Koncerter

Death Hawks, 30.04.16, SCC, Spot Festival, Aarhus

Skrevet af Simon Freiesleben

Den guldklædte frontmand og resten af finske Death Hawks etablerede en skøn tidslomme med deres psykedeliske rock lørdag aften på Spot.

At træde ind til koncerten med syrerockbandet Death Hawks var som et træde ind i en befriende tidslomme midt i Spot Festivalens virvar. En tidslomme, hvor det er fuldstændigt acceptabelt − ja, gribende nødvendigt faktisk − at optræde med guldmakeup, guldskjorte og matchende guldbelagt guitar, og hvor nutidens ironisk distancerede hipsteruniformer er forvist fra scenen.

Det finske orkester gør en dyd ud af at ligne deres idoler fra de behårede 60’ere og 70’ere med puddelrockhår, skovsnegleskæg og farverigt, blomstret tøj. De gør også en dyd uf af at lyde som dem, uden dog at tage sig ud som dårlige kopier af den ægte vare, da de trækker på en bred palet af referencerammer indenfor psych, jazz og prog. Den atmosfæriske “Hey Ya Sun Ra” fra pladen Sun Future Moon lyder med dens hypnotiserende messen og uendelige groove som et glemt outtake fra en af The Doors’ mere psykedeliske øvere, men det ville være forkert at klandre Death Hawks for at være en Doors-klon. De spiller deres helt egen blanding af legesyg, psykedelisk rock.

Aftenens koncert var Death Hawks’ sidste på en måned lang europaturné, og det sammentømrede band spillede virkelig godt sammen, og slap godt fra adskillige jam-passager, der havde karakter af at være delvist improviserede. Bandets glamourøse og guldbeklædte sanger, Teemu Markkula, var selvfølgelig af flere omgange oppe og bestige diverse forstærkere rundt om på scenen, uden at det dog fik nogen form for konsekvenser for hans guitarspil eller bandets groove. Death Hawks spiller enormt harmonisk sammen og giver plads til en lind strøm af blærede guitar- og saxofonsoloer uden at det går over i rent lir og blær.

Ikke alle deres sange har tekst, men alligevel ved man jo godt, hvad musikken handler om. Den her slags musik handler jo altid om livet i det hinsides, om universet og om det kosmiske. Det handler om langt større ting end ulykkelig kærlighed − eller hvad det nu er, andre bands beskæftiger sig med. Er man i tvivl, så behøver man blot kaste et blik på bandets medbragte visuals, hvor billeder af månen, universet og spøgelsesagtige menneskekroppe akkompagnerede syremusikken.

Som aftenens sidste nummer spillede Death Hawks en majestætisk udgave af det ni minutter lange nummer “Black Acid”, der gik direkte ud i publikums ben og fik forsamlingen til at vugge og svaje i takt med musikken takket være gruppens fabelagtige rytmesektion. Det æggende guitarspil på nummeret leder tankerne hen mod ørkenblues-veteranerne Tinariwen, mens det sjælfulde saxofonspil og den udefinerbare messen fortryller de tilhørende til at deltage i en form for rituel stammedans, som vi burde have glemt for længst, men som tilsyneladende ligger indkodet i selve vores DNA.

Da tonerne fra “Black Acid” lige så stille døde ud, hørte jeg min sidemand udbryde: »Hold kæft mand, det er sådan en koncert, der bare gerne måtte have varet en time mere!« Jeg kan kun erklære mig enig.

★★★★★½

Fotos: Morten Lau-Nielsen

Deltag i debat