Plader

Hugo Race Fatalists: 24 Hours to Nowhere

Skrevet af Peter Krogh

Selvom den musikalske arv tydeligt høres, er det længe siden, at australske Hugo Race var en del af Nick Caves Bad Seeds, og det er på tide at anerkende ham for sit eget værk.

Australske Hugo Race med den croonende og dybe røst er atter aktuel med nye toner sammen med sine Fatalists. 24 Hours to Nowhere er den rammende og tilpas søgende titel på det andet udspil sammen med The Fatalists, og som helhed er det et vedkommende værk. Blå, blå toner der smyger sig om lytteren iklædt folk og klassiske rockdyder, mens også tilsat et diskret elektronisk præg som underlægning.

Hugo Race er en produktiv herre, der efterhånden har mange udgivelser bag sig. Det være sig solo eller under navne som The Wreckery, Dirt Music, Transfargo og som Hugo Race and the True Spirit. Alligevel hænger prædikatet ”Bad Seed” stadig ved ham, idet han var med under Nick Caves faner på så vægtige udgivelser som From Her to Eternity og Kicking Against the Pricks. Det er dog allerede 20 år siden, at Hugo Race sidst var en del af The Bad Seeds, så det er, i allerhøjeste grad, på tide at anerkende ham for sit eget værk. Et værk der med 24 Hours to Nowhere atter cementerer, at han er sin egen, om end med inspirationskilderne intakt.

Den ligger nu lige til højrebenet at tænke på Nick Cave, når man lytter til Hugo Race − og det er ikke blot, fordi man kender til den tidligere forbindelse. De to herrer deler samme melankolske og mørke tilgang, og en gammel mester som Leonard Cohen spøger også mellem verselinjerne på de tyste kompositioner.

Albummets 10 skæringer bliver alle malet med samme musikalske pensel uden at de af den grund mister intensitet hver for sig. Udover egne kompositioner har Hugo Race også fundet plads til to coverversioner af store sangskrivere, det være sig Tim Hardins ”It´ll Never Happen Again” og Roger McGuinns ”Ballad of Easy Rider”. Begge fremføres som var de skabt af Hugo Race selv og fremstår som coverversioner, når de er bedst, nemlig tro mod originalen med nyt blod tilført.

24 Hours to Nowhere er lyden af Hugo Races mørke og dragende vokal. En vokal der nok indeholder en solid portion dommedag, men samtidig har sprækker af lys. Et vokalt lys som ikke blot er signeret Hugo Race selv, men som også bliver tilsat Angie Harts bittersøde vokale modspil på numre som titelsangen og ”We Were Always Young”. Hugo Race står glimrende alene, men i selskab med Angie Hart bliver det en tand smukkere!

Musikalsk er albummet en til tider nærmest underspillet affære, hvor strygere og klassisk rockinstrumentering farves drypvist af elektroniske lydtapeter. Underspillet, ikke som i fraværende underlægning, men som toner der lader vokalen stå fremme i lydbilledet og samtidig skabe en ramme, den kan udfolde sig i. Hugo Race Fatalists har kreeret et album, der nok udspiller sig på et fundament af over 30 års rock’n’roll, men som ikke af den grund har mistet lysten til at forlade den lige vej og bevæge sig ud ad skyggefulde stier. 24 Hours to Nowhere lader ikke alt håb ude, men insisterer på at holde lytteren blidt, men fast, i hånden, mens verden buldrer forbi om ørerne på os.

★★★★☆☆

Deltag i debat