Plader

Poliça: United Crushers

Skrevet af Sarah Mogensen

Poliça har efter tre års pause, en fødsel og en masse politisk vrede udgivet deres album nummer tre. En plade der ifølge bandet selv er navngivet efter hjembyen, Minneapolis ofte graffitimalede facader med det påtrykte opråb: United Crushers. Pladen er skrevet i frustration mod USA’s ulighed og udvikling. En demonstration af et tungt lyrisk univers, der ikke desto mindre indeholder mange iørefaldende popmelodier.

United Crushers fra den amerikanske synthpop- og artrock-gruppe Poliça åbnes med den samme bøn, som alle danskere i de sidste vinterdage går og sukker: ”Summer Please”. Nummeret indledes med en uigenkendelig forvridning af forsanger Channy Leaneaghs vokal ned i en dyb baryton. Modløst leveres de unuancerede linjer til Leaneaghs nyfødte barn,

»Whatchya wanna be
when you’re big enough to see
it’s all shit
it’s all shit
it’s all shit«

Den apokalyptiske stemning får sit modsvar cirka halvvejs inde i nummeret, hvor den dystre formaning erstattes af et mere dansabelt beat. Men den kraftigt nedpitchede udgave af Channy Leaneagh forbliver nummeret igennem og står som en tømmermændssnøvlende kontrast til de kvaliteter, vi ellers tillægger sommerens varme. På denne måde er United Crushers en symbolsk gestaltning over solens skyggeside. Pladens numre leger med en dualitet bygget op omkring lyse og hurtige beats, som skiftevis forsvinder og fremkommer til fordel for et mere tungsindigt lydbillede.

Albummets efterfølgende nummer, “Lime Habit”, der også er pladens første single, behøver man kun at lytte til et par gange, før man lader sig indhylle og forelske i den sukkersøde rastløshed. Til forskel fra “Summer Please” er lyrikken langt mere kryptisk og snoet, og repetitivt synges nummerets omdrejningspunkt »I’ve got space in the light of lime, a nod to me, a nod to time«. En let snublende trommegang suppleres af spøgefulde computerspils-lyde, og man forvirres næsten til at tro, at Poliça fik brændt deres krudt af på åbningsnummeret. De politiske konnotationer stopper dog ikke her, men fortsætter albummet igennem. Som på ”Lately”, hvor en følsom vokal håbefuldt hvisker, »If it’s good it’s gonna stay, it’s gonna be my only way«.

I de art-rockede ”Someway” og ”Melting Pot” lyder Channy Leaneagh som en amerikansk kusine til svenske Jenny Wilson, der fortvivlet rikochetterer mellem en hurtigt klappende takt og synthesizer. Trommerne er hele tiden i baggrunden, men forbliver afdæmpede, hvilket gør, at man savner et dybere modspil til Leaneaghs flygtige vokal. Hun lyder som en sommerfugl fanget i et glas. I stedet for at blive beroliget af de tilstødende omgivelser, bliver hun tiltagende mere opskræmt, forpustet og desperat.

Autotune-effekten er flittigt brugt til at modificere vokalen på alle pladens numre. Et fænomen, Poliça både er blevet kritiseret og elsket for på deres foregående albums. Særligt har den ligeledes autotune begejstrede Justin Vernon (Bon Iver) udråbt Poliça til at være det bedste band, han nogensinde har hørt. På United Crushers slører effekten ofte Leaneaghs vokal, og budskabet virker fjernt og decideret uforståeligt. Der skal dog ikke herske nogen tvivl om, at bandet med United Crushers har en klar politisk agenda. Poli(ti)ça føler sig uretfærdigt behandlet af den verden, de er tvunget til at være en del af, og pladen er en solidarisk medynk til dem, der står på samfundets kant. Poliças tekster virker imidlertid ikke påtagede, men inderlige og ærlige, som på ”Baby Sucks”, hvor trompeter og en mere ustringent jazzet rytme ledsager sangens mening. Når Leaneagh synger »I don’t need your money«, er det virkelig dybfølt, og man får lyst til at tilslutte sig hendes troværdige misbilligelse. På ”Wedding” mærker man på samme måde en kropslig empati vokse til summen af en tiltagende, dryppende synth. Den ildevarslende bryllupssang intensiveres af et flerstemmigt lag af vokal, der dog ikke munder ud i nogen lykkelig forløsning, men derimod brat slutning og ophør af musik.

United Crushers er et smukt sammensurium af vokalbårne positive energier og brutale skuffelser. Man mærker Channy Leaneaghs tydelige politiske frustration, som aldrig bliver tæmmet. Det er famlende og følsomt, et personligt indblik i en ung mors betragtninger og hendes bekymringer for fremtiden. De resterende bandmedlemmer følger forpustet med, men formår aldrig at give vokalen det modspil, der ville fuldende pladen. Trommerne og guitaren får ikke samme inderlige virkelyst og lyder somme tider som apatiske tilskuere, der nervøst forsøger at følge en hysterisk teenage-datters følelsesudbrud. Netop denne naive eskalering af holdninger og følelsesbåren lyd er, hvad der gør pladen betagende og personlig. Men ikke desto mindre uvedkommende, når ikke hele bandets samlede stab lægger samme kraft og sjæl i arbejdet.

★★★★☆☆

Deltag i debat