Koncerter

John Carpenter, 30.05.16, Koncerthuset, København

Skrevet af Simon Freiesleben

I en ellers pensionsklar alder er den ikoniske amerikanske filmskaber og soundtrackkomponist John Carpenter draget på sin første turné. Mandag blev han hyldet som fortjent af et dansk publikum i den store koncertsal i DR’s Koncerthuset.

Oftest forbinder man et stående bifald med en netop overstået, vellykket koncert, men det var alligevel, hvad den amerikanske instruktør og filmkomponist John Carpenter modtog, da han gik på scenen i Koncerthuset med sit ensemble denne mandag aften. Auteuren John Carpenter har altid selv komponeret musikken til sine film, og lydsiden har spillet en væsentlig rolle i hans ikoniske værker som filmskaber. Aftenens koncert var præsenteret som et “Live Retrospective” – et tilbageblik og en hyldest til Carpenters lange karriere med filmmusikken i fokus. Derfor var Koncerthuset fyldt med inkarnerede Carpenter-fans, der var klar på at dykke helt ned i hans mørke univers af dyster sci-fi, bloddryppende gys og hvinende 80’er-synthesizers.

Aftenens første skæring var en omgang hårdtslående synthrock fra den hårdtslående actionfilm “Escape from New York” (Flugtaktion New York) med Kurt Russell i hovedrollen. Bag det lille orkester var et massivt setup med ikke mindre end fem skærme – en hovedskærm flankeret af fire mindre skærme, vinklet så de omkransede den store – og det var en fryd for øjet, at musikken var ledsaget af små vignetter fra Carpenters egne film. Det indbød til at læne sig tilbage og nyde, hvordan det visuelle spillede sammen med det auditive. Selvom klippene ikke var komplet synkroniseret med det lydmæssige udtryk, som for eksempel ved den mareridtsagtige koncert med musikvideoinstruktøren Chris Cunningham på Roskilde Festival 2011, så kunne man klart fornemme, hvordan den cinematiske stemning og spændingskurve i de enkelte numre spillede sammen med videoklippene.

Soundtracket fra Carpenters gennembrudsfilm “Assault on Precinct 13” (Sidste nat på station 13) fra 1976 rummer essensen af Carpenter som instruktør såvel som komponist, og det løftede en relativt simpel fortælling fra anonym Exploitation-film til ikonisk værk. Med ganske sparsommelige virkemidler, et raslende trommemaskinebeat og med en bragende bastung synthesizer flankeret af en mere melankolsk og skinger synth formår Carpenter at sætte rammen perfekt for en dramatisk og håbløs nat på en forladt politistation belejret af en usynlig, overlegen trussel. Den minimalistiske elektroniske komposition var stadig akkurat lige så viril og slagkraftig fremført live, og selvom flere af Carpenters soundtracks fremstår en anelse 80’er-bedagede den dag i dag, så er “Assault on Precinct 13” overraskende moderne i sin fremtoning.

Et godt gammelt engelsk mundheld siger, at man ikke kan lære en gammel hund nye tricks. Det har John Carpenter tydeligvis aldrig hørt, eller også har han pænt valgt at overhøre det, da han i en alder af 68 år netop har indledt sin første musikalske turné nogensinde. Ikke nok med det, så lader det til, at han har kastet sin kærlighed over musikken med fornyet intensitet på trods af sin pensionsmodne alder. I løbet af det sidste år har han nemlig udgivet de to album Lost Themes 1 og Lost Themes 2, der, som titlen angiver, ikke rummer musik taget fra hans film, men består af nye kompositioner. Publikum skulle ikke snydes for disse nye skæringer, og det blev vel til godt en halv snes numre fra hhv. Lost Themes 1 og 2 spredt ud over showet.

Lost Themes rummer adskillige glimrende numre og lyder umiskendeligt af Carpenter, men desværre var de ikke ledsaget af nye visuals, som man, måske naivt, kunne have håbet på. Derfor kom de hurtigt til at fungere som en slags afbræk i oplevelsen, hvor man, berøvet det visuelle aspekt, kunne lukke øjnene og danne sine egne fortællinger på nethinden. Det var dog lidt hit and miss, om man lod sig gribe af stemningen på de enkelte Lost Themes-numre. Den progmetal-inspirerede “Mystery” fremstod for mig hurtigt lidt gumpetung og langtrukken, mens et nummer som “Distant Dream” med sin dramatiske brug af blændende hvidt lys fra projektørerne på scenen og pulserende synthesizer faktisk var et af aftenens højdepunkter. Her fik Carpenter, der forståeligt nok ikke er den mest naturlige frontmand på scenen endnu, endda instrueret publikum til at klappe i takt.

De klassiske soundtracks blev alle fremført i nye arrangementer, så de kunne fungere live, og det var en udsøgt fornøjelse at høre et nyt take på Carpenters klassiske lyd. De nye arrangementer havde langt mere tyngde og gennemslagskraft og var ikke så 80’er-vattede. For eksempel lød soundtracket fra 1988’s “They Live”, der ikke regnes for et af Carpenters mere inspirerede musikalske øjeblikke, pludselig langt mere viril i den rå og beskidte bluesudgave som blev spillet i Koncerthuset. Igen var det visuelle modspil her en fryd for øjet, da bidende forbrugerisme-kritiske statements badede salen i gennemtrængende hvidt lys fra skærmene bag musikerne. Lyden i Koncerthuset fortjener også ros, da den stod knivskarpt under aftenens koncert, da man tydeligt kunne skelne de forskellige lag i musikken fra hinanden og høre de enkelte instrumenter. Essentielt for en ren instrumental koncert.

Der blev kun spillet ét eneste nummer, som Carpenter ikke selv har komponeret. Soundtracket til Carpenters hovedværk fra 1982, “The Thing” (Det grusomme udefra), er nemlig komponeret af filmmusikkens gamle maestro Ennio Morricone, som Carpenter dedikerede denne udgave til. Det sløvt pulserende og minimalistiske nummer emmer simpelthen af paranoia og angst. Jeg er muligvis farvet af min forkærlighed for denne film, som jeg anser for et regulært mesterværk og en af tidernes bedste gyserfilm, men jeg følte mig straks henvist til det nådesløse antarktiske snelandskab sammen med Kurt Russell og de andre på forskningsstationen, isoleret med det grusomme udefra, da soundtrackets hjertebankende stortromme og dystre keyboardspil fyldte salen.

John Carpenter styrede slagets gang fra sin centralt placerede synthesizerpult og havde, foruden sin søn Cody Carpenter på keyboard, selskab af Daniel Davies på guitar (søn af The Kinks’ Dave Davies), samt John Konesky på guitar, John Spiker på bas og trommeslageren Scott Seiver, der alle tre spiller i Tenacious D. Man kunne dog godt høre, at det kun var bandets tredje koncert sammen. Der var indimellem lidt knas i forhold til at ramme og holde samme takt, hvilket var en skam. På Lost Themes-nummeret “Wraith” var der sågar en guitar, der kom helt skævt ind på nummeret, så man ikke kunne undgå at lægge mærke til det. Det var absolut ikke ødelæggende for koncerten eller stemningen som helhed, men ikke desto mindre en kedelig distraktion.

Hele seancen varede godt og vel en time og et kvarter (ekstranumrene medregnet), og Carpenter kunne forlade salen akkurat som han entrerede den. Til stående klapsalver og jubel fra sine fremmødte fans. Der kan ikke herske nogen tvivl om, at aftenen bør ses som én lang hyldest og tilbageblik på Carpenters egen karriere som komponist såvel som filmskaber, der tog udformning som en koncert. Men hvis der er nogen, der fortjener at tage på en verdensdækkende sejrsrunde af en turné, så er det John Carpenter – en af vor tids største filmskabere og auteurs, der alt for ofte blev misforstået og taget for givet i sin samtid og kun senere har nydt den berømmelse og succes, som han fortjener. Derfor kunne man også se igennem fingre med de skønhedsfejl, der nu engang sneg sig ind, og nyde aftenen for det den var: En unik mulighed for at se tilbage på en stor mesters karriere og hylde ham for den. En nostalgiens triumf.

★★★★★☆

Fotos: Mathias Laurvig

Leave a Reply