Koncerter

Joanna Newsom, 26.02.16, Ny Carlsberg Glyptotek, København

Skrevet af Signe Palsøe

Søjlerne i Glyptotekets græske tempel trak blikket mod himlen, mens harpenisten med sit band tog publikum på en fabulerende, dramatisk, dvælende og underspillet rundtur i bagkataloget.

Fotos: Malthe Ivarsson/Frost Festival

Fredagens koncert nærmer sig sin afslutning, og Joanna Newsom løfter for en stund blikket fra sin harpe og skæver ud i Glyptotekets imposante festsal, hvor publikum er bænket på rad og række. »See how these statues are judging me? Harsh, but fair,« lyder det med sort og underspillet skælmsk humor fra scenen, og vi i sæderne lader endnu en gang øjnene vandre over de tavse græske marmorguder langs væggene i de betagende koncertrammer, som Frost Festivals folk er så gode til at udvælge.

Ordene er måske ikke kun ment i spøg. Af den håndfuld gange, jeg har overværet en Joanna Newsom-koncert – bl.a. i Koncerthuset i 2010, har jeg ikke tidligere oplevet hende så fåmælt og koncentreret som under Glyptotekets glastag. Hun har ikke indlagt en mindre interviewsession med publikum, som hun ellers har for vane. Og en fotograf, der under koncertens indledning formaster sig rigeligt tæt på orkesteret, genner hun hurtigt væk fra scenen, da det klikkende kamera forstyrrer hendes koncentration.

Harpenistens behov for fokus virker stort – og med et blik på aftenens opsætning kan det ikke undre. Nok er Newsom og band på tour i anledning af hendes første plade i en håndfuld år, Divers, men den flot sammensatte sætliste plukker tæt på ligeligt fra bagkatalogets fire studieplader. Trods en fællesnævner i grænsesøgende folk er udgivelserne så forskelligartede, at en sådan rundtur ikke undgår at komme vidt omkring i løbet af halvanden time. Og med indtil flere kompositioner, der nærmer sig eller endda passerer 10-minuttersmærket, er det ikke sært, at det kræver en vis uforstyrret opmærksomhed at sikre den berømte røde tråd.

Heldigvis er Newsom og band ferme håndværkere, når det kommer til at afstemme materiale af ældre dato, så det passer nutiden. Koncertens åbner, “Bridges and Balloons” fra debutalbummet, er i udgangspunktet en skrabet seance for udelukkende glitrende harpestrenge og den spinkle og til tider helt skingert fraserende vokal, der kendetegnede Newsom i hendes karrieres begyndelse, men denne aften er nummeret sat passende i scene: Med bandets to kvindelige multiinstrumentalister på kor og diskrete, men dramatiske trommeanslag fra Pete Newsom – Joannas bror, der denne gang er med på tour – er lyden fyldig og underspillet; ikke ulig hovedpersonens egen rugende og rolige vokal. Et take på bagkataloget, der denne aften står smukt sammen med nye numre som “Divers” og “Leaving the City”, som også beror sig på rislende, drivende lydflader, omend den meditative stemning her snart brydes op af dramatiske tordenskrald fra trommer og keyboard.

Vi på gulvet skæver måske en ekstra gang mod den mørke glashimmel, og det er ikke den eneste gang i løbet af koncerten, at det er aktuelt at kigge ud i natten. Både Divers og det 10 år gamle mesterværk Ys byder på decideret barokke stykker, der står som bannermærke for Newsoms kompositoriske formåen, og med sin overrumplende instrumentelle opsætning bliver “Emily” da også aftenens højdepunkt. Også her er sangerindens vokal mere tilbageholdende end i originalversionen; som en grundpille af fortrolighed i det eskalerende lydbillede, når hun med små, betagende ansigtstrækninger opremser sine huskeregler om forskellen på meteorer og meteoritter for et publikum med tilbageholdt åndedræt.

Disse lange, omskiftelige kompositioner giver naturligvis anledning til at beundre, hvor fint Newsoms fire medmusikanter bakker op på alt fra keyboard og violiner til lut, banjo og mbira (et lille, håndholdt klaver) og nuancerer lydbilledet til perfektion uden at fjerne fokus fra hovedpersonen, der cirkulerer mellem harpe og klaver. Lige så dygtigt afstemt er lydbilledet under umiddelbart mere tilgængelige numre som den medrivende “Waltz of the 101st Lightborne” og ikke mindst “Have One on Me”, sidstnævnte med så legesyge pluk på banjostrengene under Newsoms fabuleren om taranteldans, at en hastig “Tom & Jerry”-association piler forbi, inden lydbilledet igen sniger andre veje.

Faktisk er det kun under den afsluttende “Baby Birch”, at bandet trækker musikken i en uheldig retning ved at opmuntre publikum til at klappe med på rytmen. Det er både lidt af en snubletråd for nummerets mørke crescendo og, nåja, en temmelig mystisk gestus at knytte til en sang om et tabt ufødt barn. Mest af alt står den ikke helt knastfri afslutning dog som en understregning af, hvor elegant de fem på scenen har jongleret aftenens mange hidtidige udtryk. Fra hjerteknugende bekendelser og uheldsvangre lydflader til storslåede og snirklede fortællinger, der sendte associationerne på flugt gennem glasloftet – Newsom kom omkring alle facetter af sin musik og samlede de mange tråde i en smuk og helstøbt opsætning, som selv de strengeste græske guder næppe har haft indsigelser imod.

★★★★★☆

Deltag i debat