Koncerter

Kevin Morby, 10.05.16, Jazzhouse, København

Foto: Dusdin Condren
Skrevet af Victor Ohlendorff

Med sit splinternye album, Singing Saw, har den Los Angeles-baserede folkrocksanger virkelig fået sig et publikum. Tirsdag gæstede han hovedstaden og præsenterede danskerne for de nye numre.

Foto: Dusdin Condren

Foto: Dusdin Condren

Trods sin unge alder på blot 28 år har amerikanske Kevin Morby allerede haft en lang karriere som musiker. Først som bassist hos Woods og senere frontfigur hos The Babies. I 2013 tog Kevin Morby springet som soloartist, hvor hans første album, Harlem River, blev vel modtaget. Siden da har Kevin Morby formået at bygge oven på sit indlysende folktalent, hvor især hans seneste udgivelse, Singing Saw, der udkom i april, har bevist, at Kevin Morby er blevet en mere alsidig kunstner. På Singing Saw er lyden skarpere, mere raffineret og udfordrer lytteren i højere grad end på tidligere album.

Derfor var der også store forventninger til Kevin Morby tirsdag aften, da han skulle spille foran et udsolgt Jazzhouse. Det er svært at se, hvilket spillested der skulle fungere som en bedre arena for Kevin Morby og hans orkester end Jazzhouse. Intimiteten og nerven i Morbys folk gik hånd i hånd med atmosfæren på Jazzhouse. Så trods varmen kunne rammerne næsten ikke blive bedre. Kevin Morby og hans band indledte dog desværre aftenen med lidt tekniske vanskeligheder. Selvom det sjældent ses som et positivt tegn, at koncerten starter med et »sorry« til publikum, virkede det som et band i god harmoni.

Helt oplagt var første nummer ”Cut Me Down”, som ligeledes er åbningsnummeret på Singing Saw. En god indikator for, at den nye plade skulle blive omdrejningspunktet for den resterende koncert. Alligevel kan man kan godt ærgre sig lidt over, at Kevin Morby bruger sådan et stærkt nummer til at spille sig varm på.

Det var tydeligt, at Kevin Morby foretrækker el i sin guitar. Koncertens andet nummer, ”Dorothy”, fik publikums puls til at stige, og Kevin Morby skal være glad for sit band, som spillede med en god energi koncerten igennem. Især smittede trommeslagerens aggressive stil, der nærmest mindede om Matthew Helders fra Arctic Monkeys, af på Morby og det resterende band.

Dernæst skulle vi tilbage i tiden til albummet Harlem River og selv samme titelnummer. Der er ingen tvivl om, at Kevin Morby er glad for de mere psykedeliske passager, hvor guitarriff flyver igennem salen som laserstråler. Når det så er sagt, fungerede det faktisk utroligt godt, når de stille sekvenser blev brudt af længere guitarpassager. Det blev aldrig for meget, og man fik ikke fornemmelsen af, at det blot blev en gentagelse af samme musikalske opskrift. På numre som ”Destroyer” og ”I Have Been to the Mountain” blev lydbilledet desværre en smule mudret. Ærgerligt, når begge numre i min optik er Kevin Morbys stærkeste kompositioner til dato.

Der var plads til at afprøve nyt materiale af midt under koncerten. Med det nye nummer ”Tiny Fire” forsøgte Kevin Morby at skabe nye musikalske relationer til publikum, men desværre faldt det en smule til jorden. Det er altid et sats at afprøve nyt materiale over for et publikum, og i dette tilfælde viste det sig ikke at være lønsomt for Morby. Titelnummeret “Singing Saw” var til gengæld aftenens højdepunkt. Instrumenterne og vokalen stod skarpt i lydbilledet, og publikum blev suget ind i Kevin Morbys musikalske univers. Et klokkeklart eksempel på, hvad livemusik kan, når det er bedst.

Herefter overlod bandet scenen til Morby, som skulle forsøge at tryllebinde publikum med ”Black Flowers” og et covernummer af Townes van Zandts ”No Place to Fall”. Desværre kom hvilepulsen lidt for langt ned, og man kunne tydeligt mærke, at publikum savnede bandets tilstedeværelse.

De to ekstranumre ”Parade” og ”The Ballad of Arlo Jones” understregede, at Kevin Morby simpelthen er bedst, når han får lov til at gå til stålet sammen med det resterende band. Personligt begyndte fødderne også at bevæge sig fra side til side, da de to velspillede ekstranumre blev fremført med høj kvalitet.

★★★★☆☆

Deltag i debat