Plader

Benal: Nu

Skrevet af Sarah Mogensen

Benal leverer efter gentagne tilløb deres debutplade, Nu, der både eksperimenterer og beriger den danske hiphopscene. Det sker med et bredt hold af gæsteoptrædener i ryggen, hvilket gør albummet overraskende og varieret, men også langt fra helstøbt.

Benal består af rapperen Benjamin (Benjamin Hav) og produceren Albert (Magnus Albert Wanscher), deraf navnet Ben-Al. Duoens medlemmer er begge i begyndelsen af 30’erne, men lever et så todelt liv som indeværende årti kan bibringe. Benjamin som hverdagsfamiliefar, mens Albert udstrækker 20’ernes tømmermændsramte livsstil. I en refleksion over voksenlivet tilsat smækkende elektroniske beats er debutalbummet Nu blevet skabt. Det sker i kølvandet på douens første ep Baby (2013) samt ep’erne Hiphop og Hvad med nu (begge fra 2014). Men nu er det altså Nu og heldigvis for det, for Benal er et forfriskende svar på, hvad den danske hiphop-scene har savnet.

Nu indledes med “Intro”, hvor de første 10 sekunder er helt uden lyd, hvorfor man som lytter stille sidder og afventer. Langsomt skrues der op for et par elektroniske trommer, der sagte intensiveres i et junglebeat af summen, claves og congas, før tæppet af lyd trækkes til side og afslører en beredt og slagsikker rappende Benjamin. Repetitivt lyder mantraet »Det her er ikke en reklame«. Et statement som Benal bevidst må have placeret som det første nummer på pladen, proklamerende for deres ukommercielle udgangspunkt. Hiphoppen er for Benal en passion, der bunder i noget virkeligt, ikke en drøm om berømthed og et hurtigt liv.

Med på albummet gæster en blandet skare af musikalske indspark. Den første er Katinka på “Sprog”, hvor hun med sin vibrerende, udstrakte vokal istemmer Benjamins sentimentale rap. Der skabes en tvetydig jonglering af bekendelser, hvori det understemmende beat pendulerer frem og tilbage i et følsomt rum. Anderledes lyder det på “Fri”, hvor Benal drikker sig fuld med Suspekt og med en fandenivoldskhed proklamerer slutningen på et forhold, »For jeg er en fri mand fri mand fri mand«. Et usentimentalt højdepunkt, der sikkert vil blive en live-succes med det hymne-prægede omkvæd leveret af Orgi-E/Klamfyr.

Benal betragter og henvender sig træt til dig, som stræber efter omverdens accept. Det bliver gjort i du-form, og tiltalen er særligt adresseret en mere eller mindre fiktiv ekskæreste. Som på “Bare gerne”, hvor autotune og elektroniske effekter imiterer en forhindringsbane fra et 90’er computerspil og i et spokenword-arrangement reflekterer over et forlist forhold. Benjamin snor snørklede og krøllede sætninger ud af det danske sprog, og den hårde tone er ikke til at tage fejl af, når han aggressivt rimer,

»Jeg så et glimt af din sjæl da du sov, det var psyco/du vinder hvad du vil, babe, mig ét dig to/fyrværkeriet bag det smukke panser/du si’r du ser mig, men du ser mig kun med lukked’ sanser«

Teksterne er ærlige og personlige, men indeholder også en stor del poesi, der transformerer dem fra private drøvtyggerier til nærværende og genkendelige følelser. Gennem pladen introduceres man for en voksen og vred Benjamin, der dog til tider tangerer det nærmest hooliganistiske, når han frustreret og psykotisk udpeger og tekstliggør følelser af afmagt. Albummets lydunivers er bygget op efter en klar drejebog a la good cop/bad cop, hvor Benal skiftevis fremviser et hårdt og et blidt nummer. Ordstrømmen har ikke altid et klart narrativ, men fremkommer som tilfældige udbrud, fri for struktur eller rammesætning. Dette står i kontrast til traditionen inden for dansk hiphop, hvilket tydeliggøres via de mange gæsteoptrædener. Et eksempel på dette er “Tatovering”, hvor Klamfyr med vanlig charme og irriterende arrogance giver karakter til nummeret,

»Jeg’ flyvsk i de franske gader /ruller livsroladen løs; brændte dadler / tusind euro tynd på en time på mad og lidt damer / og lidt mad og de mader mig med deres lagner«

Den sprogligt løse ramme er et særegent og velkendt træk hos Benal, men over 14 numre bliver opskriften tyndslidt, og man kunne med fordel have skåret et par numre fra. Kniven kunne blandt andet være snittet forbi “Badesalt”, hvor Banjamins forvredet stemme minder om Jabba the Hutt, mens nummeret i øvrigt låner store dele fra duoens eget gamle nummer “Elvis”. Eller “Jeg venter”, der med sit elektroniske klokkespil snildt kunne anvendes som telefonisk pausemusik. Derimod går det bedre, når Benal eksperimenterer med deres lydformat på “Du har aldrig savnet nogen”. Her leveres omkvædet af Bashir Billow, der i 70’er-disko-pluk-æble-stil udfordrer albummet. Det er måske lidt af en afstikker, men virkelig dansabelt, og jeg er ærlig talt fuld af respekt for, hvordan Benal overrasker og leger med lyden.

Det fantastiske ved Benal er, at de har placeret sig selv, og dermed også den danske hiphopscene, i en helt ny position. Herfra er der et perspektiv, der hverken parodierer amerikansk 90’er-hiphop eller jamaicansk dancehall. Med Nu viser Benal, hvordan hiphop kan tage sit udspring i den danske ordbog og dyrke det sproglige islæt i en ursuppe af elektroniske beats og tyngende hiphop-punch. Nu mangler de bare at få siet de dårlige klumper fra, så kun det bedste er tilbage.

★★★★☆☆

Leave a Reply