har Björk ud af sin personlige sorg skabt et nærværende, stærkt værk, som bekræfter, at hun stadig er en relevant og ganske enkelt uovertruffen kunstner.

Pinkshinyultrablast: Everything Else MattersPinkshinyultrablast

Af Alex Nørregaard

Den russiske shoegaze- og dreampopkvintet Pinkshinyultrablast debuterede allerede tilbage i 2009 med ep’en Happy Songs for Happy Zombies, men det var først i starten af 2015, at fuldlængdedebuten, Everything Else Matters, landede. Over otte skæringer strøer gruppen om sig med støjende og melodiske guitarer samt fængende baslinjer, alt imens energiske trommer og legende, elektroniske toner tilføjer drive og dybde. Og så er der forsangerinde Lyubov Solovevas udflydende vokal, der nu og da kaster et drømmende skær – ikke mindst over de fængende numre ”Holy Forest” og ”Metamorphosis”. Gruppen, der er opkaldt efter et Astrobrite-album, byder allerede på nyt i 2016, hvor Grandfeathered lander i februar.

U.S. Girls: Half FreeUS Girls half free

Af Perry MacLeod Jensen

Nogle gange støder man på en plade, som bare tager røven på en. En plade, som man med det samme begynder at elske, og som ved årets ophør står som et af højdepunkterne. Sådan en plade har den Toronto-bosatte amerikaner Megan Remy lavet under sit alias U.S. Girls, i øvrigt hendes første udgivelse i stald hos det anerkendte pladeselskab 4AD (Grimes, Camera Obscura, Deerhunter m.fl.). I en sammenblanding af Lynch’sk noir, legesyg The Clash-dub og flabet R&B står en fandens catchy plade, der enten lyder som M.I.A. på sovemedicin, Lana Del Rey på speed eller bare Megan Remy herself.

Goldmund: SometimesGoldmund_Sometimes

Af Asbjørn Skødt

Amerikanske Keith Kenniff udgav tidligere på året pladen Yume under sit alias Helios, og denne står som en milepæl i hans diskografi, der begyndte i 2004. Helios fik et mindre gennembrud to år efter med den elektroakustiske plade Eingya under pladeselskabet Type Records. I 2005 var Kenniff begyndt at udgive minimalistiske klaverkompositioner under aliaset Goldmund, hvis plader forløb fra Corduroy Road til den seneste, All Will Prosper, i 2011. Goldmund har i år udgivet nyt under den blødt poetiske titel Sometimes, og hvilken bedrift denne underspillede plade er. Den har været fire år undervejs og et årti siden Kenniffs debut som Goldmund, men Kenniff sætter endnu en milepæl, der afspejler hans store talent. 2015 har således markeret genkomsten for Kenniff med nye udgivelser under hans to soloprojekter, og vi kan se frem til 2016, hvor den næste plade under Mint Julep-aliaset (kollaboration med ægtefællen Holly) står til udgivelse. Statuetten for årets bedste pladecover burde derudover gå til Sometimes.

Africa Express: Terry Riley’s In C MaliAfrica Express_TerryRiley

Af Perry MacLeod Jensen

I 2015 stiftede mange herhjemme bekendtskab med musikerkollektivet Africa Express, da de lukkede årets Roskilde Festival med en fem timer lang koncert. Koncerten skabte tilmed overskrifter over hele verden, da en meget entusiastisk Damon Albarn til sidst måtte bæres af scenen. Africa Express’ år startede med noget af et værk, der blev udgivet i anledning af 40-året for Terry Rileys ikoniske, minimalistiske, avantgardistiske værk In C. Albarn fløj nogle prominente venner som Brian Eno og Nick Zinner (Yeah Yeah Yeahs) til Bamako i Mali, og sammen med en masse lokale musikere genindspillede de Rileys værk. Resultatet er en sammensætning af ærkeafrikanske musiktraditioner og europæisk kunstskolemusik – eller lyden af Brian Eno i Mali, om man vil.

The Ritual: The Drum EPRitual_cover

Af Martin Colerick

For lidt over et år siden så jeg det dengang helt nye københavnske band The Ritual optræde på Gimle. Deres indianske hymner og tunge 70’er-rock overraskede positivt, og de fremstod yderst selvsikre i deres stramme jeans og sorte læderjakker. Jeg har derfor længe glædet mig til deres første udgivelse, og den 1. december 2015 kom så den fem numre lange The Drum. Ep’en åbner med en insisterende stortromme akkompagneret med messende vokal, der bliver til det egentlige åbningsnummer, ”Rattle the Cage”, en lækker tempofyldt sag med en dreven vokal og rå rocklyd, der umiskendeligt leder tankerne hen på klassiske rockbands som Led Zeppelin. The Ritual dyrker, ifølge dem selv, den indre rockhund og ønsker at udleve de inderste følelser via primalrockens grundtoner. Nummeret ”Fever” har da også en vis rå, sexet fremtoning, som sagtens kunne danne soundtrack til en sen og beskidt nattedans. Afslutningsballaden ”Running Out of Time” klæder ikke helt The Ritual så godt som de rå numre, og det får en lidt for påtaget klang, som ligger lang fra deres dyriske udgangspunkt. Men ep’ens midterste del, særligt ”Fever” og ”Rattle the Cage”, lover godt for et kommende album. Jeg glæder mig til at se mere til The Ritual i 2016.

Deltag i debat