Plader

LisErStille: Empirical Ghost

Skrevet af Zenia Menzer

Forbered dig på en labyrintisk lytteoplevelse, der kræver din tilstedeværelse. Liserstille er ulig, hvad vi ellers kender på den danske rockscene, og med Empirical Ghost blander de rene rock-elementer med dystopi og melankoli samt helt egne legende absurditeter.

Med Empirical Ghost byder den aarhusianske kvartet LisErStille indenfor i et lydbillede, der er domineret af rene instrumentale passager, men som også på velplacerede steder akkompagneres af markant og dyster vokal til at finpudse stemningsbilledet.

Der leges absolut med mørke undertoner pladen igennem, hvilket ligger som en tung hånd på lytterens skulder, og særligt kommer til udtryk på de tre hymner, der er lagt ind undervejs på pladen som henholdsvis pladens tredje, syvende og afsluttende nummer. Alle tre numre er betitlede med starten “Hymn to the…” og har så hver især deres lydlige fokus. Fælles for alle tre er den træge fornemmelse af melankoli, der ligger som en dyb undergrund i hjertet af numrene. Dog indtræder der også mere absurde, asynkrone udtryk, særligt på “Hymn to the Sorrow Squad”, som indleder med et dystopisk musikalsk landskab. Det, der lyder som kirkeklokker, bidrager til et skæbnesvangert øjebliksbillede, hvor lydene gradvist fletter sig ind og ud af hinanden for stille og roligt at ebbe ud i en form for musikalsk stagnation.

De tre “Hymns to the…” skaber små, instrumentale holdepunkter, der, hvis man hører dem adskilt fra resten af pladen, indrammer meget af den lyd, pladen er bygget op omkring. Nogle af lyddelene går på den måde igen på pladens øvrige numre, hvor der udvikles på det instrumentale grundlag. Her lægges der dels vokalarbejde på, dels mere rockede elementer som trommer og indtrængende guitarriffs. Flere steder giver lydbilledet associationer til Sort Sol; ikke kun baseret på den musikalske variation og udvikling, men også på det vokalarbejde, der bliver udført. Der er flere steder en vis lighed med Sort Sol-frontmanden Steen Jørgensen, men fordi Liserstille har skabt deres helt eget lydlige udtryk, rammer det ikke så tæt, at man falder i plagiatkassen. Tværtimod bidrager ligheden mere til en interessant lytteoplevelse, fordi bandet tydeligt går deres egen særegne og hårdtslående vej.

Andre steder giver vokalen undertegnede associationer til David Bowie og hans til tider særlige skælvende brug af sin stemme, hvilket f.eks. kan høres på første halvdel af “Wall Mark” og “Harlequin’s Tale”. Denne brug er dels med til at skabe noget nerve, dels med til at give lyden sin egen elegance. Ligheden er dog kun momentvis, og forsanger Martin Byrialsen og de øvrige bandmedlemmer slår fast, at Liserstille ikke på entydig vis minder om noget andet, vi har hørt på den danske rockscene.

Der findes adskillige numre på pladen, der blander klavertoner ind i den rockede setting, hvilket kun øger lydens spænding og dramatik. “This Wonderful You” og “Harlequin’s Tale” er eksempler på dette, hvor lyden finder sin egen storladenhed og brede armsving. Fordi pladen er så domineret af længerevarende, fremadstormende instrumentale passager, skal man som lytter hænge godt på. Lyden tager sine egne sving og blander mere bombastiske lydlige udtryk med renere og mere konkrete meloditunge elementer, hvilket har afbalancerende effekt. Til tider bliver de bombastiske og lange instrumentalpassager dog noget overvældende, hvilket både kan have sine for- og bagdele. Man bliver trukket ind i lyden, men Liserstille er på sin vis nådesløse, da man som lytter selv bliver stillet til opgave at hænge på, fange de øjeblikke, der er, og skabe kontinuitet i lydindtrykkene. Det skaber en interessant og medrivende lytteoplevelse, men det er også meget at tage ind. Denne form for musik kan på sine egne kompromisløse vilkår skabe nogle store oplevelser, hvis man er klar på at lege med. Men man skal også forvente, at pladen ikke er kids play.

★★★★★☆

Deltag i debat