Plader

King Gizzard & the Lizard Wizard: Paper Mâché Dream Balloon

Skrevet af Sabina Hvass

King Gizzard & the Lizard Wizard er en kærkommen udfordrer af regelmæssighed i rocken, og Paper Maché Dream Balloon er lige så progressiv som den er regressiv i sit udtryk: 1960’er og 1970’er nostalgi, der elsker den veldrejede popsang, sætter den håndspillede rock i fokus og leger med virkemidler uden for mange platte selvfølgeligheder.

Jeg skal med det samme indrømme, at King Gizzard & the Lizard Wizard, især siden deres koncert på Roskilde 2015, har været på min ønskeliste over bands, der bare burde turnere Europa tyndt året rundt. Det meget mundret navngivne band fra Melbourne har siden debuten i 2012, 12 Bar Bruise, spyttet psychet garagerock ud i et raskt tempo. Tidligere i 2015 udgav de EP’en Quarters!, bestående fire numre, hver á ti minutters varighed, der eksperimenterer i et progressivt genrelandskab mellem rock, latinske rytmer og poppet psych, og leger ihærdigt med sangstrukturer.

Paper Mâché Dream Balloon er Gizzards eksperimenter meget akustisk motiverede. Her er der zoomet mere ind på klarinet- og fløjtelicks, violinlyde, upbeat trommespil, vellydende basakkompagnement og frekvent højt pitchede vokaler. ”Sense” lægger eksempelvis ud med disse fortegn – en sovset klarinetlead og et akustisk guitarlick ligger i skøn forening med vokalen: »People pay for their coupe, but they can’t pay their taxes for the freeway. I know it’s so predictable, but it don’t make no sense at all«, lyder en linje, der tager hul på det lyriske omdrejningspunkt, hvor det absurde, eksistentielle og det skæve udpeges, og hvor man maler med brede penselstrøg henover livets større spørgsmål. ”Bone” og ”Cold Cadaver” bringer i den forbindelse en ret morbid og tør tone til det tekstlige univers, mens musikken forbliver i det lette, trippede og folkede. Det giver en en ret skøn kontrast, og jeg er især vild med de optimistiske fløjtemelodier, der akkompagnerer linjerne: »But when I’m gone and I’m dead what will be inside my head? Will all my stitches be unsewn? If heaven is a place I know, I won’t be taking my bones«.

På ”Trap Door” og titelnummeret er forbindelsen stærkest til forgangne fuzzinficerede Gizzard-udgivelser, f.eks. i kraft af baggrundens lydcollageri i førstnævnte tilfælde, og ved det komplekse sammenspil mellem strukturelle elementer i sidstnævnte. Lidt over halvvejs gennem albummet kommer så ”Bitter Boogie”, der med en straight forward, blueset tilgang momentvist risikerer at favorisere langvarige guitarvariationer og genreklichéer frem for det melodiøse. I samme kategori lander ”N.G.R.I. (Bloodstain)”, der dog pynter med sit upbeat groove rent dramaturgisk, mens opfølgeren ”Time=Fate” efterlader mig en smule meh, og tilbøjelig til at starte næste spor efter et par lyt.

Mod slutningen af pladen er det igen ”Time=$$$” og ”Most of What I Like”, der fletter fingre i et midtempo, ballade-univers, som King Gizzard & the Lizard Wizard øjensynligt også formår at gøre interessant i kraft af velplaceret fikumdik med klarinet- og klaverakkompagnement. En rød tråd bliver cementeret i albumslutteren ”Paper Maché”, hvor samtlige af pladens numre gengives i et nedskaleret, melodifokuseret mash-up, hvorefter albummet speedes op og spilles baglæns. Første lyt resulterede i, at jeg følte mig nødsaget til at trykke play på pladen forfra for helt at forstå, hvorfor nummeret virkede så genkendeligt. Og tommel op for det!

King Gizzard & the Lizard Wizard er en kærkommen udfordrer af regelmæssighed i rocken, og Paper Mâché Dream Balloon er lige så progressiv som den er regressiv i sit udtryk: 1960’er og 1970’er nostalgi, der elsker den veldrejede popsang, sætter den håndspillede rock i fokus og leger med virkemidler uden for mange platte selvfølgeligheder. Få numre kommer over de 3 minutters længde, men intet på pladen føles letkøbt eller uovervejet. Genremæssigt flytter sangene mest ind i folket territorium, hvor vekslen mellem let melodisk psych, garage og blues giver pladen et varieret, men helstøbt udtryk. Resultatet er en lydmæssig baklava, hvor lagene fletter sig organisk ind i hinanden. Det håndspillede, de fængende harmonier og fraværet af overdubs giver tilmed en oplevelse af råhed, og dermed en lettilgængelig forestilling af pladens livegengivelse. Der er numre, der øjeblikkeligt sniger sig ind på kroppen, og numre der desværre forbliver en smule kropsløse. Men uagtet er det en solid plade, der i min egen, ydmyge mening står som dette australske bands stærkeste udgivelse til dato.

★★★★½☆

Deltag i debat