Nyheder

Premiere: Ny musikvideo fra KVADRAT: “Pieces of Hope”

Undertoner præsenterer musikvideoen til den sødmefulde førstesingle “Pieces of Hope” fra danske KVADRATs kommende EP.

Det er to år siden, at KVADRAT debuterede med tre stemningsfyldte livesessions fra Jazzhouse. Siden da har det københavnske band arbejdet på at finpudse deres fængende orkestrale kammerpop, og til sensommeren er de klar med deres selvbetitlede debut-EP. Undertoner havde sidste år KVADRATs livesessions i ’Prøverummet’, og i dag har vi æren af at præsentere musikvideoen til førstesinglen ”Pieces of Hope” fra den kommende EP.

Ligesom gruppens tidligere udgivelser er ”Pieces of Hope” bygget op omkring en tilbagelænet men knivskarp rytmesektion, hvorpå et fyldigt strygerarrangement smyger sig om forsanger Tobias Kropps hæse baryton. Der er fokus på den gode melodi, og der er tydeligvis kælet for detaljen.

Stemningen på ”Pieces of Hope” er opløftende sødmefuld, og det svært ikke at blive smittet – både af lyd og billeder. Tobias Kropp siger selv om musikvideoen:

»Tanken med videoen var at understrege det naive, umiddelbare og optimistiske i sangens udtryk. For mig handler sangen om at se håb i en situation, hvor det kan være svært at få tingene sagt lige ud, og der var det vigtigt for os, at videoen også fokuserede på det opløftende. Ideen med hjemmevideolooket var at underbygge den nostalgi, der også ligger i musikkens old-school lyd.«

Leave a Reply