Plader

Lust for Youth: Compassion & Liima: ii

Lust for Youth har udsendt en ny plade, hvorpå de for alvor begynder at stå på egne ben. Efterklang-fortsættelsen, Liima, har derimod svært ved at finde sin egen eksistensberettigelse.

For omtrent ti år siden begyndte vi at tale om, hvordan kvaliteten virkelig var blevet skærpet på den alternative danske musikscene. Vi snakkede sågar om, at diverse bands havde internationalt potentiale, og vi ventede bare på, at Mew ville få deres store internationale gennembrud. ‘Denmark is the new Sweden’, sagde man, men vi fik aldrig en international basker som The Knife, The Hives eller Robyn.

To af de eksperimenterende, danske bands, der markerede sig som særligt dygtige, var Efterklang og Oh No Ono. Begge bands har lagt sig selv i graven, men medlemmerne spøger på nye udgivelser i form af Lust for Youths Compassion (med Oh No Ono-sangeren Malthe Fischer på guitar) og Liimas ii – Liima, der er Efterklang i nye klæder.

Begge de to albumaktuelle bands har kastet sig over de elektroniske toner, men de gør det på hver sin måde. Altså to forskellige bud på, hvordan hippe, velansete danske bands kan lyde elektroniske anno 2016 – længe efter, at den herlige, eksperimenterende musik igen er forsvundet fra Gaffas forside og P3’s playlister.

Lust for Youth: Compassion

Lust for Youth beviste allerede for to år siden, at de er et band, der kan levere et yderst vellykket album, hvilket kom i form af International. Compassion er den naturlige forlængelse af den vellykkede forgænger. Men i modsætning til International, der fremstod som genreøvelse, selvstændiggør Lust for Youth sig på det nye album. De har perfektioneret deres lyd, Hannes Norrvide synger bedre, og trioens melodiske overskud stråler.

Hannes Norrvide, Loke Rahbek og Malthe Fischer leverer forholdsvis simpel technopop. Musikken lyder velkendt, men man keder sig aldrig. Lust for Youth bliver aldrig forudsigelige. At lytte til Compassion er som altid at have drukket lidt for stærke gin og tonics, men nu smager man dem til med citron og agurk. Det hele er simpelthen blevet mere delikat, fordi Hannes Norrvide har rystet den værste Mayhem-grimhed af sin vokal. Ligesom med Bobby Gillespie, der er forsanger i Primal Scream, overbeviser Norrvide en om, at han faktisk kan synge. Kort sagt, er Lust for Youth stadig et band, der sparker, men det er bare blevet så rart, når de gør det.

Alle melodierne bliver leveret ubesværet på ”Sudden Ambitions”, ”Stardom”, ”Better Looking Brother”, ”Limerence”, duetten ”Display” med Soho Rezanejad, ja faktisk alle albummets vokalbårne numre. Lust for Youth tager deres technopop yderst seriøst. De omfavner en ellers kitschet genre og formidler den via deres ører for yderst velskrevne sange. Det fører til, at de naturligt distancerer sig fra postpunken. De forlader International-genreøvelsen. De stræber ikke længere efter at lyde som forfædrene New Order og Pet Shop Boys. Med deres melodiske overskud stiller de sig ved siden af forbillederne. De er Lust for Youth. Bandet, der både har den dansable energi, så man kan danse til en sang som ”Better Looking Brother” på en lørdag nat og hører den igen søndag formiddag, mens man drikker kaffe og læser sin avis.

★★★★★☆

Liima: ii

Hvor Lust for Youth tager et enormt selvstændigt skridt på Compassion, har Liima til gengæld svært ved at finde fodfæste. Liima er Efterklangs genopfindelse af sig selv, efter de opløste moderbandet for to år siden. Trioen er blevet udvidet til en kvartet, efter de har tilføjet den finske percussionist Tatu Rönkkö til samarbejdet, men lad os bare kalde en spade for en spade. Liima er Efterklang i en ny indpakning. Derfor lytter man naturligvis også til en Liima-plade med de samme forventninger, man vil have til en Efterklang-plade.

Og hvor Efterklang vitterligt har stået som en progressiv bannerfører for alternativ dansk musik, er det svært at finde ud af, hvad Liimas unikke eksistensberettigelse er. Sangene, der hurtigt er udviklet under en række feltophold, virker en kende ufærdige. ”Russians” indledes med et blæsersample, der lyder som om, det har været katalysatoren for sangens komposition. Herefter er der tilføjet lag på lag til dette sample, men hvor ville jeg dog ønske, at Liima havde ladet den endelige sang være en første gennemskrivning, som de herefter havde forfinet. Hvor jeg ikke har en finger at sætte på Lust for Youths yderst velskrevne sange, er Liimas sange bare ikke særligt stærke, som de var det i de gode gamle Efterklang-dage.

Det er sangenes musikalske indpakning, der til gengæld redder albummet. Rasmus Stolberg leverer nogle bundsolide baslinjer, der egentlig ikke påberåber sig den store opmærksomhed, men de er en vital del af den fornøjelse, man til tider får af at lytte til ii. Han laver nærmest en variation over den velkendte basmelodi fra Pink Floyd-klassiskeren ”Money” på det nummer, der har fået den passende titel ”Roger Waters”.

”Trains in the Dark” bæres af luftig krautbas, der brydes af en tung distortionlyd, samt et elektronisk krautbeat. Denne rytmebund bliver farvet af nogle dystopiske synthtoner, og toppes til sidst af Casper Clausens velkendte vokal, der lyder umiskendeligt som den, han sang med i Efterklang-tiden.

Dette miks fungerer ganske fint, men det er ærlig talt heller ikke særligt revolutionerende. Hvis man nu erstattede Casper Clausen som forsanger med Anja T. Lahrmann fra Ice Cream Cathedral. Ja, så ville Liima lyde præcis som Ice Cream Cathedral på albummet Sudden Anatomy (2014). Og det er netop Liimas helt store problem. Deres musikalske idéer lyder som noget, der er prøvet før – både af andre og Efterklang selv. Deres sangskrivning mangler tilmed de sidste finpudsninger, og derfor ender resultatet med at være et album, der ikke hæver sig over det jævne. Efterklang er blevet et band, der nu kalder sig for Liima, men Liima er desværre ikke forgængeren værdig. De mangler simpelthen den unikke eksistensberettigelse, der skulle forklare os lyttere, hvorfor Casper Clausen, Rasmus Stolberg og Mads Brauer valgte at genføde sig selv som det her nye band sammen med Tatu Rönkkö. Måske skulle de have tænkt som Lust for Youth-guitaristen, Malthe Fischer, der lader til at have glemt, han engang var med i Oh No Ono.

★★★½☆☆

Leave a Reply