Plader

Jesu/Sun Kil Moon: s.t.

Skrevet af Lars Andreasen

Jesu og Sun Kil Moon viser, hvorfor det nogen gange ikke passer, når man siger, at modsætninger mødes og … god musik opstår.

Da jeg opdagede, at Jesu og Sun Kil Moon ville lave et album sammen, var jeg meget begejstret. Jeg havde lyttet til Mark Kozelek/Sun Kil Moon i nogle år og været moderat til semi-begejstret, indtil samarbejdet med Jimmy LaValle på albummet Perils From the Sea og ikke mindst Benji. Derefter var jeg solgt til den stil, som Mark Kozelek udviklede gennem disse plader, hvor han begyndte at øse fra det, der er forbundet med de nære, små og store ting i livet.

Det kræver mod, som Mark Kozelek gør, at udlevere sig selv med alle ens fejl og mangler, tvivl og mismodigheder, personlige katastrofer og sine nærmestes tragedier, og det kræver ikke mindst en ufatteligt sikker hånd at få alle disse elementer til at smelte sammen til nærværende, rørende og gribende fortællinger om livet i alle dets belysninger.

Jesu kendte jeg ikke meget til på forhånd, men jeg har fulgt Justin Broadrick gennem alle årene, om ikke helt fra begyndelsen, da han startede bandet Final, så dog fra han blev medlem i Napalm Death, og senere i Godflesh. Men efter at have lyttet Jesu igennem, må jeg tilstå, at selvom jeg i sin tid var, og er!, stor fan af Napalm Death’s grindcore, så rammer Jesu mig langt dybere. Jesu’s ekspressive brug af drones og tunge, tunge lydgardiner, der netop ikke får dem til at lyde som Sunn O))), men som mere melodiøse fætre, trækker tråde ud til postrocken, bare med en langsom bund, og jeg er nu en begejstret følger.

Alt dette fortalt for at beskrive den forventningens glæde, jeg havde, før jeg lyttede Jesu/Sun Kil Moon igennem. Også selvom jeg synes, at Sun Kil Moon’s forrige plade Universal Themes ikke var lige så markant som Benji, fordi den i store træk gentog de tematikker, Benji så fornemt havde udfoldet. Men det kan være svært at komme lige efter en så massiv succes, så jeg tænkte at denne kombination, Mark Kozelek’s melankolske, mistrøstige troubadour og tyngden fra Jesu’s langsomt buldrende guitarunivers, bare ville gå op i en højere enhed.

Første skæring “Good Morning My Love” er en fornøjelse, med langsomme, massive guitargardiner bag Marks henkastede vokal, med en tekst der kredser om hans kærlighed til kæresten, hverdagens problemer og tanker om kærlighedens væsen, og med et genialt omkvæd, »what does rekindle mean?«, der smukt rammer kærlighedslivets trakasserier ind. Et meget stærkt udlæg, der gjorde at jeg virkeligt glædede mig til næste skæring.

Men det skulle vise sig, at første skæring nærmest var det, der er at komme efter på denne plade. Skæring nummer to, ”Carondelet”, er en skidt efterligning af The Boss, skidt fordi Bruce Springsteen spiller sig selv langt bedre, end Mark gør. Hvad der i første skæring fungerede fantastisk, den tunge bund og de blafrende guitargardiner, er her erstattet af en gumpetung guitarrundgang, og med Mark der flere gange må råbe teksten ud, for at trænge igennem bandet. Og at råbe eller skråle sine tekster ud, er ikke Marks spidskompetence. Jeg sad forbløffet og skuffet i sofaen, mens konen med rynkede øjenbryn spurgte, hvornår jeg var begyndt at kunne lide Springsteen…

Skæring nummer tre, ”A Song of Shadows”, er sådan set en tilbagevenden til kvaliteterne på den første skæring, men teksternes tematikker begynder at ligne lettere falmede gentagelser fra Benji. Derefter kører toget altså helt af skinnerne, og lander i en blød, mudret grøft.

Og hvorfor så det? Jo, de følgende skæringer folder mere og mere ligegyldige tekster ud, hvor dagligdagen og de små ting kammer over, så hverdagen netop bare er … hverdag. Og meget ulig Mark Kozelek’s univers, så afslører temaerne for teksterne sig at være en næsten ubrudt stribe kærlighedssange og fortabelser over, at han nu er »48 summers«. Ja Mark, vi bliver alle ældre og ja Mark, kærligheden ER stor, men livet rummer andet end det. Fortrædelighederne toppes af med, at Mark sidder i slutningen af to numre og læser fanbreve, sendt til ham selv fra begejstrede fans, op for en måbende og vantro lytter.

Da jeg hørte det, måtte jeg rejse mig op og gå en tur i regnvejret, vende tilbage og lytte til det igen … og måtte så ud en tur til. Rendyrket selvglæde og en ucharmerende brug af en fans brev til at fortsætte udfaldene mod dem, der ikke behager ham. Jeg ved ikke, hvad han vil med de stunts, og de stadige hints til dem, han har fornærmet, men det begynder at ligne en stil, jeg personligt ikke bryder mig om. Det er ærgerligt, fordi jeg synes, at han efter Benji stod virkeligt stærkt, men de mange besynderlige udfald mod hans kritikere begynder i denne anmelders optik at skygge alvorligt for hans kunstneriske projekt.

Med tekster der snakker om alt og ingenting, løst og fast, om hvor tragisk det er at Nick Cave’s søn dør ved en faldulykke, hvor stort indtryk en dokumentar efterlader, at Chris Squire, fra bandet Yes, dør og får Mark til at tænke på, at han lå og drak Bud Light på den lokale kirkegård med sin ven, der døde tre år tidligere af kræft, så undrer det, at Jesu er nævnt først på albummet. For det Jesu bidrager med, sammen med de andre gæsteoptrædende på albummet, er kun parenteser på et album, der vil stå tilbage som et sikkert hit for die-hard-fans af Mark Kozelek/Sun Kil Moon, men som for mindre dedikerede fans vil synke hurtigt ned i glemslen igen … desværre!

Så da jeg skulle til at skrive denne anmeldelse, var jeg stærkt fristet til at gøre som Poul Borum, da han anmeldte Suzanne Brøggers roman ”Ja”. Poul Borum skrev ganske enkelt »Nej!« … Så hård overfor Jesu/Sun Kil Moon synes jeg dog trods alt ikke, der er grund til at være, men der er til gengæld grund til at hæve øjenbrynet, og så håbe på, at Mark Kozelek kan lade de private skuffelser og misfornøjelser over dem, han mener har kritiseret ham, ligge i fred, og til gengæld fokusere på de gyldne årer han gravede i på albummene Perils From the Sea og Benji. Eller finde på noget helt tredje!

★★☆☆☆☆

1 kommentar

Leave a Reply