Koncerter

Jomi Massage, 30.04.16, Filuren, Spot Festival, Aarhus

Lige så udfordrende og udfordrede de menneskelige omdrejningspunkter er for Jomi Massages album Primitives , ligeså udfordrende er hendes avantgardepop, som på ingen måde stryger lytterne med hårene, heller ikke live.

Klokken var knap slået 17.00, før Signe Høirup Wille-Jørgensen, kendt under kunstnernavnet Jomi Massage, sad klar på scenen til at spille et udpluk fra sin plade Primitives fra 2013. Hun fik dog ikke lov til at starte før tid, så tiden blev brugt på en kærkommen introduktion til den oplevelse, publikum skulle føres igennem i løbet af den næste halve time.

Primitives blev introduceret som et konceptalbum om folk med psykopatiske tendenser, der har levet og ændret verdenshistorien – lige fra kunstmalere, kvindelige høvdinge til munke. Et konkret eksempel er nummeret ”Flap Like a Flag”, som handler om kvinderettighedsforkæmperen Emily Davison, som trådte ud foran Kong George Vs hest under et derby for at gøre opmærksom på kvinders manglende rettigheder – og døde af det.

Ligeså udfordrende og udfordrede, de menneskelige omdrejningspunkter for Primitives er, lige så udfordrende er Jomi Massages avantgardepop, som på ingen måde stryger lytterne med hårene. Det er eksperimenterende og småprovokerende, men denne aften desværre ikke så meget mere end det.

Flankeret af det klaver, som er i fokus numrene igennem, leverede den barfodede Jomi Massage seks numre for et næsten fyldt Filuren. ”I Will Be Born” var åbningsnummeret og også koncertens højdepunkt sammen med den blide ”X Y Z”. Wille-Jørgensens vokal var ekspressiv, tung, bitter – en kvinde med noget på hjerte. Viklet ind i dundrende klaver og diverse effekter. Andre numre, vi blev ført igennem, var den ulmende ”A Fake Start Is Life”, ”Stray Arrows” og ”The Dust and the Dirt”, hvor en ukulele blev tryllet frem.

Flere af numrene blev en smule “musical-agtige”, hvilket blev understreget af Wille-Jørgensens teatralske bevægelser – måske fordi der var så meget historie og virkelighed i sangene, men det havde ingen gavnlig effekt på oplevelsen, og virkede mere som et forsøg på at forcere nogle følelser, som ikke var der. Det virkede ærlig talt lidt fjollet.

Jomi Massage lagde aftenen ud med en forklaring på, hvorfor hun ikke ville tale mellem numrene – for der skulle helst ikke går for meget ”Celine Dion-entertainer” i den. Men problematisk var det så, at hun netop talte mellem samtlige numre, og nok i virkeligheden endnu mere problematisk, at de historier hun præsenterede hvert enkelt nummer med, viste sig at være mere interessante end musikken de blev pakket ind i.

★★½☆☆☆

Fotos: Morten Lau-Nielsen

Om skribenten

Sofie Guldager Rafn

Redaktør for danske plader
sofie@undertoner.dk

Biografi:
Min far ynder at fortælle mig om dengang, jeg var lige ved at falde ud af trip-trap stolen, med havregrøden spruttende ud af munden, fordi jeg rokkede og grinte ustyrligt til tonerne af Nevermind. En lille anekdote, der i virkeligheden er mit musikalske udgangspunkt. Nu er CD'erne skiftet ud med streaming og vinyler, men glæden ved musikken er forblevet.

I dag har jeg har en forkærlighed for folk og indie-rock, men mit musikalske bibliotek rummer også alt fra hiphop til country.

Fem favoritalbums:
En liste, der nærmest er umulig at udarbejde, og som evigt er under forandring. Men albums jeg altid finder mig selv vende tilbage til er:
Bob Dylan: The Times They Are A-Changing
Joni Mitchell: Blue
The Radio Dept.: Clinging to a Scheme
Jens Lekman: When I Said I Wanted to Be Your Dog
Mew: Frengers

Skriv et svar

boeger