Plader

Tortoise: The Catastrophist

På trods af de svimlende mange æstetiske traditioner, som Tortoise trækker på, er lyden af den gamle landskildpadde ikke til at tage fejl af: Det eklektiske men letgenkendelige udtryk, som bandet har kultiveret i over 20 år, er igen at finde på The Catastrophist. Selvom pladen derfor altid er interessant at lytte til, byder den på meget få overraskelser. Intet af det er kedeligt, men det meste er forudsigeligt.

Selvom Tortoise var med til at lægge grundstenene for postrocken med deres selvbetitlede debutalbum (1994) og opfølgeren Millions Now Living Will Never Die (1997), er det ikke et prædikat, der siger særlig meget om deres efterfølgende eskapader. At betegnelsen immervæk stadig ofte bliver brugt kan muligvis forklares som et opgivende skuldertræk ved, at ikke én etikette egentligt er adækvat til at beskrive den Chicago-baserede kvintet – og så står der jo postrock på Wikipedia.

Hvis man alligevel skulle sige noget generelt om Tortoise, kunne det være, at de med deres legesyge instrumentale musik gør, hvad der står i deres magt for at bryde genreopdæmninger ned. Alt fra free jazz, electronica, krautrock, exotica, acid house, funk, minimalistisk kompositionsmusik og meget andet ryger ufortrødent i genreblenderen, når Tortoise går i studiet. Men på trods af de svimlende mange æstetiske traditioner, som ensemblet trækker på, er lyden af den gamle landskildpadde ikke til at tage fejl af.

Og det er denne eklektiske men letgenkendelige lyd, som Tortoise på deres nye plade The Catastrophist genopdyrker. Selvom pladen derfor altid er interessant at lytte til, byder den på meget få overraskelser, og desværre ingen nye kreative eller kvalitative højdepunkter i bandets karriere. Intet af det er kedeligt, men det meste er forudsigeligt. For den trofaste fan, der siden bandets sidste album, Beacons of Ancestorship, tålmodigt har ventet i syv år på sit næste fix, er det naturligvis et glædeligt genhør. For den nysgerrige førstegangslytter, er både TNT og Millions Now Living Will Never Die simpelthen bedre album og sjovere steder at starte.

Når det så er sagt, skal det understreges, at The Catastrophist er en god plade. En rigtig god plade. At Tortoise valgte at udsende albummets kedeligste indslag, den krautede ”Gesceap”, som førstesingle er derfor besynderligt. På trods af nummerets overvæld af stimulerende polymetrik og -rytmik er dets struktur, lydbillede og overordnede udtryk nemlig noget uinspirerende, og ”Gesceap” virker mest som en opvisning i rytmisk overblik. Dette kan forekomme overraskende, bandets vanlige sans for sceniske kompositioner, fængende melodier og associative stemninger taget i betragtning. Heldigvis er der også masser af dén skuffe på The Catastrophist. Således lyder ”Tesseract”s synkoperede temariff og elegante melodi, som introen til en søvnig spionfilm, imens den benede dødningerock på ”Shake Hands with Danger” truende byder til bal på kirkegården. ”Hot Coffee” jonglerer gnidningsløst slesk synthbas, skæve melodier og skramlede guitardask sammen i en charmerende gumpetunge pornofunk, imens en Tortoise-typisk exotica flyder fordringsløst afsted i en sød blanding af tør trommemaskine og beskedne, jazzede klaverakkorder på ”The Clearing Fills”. Hvor heterogent det end måtte lyde, er der bundet en flot sløjfe om den herlige bastardbuket af numre, og man er ikke er i tvivl om, at Tortoise står bag.

Dog er det ikke kun velkendte virkemidler, der er smidt i den vekselvarme cocktail, for The Catastrophist rummer de to eneste numre med vokalspor, som bandet nogensinde har indspillet. På nummeret ”Yonder Blue” synger Yo La Tengos Georgia Hubley en tilbagelænet og følsom soul-ballade, der med en varm lo-fi produktion får en smuk, nostalgisk klang. På pladens tredje nummer, ”Rock On”, der er et cover af den britiske sanger David Essexs hit fra 1973, lokker Todd Rittman fra bandet U.S. Maple lytteren ind i en surrealistisk rock’n’roll-drøm om piger i blå jeans og James Dean på biograflærredet. Ud over den delay-indsvøbte vokal har Tortoise’s version ikke meget tilfælles med den minimalistiske original, og deres skæve eksperiment med en mere klassisk rock er det eneste tidspunkt, hvor bandet for alvor bevæger sig ud af deres spraglede comfort zone. Selvom det utvivlsomt er sundt for den aldrende reptil at slynge et friskt genreskvæt i blenderen, er det imidlertid stadig de mere klassiske Tortoise numre, der fungerer bedst på The Catastrophist.

Det er jo i virkeligheden lidt sørgeligt, at det skal være de regressive indslag, der udgør pladens højdepunkter. Ikke desto mindre er det den umiskendelige varme genrecollage, som Tortoise kultiverer, der er kvalitetsgarant for den ikoniske Chicago-kvintet. Måske er bandets indflydelse på nyere eksperimenterende rockgrupper som Battles, The Books og Jaga Jazzist deres fodtryk ud i fremtiden og nok innovation i sig selv. Måske er det ikke så slemt at stagnere, hvis man går i stå i sit eget unikke skildpaddeskjold. I al fald er The Catastrophist en meget velkommen tilføjelse til Tortoises pragtfulde diskografi, og hvis der skulle komme endnu plade i samme dur i 2023, så vil jeg også glæde mig til den.

★★★★½☆

Deltag i debat