Koncerter

Junior Boys + Jessy Lanza, 28.02.16, Lille Vega, København

Skrevet af Fie Neergaard

Den albumaktuelle, elektroniske Ontario-duo har landskvinden Jessy Lanza med på europaturné. Deres fælles mission denne kolde, grå aften i København var at skabe en søndagsfest.

»Junior Boys og Jessy Lanza sørger for søndagsfest i Lille Vega.« Denne subtile udmelding og store opgave blev de to elektroniske navne, duoen Junior Boys og sangerinden Jessy Lanza, pålagt af Lille Vega og et langt fra søndagstræt publikum denne aften. Fellow-canadieren Jessy Lanza er blevet inviteret med af de erfarne Junior Boys på deres turné rundt i Europa i anledning af deres femte album, Big Black Coat, som udkom først på måneden. Albummet er udkommet efter et par års sideprojekter for de to Junior Boys’ vedkommende, hvor forsanger Jeremy Greenspan blandt andet har samarbejdet med Caribou og netop Jessy Lanza.

Og Jessy Lanza forstod at få sparket showet i gang. Med et debutalbum (udgivet på legendariske Hyperdub) på bagen fra 2013, og et par nylige singler, indtog hun scenen flankeret af en energisk trommeslager. Sammen sluttede de deres sæt af i højeste gear med den nyeste single, “It Means I Love You”, befriet for heliumvokalen, der dominerer studieversionen, og gav dermed bolden videre til Junior Boys. Så langt, så godt med den søndagsfest.

De to garvede herrer i Junior Boys med medbragt trommeslager indtog scenen, efter der længe havde lydt en tung, melankolsk brummen ud af højtalerne. Hvad Junior Boys åbnede op for var dog langt fra melankolsk. De lige dele organiske og elektroniske instrumenter udgjorde lydbilledet, der koncerten igennem bestod af en luftig og fåmælt vokal fra Jeremy Greenspan, sat i kontrast af insisterende trommer og ofte dominerende bas. På andet nummer, “So This Is Goodbye”, forekom en stigende intensitet, efterfulgt af en lille kunstpause med tekniske problemer, der tvang Greenspan til at give sig til kende over for det dedikerede publikum, der fyldte halvdelen af Vegas lille sal. Med lidt spontane fyldjokes fik han publikum – og selv den bedrøvet udseende keyboardspiller Matt Didemus, der insisterede på at have hue på i det ellers lune lokale – til at grine.

Videre i teksten. Nye og ældre sange var at finde på sættet sammensat ud fra Ontario-bandets 13 år lange karriere, og selvom Junior Boys må siges at være erfarne, kom det alligevel frem, at de havde formået at fucke næste nummer op aftenen før. Der var dog ingen fuck-ups at spotte i Lille Vega, men i stedet et selvsikkert sæt, der dog til tider druknede i stortromme og bas. De mere stille numre fungerede derfor lydmæssigt bedst, mens de festlige fik publikum til at flytte fødderne og bevæge armene.

Personlige anekdoter om netop den by, bandet spiller i, er altid et publikumshit, og i aften var ingen undtagelse. Drengenes første europæiske koncert fandt i sin tid sted på Rust i København, og derfor har byen, og ikke mindst publikummet, der blev beskrevet som »the crispy onion things« på en hotdog (!), en særlig plads i Junior Boys’ hjerte. Og var man til stede dengang, fik Greenspan også tilføjet, var man »old as fuck«.

Med netop personlig charme, og en ro der kun kommer med erfaring, var det næsten umuligt ikke at blive overbevist af canadierne, men den ubalancerede lyd stod i vejen for at gøre koncerten til en decideret musikalsk oplevelse frem for bare en god en af slagsen. Tilsat dansable og let tilgængelige beats var det en behagelig og, om ikke andet, ukonventionel måde at tilbringe en træt søndag aften i februar på – at feste med Junior Boys.

★★★★☆☆

Fotos: Mathias Laurvig

Deltag i debat