Koncerter

Tame Impala, 03.02.16, Falconer Salen, Frederiksberg

Australske Tame Impala indtog koncertsalen med veloplagthed og stor overbevisning samt psykedeliske visuals og konfettikanon. Deres nye hitalbum klarede sig godt live, men sætlisten bar præg af enkelte underlige valg.

Selvom Tame Impala siden deres første album, Innerspeaker (2010), har høstet lutter flotte anmeldelser over det meste af verden, har de skullet bruge tre album på at blive allemandseje og ægte hipster-darlings. Således har den australske kvintet, efter at være blevet introduceret på den danske livescene ved Roskilde Festival i 2011, også skulle kravle sig vej op igennem hovedstadens spillesteder fra Lille Vega i 2012, Store Vega i 2013 for til sidst i går aftes at spille en udsolgt koncert i Falconer Salen på Frederiksberg.

Bandets seneste album, Currents, har resoneret med det brede publikum såvel som anmelderskaren, og pladen rangerer også øverst på Undertoners liste over de bedste internationale udgivelser fra 2015. Frontmand Kevin Parker, der skriver og indspiller det meste af bandets materiale, har på Currents givet køb på den psykedeliske 60’er-rock, der var fundamentet for de to første album, og vendt blikket fremad mod en dansabel og synthesizertung pop, som Parker selv betegner discopsych. Et stilskift der på trods af pladens medvind har mødt kritik flere steder; blandt andet af Undertoners egen Camilla Grausen. I min optik er Currents imidlertid Tame Impalas bedste album. Selvom jeg har været ovenud begejstret for de to første plader, siden de blev udgivet, og stadig er det, er den regressive æstetik altså noget forudsigelig – gode sange til trods. Den kosmiske synthpop på Currents jonglerer derimod med kitschede popmelodier og kreative produktionsgreb på en måde, der giver deres psykedeliske vartegn et både personligt og futuristisk islæt.

Det var derfor 3000 spændte unge mennesker, der omkring klokken 20 maste sig vej ind i den store koncertsal og diskuterede bandets udvikling. Heldigvis havde Tame Impala taget noget med til alles smagspræferencer. Efter en pulserende intro indledte de langhårede australiere deres koncert med førstesinglen ”Let It Happen” fra Currents ledsaget af imponerende koreograferede visuals. Det otte minutter lange nummer indeholder på pladen et produktionsteknisk greb, hvor musikken klippes over og går i hak, hvilket præsenterer et livemæssigt benspænd. Det klarede bandet imidlertid nonchalant med en brummende støjdrone, maskintight trommeslager og et i-takt-klappende publikum. Luften gik imidlertid af ballonen, da bassist Cam Avery og trommeslager Julien Barbagallo ramte en hel takt ved siden af kulminationen på dette mellemstykke. At deres fravær blev akkompagneret af konfettikanoner og flimrende lyskegler iklædte den antiklimatiske fejl en akavet ironi, som nummeret ikke kom sig over. Det gjorde koncerten heldigvis.

Med den slaskede “Mind Mischief” fra Lonerism, der med nye medrivende passager løftede nummeret ud af sin sædvanlige drævede karakter, havde Tame Impala atter taget fuld kontrol over situationen. Og med de efterfølgende numre ”Why Wont They Talk to Me” og ”It’s Not Meant to Be” forsikrede de publikum om, at det ville forblive således – og at de ikke ville forsømme deres ældre materiale.

Selvom lyden var god fra start, var den under de fire første numre af koncerten en anelse lav. Med den sleske synthpopper ”The Moment” og dens tykke og olierede bas fik volumen heldigvis et anseeligt løft, der varede ved resten af koncerten. Selvom det efterfølgende nummer, ”Elephant”, stilistisk var sættets mest malplacerede, var det en befriende rocket pause fra de udsvævende psykedeliske eskapader, der ellers udgjorde koncerten. Det hengivne publikum delte vist min mening.

Kevin Parker, der tidligere har været en introvert frontmand, der i bare fødder og doven mine begrænsede sin optræden til at trække håret om bag øret imellem numrene, har med tiden kultiveret et reelt entertainergen. På nummeret ”Yes, I’m Changing” var han – løsrevet fra sin guitar – eksempelvis helt ude på scenekanten for at krænge sin florlette falset ud. At dette nummer, der er et af de mere kedelige på Currents, var blevet valgt til fordel for ”Disciples”, ”Reality in Motion” eller ”’Cause I’m a Man” (der i øvrigt var på sætlisten i Holland og Belgien tidligere på ugen) er mig i øvrigt en gåde.

Selvom ”The Less I Know the Better” har været et af mine foretrukne numre fra Currents, stod det Michael Jackson-inspirerede hit ligeledes lidt svagt frem under koncerten. Måske fordi det dynamisk er noget monotont i sammenligning med de resterende numre. Det efterfølgende nummer,  ”Eventually”, gjorde dog op for dette med sit tilbagelænede vers og stadionværdige omkvæd, som hele salen kunne skråle med på: De uigennemtrængelige synthdyner fik alt, hvad anlægget kunne trække, og publikums lunger ligeledes: »Eventualyyyyy!«

Imellem ”Alter Ego” og ”Why Wont You Make Up Your Mind” spacede Parker rundt i et stenet intermezzo, der blandt kendere kaldes ”Oscilly”. Det syntes dog ikke at have andet formål end at demonstrere de lydfølsomme oscilloskop-visuals. Men da hverken disse eller selve intermezzoet var synderligt spændende, har jeg svært ved at gennemskue, hvad hensigten egentligt var med det.

Et af koncertens mest overbevisende indslag var nummeret ”Apocalypse Dreams”, der var sidste, Parker og co. spillede, før de provisorisk forlod scenen. Med synthkaskader så massive at man næsten kunne ånde dem, eksploderede bandet i en overdådig outro, der forulempede alle tænkelige tangenter; svingende guitarer, centrifugerende flanger, sugende breaks og kalejdoskopisk regnbuefarvet lys, der kunne have gjort selv Pjerrot misundelig: En fabelagtig måde at forlade scenen.

Men selvfølgelig skulle vi have ekstranumre. Efter få minutter indtog bandet atter deres pladser og spillede den sommerpsykedeliske ”Feels Like We Only Go Backwards”, hvor konfettikanonerne kom til deres ret efter det tidligere antiklimaks. At Tame Impala valgte at slutte aftenen af med ”New Person, Same Old Mistakes”, det har jeg svært ved at forstå. Med sit gumpetunge groove og monotone udtryk, var nummeret en underlig afslutning på en koncert præget af højt tempo og dynamisk legesyge.

Det var et veloplagt Tame Impala med tre stærke album, frække variationer og revitaliserende nye passager i turtasken, som tilmed havde både den gode lyd og det flotte lys på sin side, der indtog Falconer. At koncerten dog ikke kommer til at funkle uforglemmeligt i min hukommelse skyldes dels de underlige valg i sætlisten, og dels at stedet ikke er så velegnet til stående koncerter. Scenen er simpelthen så lav, at man blot 10-15 meter tilbage dårligt kan se, hvad der foregår, og selvom de fem australiere havde slæbt både konfettikanoner, lysprojektører og væg-til-væg-visuals med, er det altså rart at kunne se lidt mere af de optrædende musikere. Heldigvis for alle; både de, der var til koncerten i går, og de, der ikke fik billet, besøger Tame Impala atter vores breddegrader til sommer, når de gæster Roskilde Festival.

★★★★½☆

Fotos: Daniel Nielsen, FrozenPanda.com

Deltag i debat