Plader

Julianna Barwick: Will

Brooklyn-kunstneren med de ordløse vokalarrangementer er klar med opfølgeren til Nepenthe fra 2013. Julianna Barwick har skabt endnu et organisk, vokalbaseret album, som har sine synthhøjdepunkter, men som savner retning.

Ordløse vokalarrangementer, en opslidt loop-pedal og et sparsomt instrumentalt setup. Det er umiskendeligt Julianna Barwick, der er tilbage med sit tredje udspil, Will. Endnu et organisk, vokalbaseret album, som dog savner lidt retning.

Da Brooklyn-kunstneren Julianna Barwick udgav sit første album, det anmelderroste The Magic Place (2011), introducerede hun en ny type af ambient musik – en mere menneskelig form, hvor det fremmende element er hendes vokal, som med uendelige loop skaber atmosfære og stemning. Hun formåede at skabe sin egen niche, og hun demonstrerede, at stemmen er ur-instrumentet – og at det mest organiske musik udspringer af den. Stemmen er ikke blot til for at sætte ord på følelser, ordløs er den også et instrument i sig selv. Opfølgeren Nepenthe (2013) blev en lige så stor succes, men denne gang dryssede hun flere stryger- og klaverpartier over albummet, til glædelig overraskelse.

Will er Barwicks første selvproducerede album, og denne gang har hun vovet pelsen og inviteret synthesizeren med ind i sit univers. Den tungere synth fungerer fremragende på pladen. I alt har fire ud af ni numre fået en kærlig synthesizerbehandling, og det er nogle af de numre, der fungerer bedst. Blandt andre på ”Nebula”, hvor dybe og stemningsfulde synthtoner kører i rundgang og gradvist intensiveres i forening med Barwicks sirenesang.

Andre synthnumre er ”Same”, som vokalt gæstes af Mas Ysas Thomas Arsenault, den mere eller mindre irriterende ”See, Know”, hvor synthen mest af alt lyder som en brandbil for fuld udrykning, og den smukke ”Wist”. Men på både ”See, Know” og ”Same” ændrer Barwick sin vanlige dynamik, hvor vokalen er i forgrunden, og lader i stedet synthen være det bærende element, hvilket må siges at være et modigt træk i hendes ellers så vokaltunge verden. Når særligt synthnumrene fungerer så godt, som de gør, så kan det undre, at Barwick ikke har taget det fulde spring ud i teknologien og brugt det på alle numrene – det havde måske givet pladen noget mere retning, da den samlet set virker lidt ubeslutsom.

De resterende fem numre på Will er mere simple, og fokus er igen mere på Barwicks sirene-agtige vokal, som i hendes vanlige stil er loopet i utallige lag, og som på åbningsnummeret, ”St. Apolonia”, opnår en kirkekorseffekt med den tilføjede rumklang. På den klaverbårne ”Beach” er simpliciteten slående smuk og graciøs, og nummeret udgør sammen med ”Nebula” og ”Wist” albummets højdepunkter.

Både synthen og de andre instrumentale elementer giver nogle tiltrængte holdepunkter i Barwicks konturløse vokalarrangementer, hvilket gør det nemmere for lytteren af følge med i den ellers udfordrende musik. For Will er ikke sådan et album, man hører på farten. Den kræver noget af lytteren: tid og stilhed, og selvom det er forfriskende på den måde at blive udfordret af musik, kan det til tider også være svært at bevare koncentrationen. Men det er indsatsen værd. Forhåbentligt vil Barwick i fremtiden hengive sig mere til det elektroniske og synthesizeren, da det ekstra lag i den grad klæder hendes organiske musik.

★★★★☆☆

Deltag i debat