Plader

Pinkshinyultrablast: Grandfeathered

Den russiske kvintet Pinkshinyultrablast foretrækker selv at kalde deres musik for “thunder pop” eller “kung-fu-gaze”. Genrebetegnelser, der er meget sigende for den særegne blanding af shoegaze, mathmetal og electronica, der rumsterer på Grandfeathered. Gu’ er det overproduceret, men numrene er også melodiske, energiske og mest af alt utroligt velkonstruerede.

Et gennemgående træk for shoegazens revival synes de seneste år at have været manglen på grupper, der formår at skille sig ud. De ambitiøse intentioner, om alene at lade pedaler og endeløse indspilningsspor med akkorder skabe en stemningsmættet og atmosfærisk lyd, har alt for ofte vist sig at resultere i monotone albums med svage melodier og numre uden den mindste dynamik. The Pains of Being Pure at Heart, Asobi Seksu og A Sunny Day in Glasgow er alle ganske åbenlyse eksempler på grupper, der før eller siden har perfektioneret denne disciplin.

Meget kan man sikkert sige om Pinkshinyultrablast, men den russiske kvintet falder med garanti ikke i den ovenfor omtalte grøft. Siden debuten Everything Else Matters fra sidste år har gruppens medlemmer bearbejdet shoegazing-genrens teksturrigdom på deres helt egen måde. Til fordel for udflydende ”lag-på-lag”-produktion af let knasende guitarakkorder fik gruppen omtale for den omfangsrige brug af larmende basgange, tunge synthesizere og fuzzet heavyguitar i skabelsen af en mættet og særligt energifuld lyd. På den nærværende opfølger Grandfeathered er disse udtryk kun blevet forstærket.

Førstesinglen ”Kiddy Pool Dreams” er nok netop den komposition på albummet, der mest åbenlyst af alle illustrerer, hvordan gruppen har sat ild til sin i forvejen energiske og voluminøse lyd. Konstruktionen af nummeret er progressiv, og størstedelen af dets elementer lyder snarere som en slags mathmetal end egentlig shoegazing. Lydbilledet er generelt tung, og mødet med den kvindelige forsanger Lyubovs drævende sopran skaber et sært modsætningsfyldt univers ikke ulig Austras blanding af tung electronica og ekspressive sopran-vokaler.

Når man lytter til numrene på Grandfeathered, rummer produktionerne ofte så mange modsatrettede elementer, at det overordnede indtryk bliver, som havde man sat flere numre på samtidig. Åbningsnummeret med den passende titel ”Initial” er et godt eksempel herpå. Hele konstruktionen er bygget op omkring et kantet hiphop-beat med et rodet sammensurium af vokal-samples a la Tune-Yards. Idet man netop har antydningen af et skævt pop-nummer, får produktionen et ordentligt skrald synthesizere og beatet et ekstra lag. Nogenlunde samme fortælling kan man knytte til den storladne ”Glow Vastly” og afslutteren ”Grandfeathered”, der begge forekommer ambitiøse og vellykkede såfremt man ikke skyer overproduktion. Man skal være godt døv for ikke at kunne forstå, hvor kvintetten vil hen med deres selvdefinerede genrebetegnelser thunder pop og kung-fu-gaze.

Efter at have lyttet til Grandfeathered kan man ikke være i tvivl om, at Pinkshinyultrablast har tilføjet deres egen lille forgrening til den støjfyldte shoegazing-genre. Albummet er en melodisk sammenblanding af uigennemskuelig mathmetal, tung elektrorock og florlet sopran. Alt sammen produceret i Rusland. Hvor det altså ikke skorter på innovation, har gruppens stilmæssige udvikling også en skyggeside, som desværre svækker helhedsindtrykket af albummet. De konstante energiudladninger og dynamiske fluktuationer medfører, at mange af albummets fine nuancer decideret kvæles og uheldigvis forekommer mindre mindeværdige i albummets helhed. Denne bemærkning er dog kun et lille surt opstød midt i det store billede af et ambitiøst orkester, der på Grandfeathered udforsker en fortærsket genres grænser med overvejende held til følge.

★★★★☆☆

Om skribenten

Joachim Kahr Rasmussen

Biografi:
Min musikalske dannelse blev skyldet ud med regnvandet, der trængte gennem min families garagetag, en sommerdag i mine allerførste leveår. Her stod et af mine forældres sidste vidnesbyrd om et liv på den anden side af ligusterhækkene opmagasineret; en stor pladesamling, der nåede ud i alle afkroge af den alternative musiks verdenskort. Tilbage stod en fad bunke af cd'er med artister som Aqua, Madonna og Michael Jackson - en bunke, som jeg siden har set tilbage på, som mit musikalske ground zero. Herfra er horisonten blevet udvidet skridt for skridt: først var der Eminem, der med sit Slim Shady-alias effektivt fik slået benene væk under både mig og mine venner, og siden var der Red Hot Chili Peppers, der åbnede mine øjne for musik frembragt ved håndkraft.

Det var i forbindelse med fascinationen af sidstnævnte, at jeg i 2007 deltog i min første Roskilde Festival. Anthony Kiedis og resten af slænget fra LA var mit utvetydige formål med festivalen, men da jeg efter fire dage i mudder endnu engang kunne vende hjemad, var disse kun én oplevelse blandt utroligt mange andre, og sidenhen er min musikalske opvækst udelukkende fortsat.

 

Fem favoritalbums:
My Bloody Valentine: Loveless
The Strokes: Is This It?
Palace Music: Viva Last Blues
Mother Sparrow: Have a Heart
Sonic Youth: Goo

Skriv et svar

boeger