Plader

Tindersticks: The Waiting Room

Skrevet af Peter Krogh

Tindersticks har haft en lettere nedadgående formkurve på de seneste udgivelser, men finder på The Waiting Room tilbage til det, der er essensen, samtidig med, at der atter er udfordringer for lytteren. Lydmæssigt billedskabende rammer Tindersticks hjertet med en melankolsk streg. Det er sorgløst og samtidig så blåt, så blåt.

Der findes musik, der skaber så levende billeder på nethinden, at man i sit eget stille sind nogle gange blafrer mellem, om det vitterlig er musik, levende billeder eller en skøn sammenblanding af begge dele. Engelske Tindersticks har altid, hos undertegnede, været filmiske i deres musikalitet. Ikke blot bogstaveligt, når de har kreeret musikken til stort set alle spillefilm signeret af den franske instruktør Claire Denis, men også i hele den grundtone, der har præget udgivelserne fra bandet siden den mesterlige debut i eget navn.

Tindersticks er lydmæssigt billedskabende og rammer hjertet med en melankolsk streg malet henover alle udgivelserne. Det er sorgløst og samtidig så blåt, så blåt. Det er åndeløst smukt og gribende. Det er sange om kærlighedens nådesløse himmelflugt og erkendelsen af, at dødelighed er en del af vores skæbne. På The Waiting Room tager de endnu et skridt videre i den mageløse historie, de har på samvittigheden. Og denne gang supplerer de tonerne med at lade en lang række instruktører sætte billeder til de enkelte numre på albummet. Det er dog tonerne, jeg skal forholde mig til, og selvom jeg, som altid med Tindersticks, lagde ud med at skabe mine egne billeder til kompositionerne, så melder nye oplevelser sig ved at høre sangene tilsat de medfølgende billeder, der desuden binder en fin sløjfe. Men det er som sagt en anden historie!

Selvom jeg i første omgang fik tonerne tilsendt som digitale filer, vil jeg insistere på, at albummet skal høres som en side a og efterfølgende b. Det er ikke tilfældigt, at albummet bindes sammen af to små, smukke instrumentale vignetter. Lytteren bydes på side a ind i et umiskendeligt Tindersticks-univers med åbneren ”Follow Me”, der er båret af et sørgmodigt harmonium, og det sætter tonen for, hvad der møder en i venteværelset. På albummets side b er det ”This Fear of Emptiness”, der, atter med det melankolske harmonium som bærende kraft, skaber et intermezzo fri for ord. Albummet som helhed er et musikalsk rum, hvor der nok spilles på alle de dyder, som Tindersticks mestrer, men hvor der også tilføjes nye facetter til det voksende værk. Tindersticks har haft en lettere nedadgående formkurve på de seneste udgivelser, men finder på The Waiting Room tilbage til det, der er essensen, samtidig med, at der atter er udfordringer for lytteren.

En tidligere tradition genoptages også på The Waiting Room. Stuart A Staples fortæller endnu en gang en historie, ”How He Entered”, omend knap så dragende morbid som tidligere tiders ”My Sister”, så dog en fortælling, der kræver ører på stilke hos lytteren, hvis ikke ordene skal forsvinde i det underbyggende akkompagnement og Staples sløve, mumlende stemme.

The Waiting Room skal indtages som helhed. Som det gennemførte værk det er. Som en bog, hvor de små fortællinger gradvist folder sig ud og ind i hinanden. Det betyder dog ikke, at der ikke er kompositioner, der stikker ud og rammer dybere end andre. På The Waiting Room er det i særdeleshed to smukke duetter (endnu en tradition der bevares hos Tindersticks!) der er centrale. ”We Are Dreamers!”, en mørk og dragende stund mellem Stuart A. Staples og Jehnny Beth fra ligeledes albumaktuelle Savages. Den anden ”Hey Lucinda” er den klassiske, skæve kærlighedsdans sunget fra hver sin ende af baren, der deles med den smukke røst fra, nu desværre afdøde, Lhasa de Sela.

Tindersticks er altid umiskendelige Tindersticks. De har deres helt personlige anslag og tone, men det betyder ikke, at de ikke har flirtet med eksempelvis en solid portion soul. Det gør de også på The Waiting Room, hvor de lader en blæsersektion puste varme i tonerne. De har en skæv portion nysgerrighed, der gør, at når de som enhed er bedst, skaber de et kompositorisk kludetæppe, der på en eller anden forunderlig vis bindes sammen i sidste ende, hvor snørklet vejen end måtte være som udgangspunkt. På The Waiting Room lykkes det i en sådan grad, at Tindersticks har skabt et værk, der ikke blot måler sig med tidligere tiders storslåede bedrifter, men kiler sig ind som et af deres, tør jeg skrive det, allerbedste. Det er både musik til de sene aftentimer såvel som de stunder midt på dagen, hvor alt pludselig falder ud af sync og selv et alarmerende indre skybrud kan give mening…

★★★★★☆

Deltag i debat