Plader

DIIV: Is the Is Are

Frontmand Zachary Cole Smith havde forinden udgivelsen meldt ud, at Is the Is Are skulle blive gruppens kreative højdepunkt. Dertil er albummet desværre for langt og homogent. Dog understreger albummet, at DIIV leverer nogle af tidens mest ambitiøse og melodiske dreampop-numre, når produktionen engang imellem rammer plet.

Det er efterhånden længe siden, at amerikanske DIIV udsendte Oshin: Debutalbummet, der i 2012 gjorde newyorkerne – og i særdeleshed frontmand Zachary Cole Smith – til et stort tema i mange smarte og lidt unge medier. Dengang, for omtrent fire år siden, havde gruppen en nærved perfekt profil for promovering: De var bosat og synlige i Williamsburg, de spillede indiemusik med masser af firser-referencer og måske vigtigst af alt var de i deres levevis og tøjstil outrerede på den helt rigtige måde. Det rene guf for det dengang stadigt sprudlende hipster-miljø.

Til trods, at den hyppige omtale ikke altid grundede i musikalske udskejelser, viste DIIV dog med Oshin, at de rent faktisk var særdeles leveringsdygtige inden for svært melodisk guitarpop. Albummet fik (de fleste steder) meget flot omtale, og der blev hurtigt hvisket i krogene om et opfølgningsalbum. Siden har gruppen – mere eller mindre uforsætligt, må man formode – holdt gryden i kog med opsigtsvækkende adfærd. At vi her i 2016 ikke har glemt alt om DIIV, kan vel delvist forklares ved historier om forsanger Smiths ofte meget udiskrete omgang med stoffer og ex-bassist Devin Perez’ mildest talt uheldige kommentarer om snart sagt alle minoriteter i samfundet.

Med de mange skandaler og en årelang sangskrivningsproces kunne man frygte et ufokuseret og lidt flaksende opfølgningsalbum. Heldigvis viser det sig hurtigt, at Is the Is Are ikke er nogen af delene, snarere tværtimod. Samtlige 17 numre læner sig tæt op ad Oshin, hvad angår lyd, og de viser sig alle at være skåret efter en ganske ensartet skabelon. Således er hvirvlende lag-på-lag guitarmelodier endnu engang det mest fremtrædende element i gruppens lyd, og Smiths vokal er som altid pakket insisterende langt tilbage i lydbilledet, hvor han fremmesser svært forståelige tekstbidder om stoffer og forkvaklet kærlighed. Rytmesektionen banker endnu engang et højt tempo ind i de korte popsange, om end udskiftningen af gruppens bassist har tilført gruppens udtryk et snært af punk i kraft af invariante, pumpende basgange.

Det forudsætter ikke mange gennemlytninger, før man fornemmer, hvordan pladens homogene lyd både er en styrke og en stor svaghed. Hvor gruppens snævre fokus på melodier frembragt ved vatindpakkede guitarriffs, der er bløde og kantløse, lægger grunden for nogle evigt voksende ørehængere, rummer albummet også en pæn portion let forglemmelig indiepop, der aldrig rigtigt formår at komme over skabelon-stadiet.

Helt overordnet indledes Is the Is Are med en bunke ambitiøse popsange, hvoraf langt de fleste forekommer langt mere færdige end tilfældet har været på gruppens tidligere indspilninger. ”Under the Sun” og ”Dopamine” er eksempelvis radiovenlig dreampop, der med summende feedback og uendelige lag af rolig guitarklimpren rummer både melodier og tekstur, der til tider glippede på Oshin. På flere af disse første kompositioner ser gruppen sig tilbage over skulderen og låner gimmicks fra gruppens helt tydelige inspirationskilder. Den dystre ”Blue Boredom (Sky’s Song)” er en sjov – og overraskende vellykket – karikatur af lyden fra Sonic Youths støjrock-dialoger mellem ægteparret Kim Gordon og Thurston Moore, ligesom Smiths brug af glidende, detunede guitarharmonier mere end én enkelt gang leder tankerne hen på My Bloody Valentine. ”Mire (Grant’s Song)”, ”Valentine” og ”Bent (Roi’s Song)” er elle eksempler, hvor credits til 90’ernes sagnomspundne shoegazere i albummets booklet ville være på sin plads.

I takt med at man når længere ind i albummet, er det dog som om, at kreativiteten i sangskrivningen forsvinder. “Take Your Time”, ”Loose Ends” og ”Dust” er alle eksempler på indspilninger, hvor Smiths altdominerende guitarriffs forekommer mindre karakteristiske, variationen mellem omkvæd og vers udviskes og guitarsoliene er for lange og ligegyldige. Manglen på dynamik kvæler alle tilnærmelsesvist mindeværdige melodier, og numrene virker som unødvendige, polerede takes på allerede udforskede felter af sfærisk indiepop a la Real Estate eller Wild Nothing. Jovist, numrene medvirker til at lulle lytteren ind i albummets univers af søvnig ”lag-på-lag”-produktion, men albummets længde taget i betragtning bliver disse lidt kønsløse numre snarere en anelse trættende og en kilde til irritation over albummets meget ensformige lyd.

Is the Is Are viser sig altså til slut at være en noget blandet affære. Forsanger, guitarist og sangskriver Zachary Cole Smith udmærker sig tydeligvis ved at have potentiale til at skrive eminente og svært forglemmelige popsange inden for sit helt eget lydunivers, men en sløset produktion spænder i sidste ende ben for ham og resten af medlemmerne i DIIV. Havde en mere kontant producer skåret de mest unødvendige numre fra pladen, kunne Is the Is Are muligvis være blevet det kunstneriske højdepunkt, som Smith inden udgivelsen havde udmeldt. Desværre fremhæver albummet også svage og unuancerede dele af Smiths sangskrivning, så man som lytter lidt for hurtigt kører død i sfærisk guitarklimpren og drævende guitarsoli.

★★★½☆☆

Deltag i debat