Plader

The Besnard Lakes: A Coliseum Complex Museum

Skrevet af Lars Andreasen

Med et meget konkret udgangspunkt i geografien, lægger The Besnard Lakes med A Coliseum Complex Museum an til en landing på den søbred, de gennem flere år har været inspireret af. Og de kommer mere end tørskoede i land…

The Besnard Lakes er ikke som de fleste andre bands ….. er vist den helt, helt korte version af fortællingen om bandet, dets lyd og de to drivende kræfter bag projektet, Jace Lasek og Olga Goreas.

Det første album, undertegnede kom med på, var The Besnard Lakes Are the Roaring Night, hvor det først efter anden gennemlytning gik op for mig, at det ikke mere eller mindre var ét langt nummer, men flere numre, der vævede sig ind i hinanden. Meget elegant udført og med smukke skæringer som “Albatross”, der hang i ørerne lang tid efter – sammen med fornemmelsen af mere at have hørt et orkesterværk eller en minisymfoni fremfor et band, der spillede 10 numre.

At lytte til The Besnard Lakes er en lidt anderledes oplevelse end de fleste, man kommer i berøring med på det, man i dag kalder den rytmiske scene. De ligger i en lille, særlig gruppe af bands, der komponerer deres musik fremfor at skrive den. Forskellen er, at musikken bliver skrevet ind i lydbilledet og lydproduktionen, så alle dele ligesom er på plads mere eller mindre på en gang.

Uden at sammenligne i øvrigt, så minder det om Years of Rice and Salt, John Cale, Philip Glass eller, måske lidt mere twistet, det tyske projekt Couch. Ikke nødvendigvis i stil eller udtryk, men ved den form for gennemkomponering, hvor man kan høre, at der er tænkt grundigt over, hvordan det hele skal ende med at lyde, nærmest før man går i gang med at indspille.

Det her med at kompositionen, lydbilledet og bunden allerede er skrevet sammen, nærmest før man går i øverummet, giver det et tæt sammenvævet udtryk, men samtidig gør det også, at når man har en så klart udkrystalliseret ide, så er det også ret svært at forny sig, sådan mere afgørende i hvert fald. Dem, der har læst de anmeldelser, undertegnede har lavet her på sitet, vil så også vide, at jeg ikke er ypperstepræsten for bevægelsen “Lav altid om på jer selv”-kirken. Jeg kan ret godt lide at følge bands (og filmskabere, forfattere, pottemagere … fortsæt selv listen), der har en kunstnerisk ide, de har slebet på og ER. A Coliseum Complex Museum, med den traditionelt tungebrækkende titel, der er et af kendetegnene ved The Besnard Lakes, er heller ikke afgørende ny i forhold til de tidligere udgivelser, men der er dog enkelte nye ting at komme efter.

Begyndelsen er tryg og velkendt i lydfladen, selvom der også er nyt her, idet tekstuniverset på en del af numrene er koncentreret om de oplevelser og tanker, der udspringer sig af det område, hvor gruppens studie, Breakglass Studios, ligger. Gruppen har samlet lokale legender, natlige tanker under stjernerne og naturens udtryk omkring dem, til de tekster, vi får serveret på dette album. Det første nummer, “The Bray Road Beast”, er en reference til en historie om et kryptozoologisk dyr (det, fagbiologer kalder dyr, de mener er opfundet af hysteriske mennesker, der har set for dybt i absinth-flasken), der skulle have været set på vejen af samme navn som fænomenet, tilbage i 1936 ved Elkhorn, Wisconsin. Denne hændelse har sidenhen givet navn og fænomen til andre lignende hændelser, blandt andet i Saskatchewan, Canada, hvor også søen Besnard Lake ligger, ligesom The Besnard Lakes studie. Det er noget nyt, dette at være så tekstnær i et bestemt område, men det giver en anden spænding i teksten, der på samme tid gør det mere konkret og alligevel temmelig luftigt, enkelte steder måske endda lidt lommefilosofiagtigt. Men alt i alt en god oplevelse, der lægger sig oven i et lydbillede, der lyder så velkendt, og så alligevel med et par tilføjelser, der lover godt.

Tingene passer altså ret godt sammen, når bandet sætter deres geografi og historie i spil på denne plade. Numrene efter “The Bray Road Beast” og “Golden Lion” lyder meget velkendte, men fra nummeret “The Plain Moon” og frem til afslutningen kommer der dels mere vokal, end vi er vant til, og til sidst, på nummeret “Tungsten 4: The Refugee”, er lyden mere tung og knitrende end ellers, og det er her, jeg ser en mulighed for The Besnard Lakes til at komme videre i deres lydunivers.

Numre der stikker ud, synes jeg er indledningsnummeret “The Bray Road Beast”, det mere svævende og langsomme “Necronomicon”, hvor de viser, at selvom de sætter tempoet helt ned, så er der stadig lige meget styr på kompositionen, og så afslutningsnummeret “Tungsten 4: The Refugee”, der efter min mening godt må fylde lidt mere på de fremtidige udgivelser.

Samlet set er A Coliseum Complex Museum ikke helt på højde med The Besnard Lakes Are the Roaring Night, men det er måske også at kræve for meget. Til gengæld er den en del bedre end forgængeren til det nyeste udspil, Until in Excess, Imperceptible UFO, der på sæt og vis manglede den retning, de med denne udgivelse har fået arbejdet ind ved at bruge nye tilgange til deres tekster og de veje, det har givet dem rent musikalsk. Jeg er spændt på at se, om den næste plade (for der kommer da forhåbentlig en efter denne!) går videre af de nye spor, der er antydet på denne plade.

★★★★½☆

Deltag i debat