Nyheder

Laurie Anderson på Click Festival 14. maj 2016

Skrevet af Lars Andreasen

Laurie Anderson gæster atter den lille Click Festival i Helsingør, og der er stadig ganske få billetter!

laurie-anderson-heart-of-a-dog-film-poster-fb

Udsnit fra filmplakaten til Laurie Andersons Heart of a Dog

Den 14. maj gæster Laurie Anderson endnu en gang Click Festival, der løber af stablen på Kulturværftet i Helsingør. Sidste gang var i 2013, og det var en magisk aften, i selskab med en af vor tids største multikunstnere. Laurie Andersons univers er skabt af komplekse forløb, der gennem små, dagligdags historielærreder fortæller om livet i de helt store sammenhænge. Da hun første gang gæstede Click Festival, var det primært med fortællingerne fra cyklussen Transitory Life, der bygger på hendes oplevelser med dels 9/11, dels værkerne der ligger bag albummet Homeland.

Denne gang er hendes performance baseret på historierne fra hendes seneste udspil, filmen Heart of a Dog, der handler om livets helt elementære spørgsmål: Livet, døden, kærligheden og energiernes transformationer mellem disse tilstande. Historierne oprinder fra hendes liv sammen med Lou Reed, hendes elskede hund Lolabelle, og hendes tab af begge to, da de døde fra hende. Men som hun selv siger: »This is not a get-to-know Lou Reed, Laurie Anderson or Lolabelle movie. Not at all, in fact, it’s not really about these creatures. It’s about Life, Love and Death, and how Death is perceived as the releases of the energies of Love«.

Der er stadigvæk ganske få billetter tilbage, der kan købes her. Laurie Anderson er nu 68 år gammel, og spørgsmålet er om man herhjemme får chancen for at opleve hende live igen. Undertegnede gør, for billetterne ER printet og lagt et sikkert sted!

Om skribenten

Lars Andreasen

Jeg er fra en tid hvor en skoleklasse var delt i to stridende parter: Den ene halvdel var til Sweet, den anden halvdel var til Slade. Og så var der mig, der sad i midten, og overhørte alle skænderierne om sært pandehår og kassebukser, mens jeg lyttede til Velvet Underground, Pink Floyd, Jimi Hendrix og Kraftwerk.
Jeg var med andre ord en sær snegl, men fordi ingen andre fattede det jeg havde gang i, kunne jeg dyrke det i fred. Og det gjorde jeg så! Jeg har siden jeg var 11 år gammel, altid afsøgt horisonten for noget der er nyt eller anderledes. Bevares, jeg er alvorligt forelsket i Velvet Underground endnu, synes af Lou Reed og Laurie Anderson er fantastiske, men bliver høj af lykke når jeg opdager sådan en som Colin Stetson, Roy Montgomery (han er nu ikke så ny igen, kun for mig), Kiasmos, Június Meyvandt, eller hører gamle bekendte i nye klæder som Scott Walker med albummet Soused.

Andre imaginære venner jeg er til, er David Bowie, Napalm Death, GY!BE, MC5, John Cale ... listen er uendelig, og heldigvis for det. For slet ikke at nævne mine venner indenfor jazz, opera og klassisk, men det fører for vidt her.

Det eneste jeg ikke kan tolerere, er folk der hørte Rolling Stones som 15-årige, og aldrig kom videre ....

Skriv et svar