Klassikeren

Sonic Youth: Det sublime i støjens æstetik

Kompromisløse Sonic Youth leverede i 1995 endnu et banebrydende album. I slipstrømmen af grungen kom Washing Machine som et kalejdoskop af forskellige eksperimenter. Pladen fortjener større anerkendelse, end den hidtil har opnået.

Det sublime i støjens æstetik

Støj og melodi kan umiddelbart lyde som to forskellige størrelser, der vanskeligt lader sig forene, så det giver mening. Ikke desto mindre kan man vel godt tillade sig at sige, at det er denne forening, der kendetegner historien om New Yorker-bandet Sonic Youth.

I dag er bandet ikke mere. Historien om bruddet mellem makkerparret Kim Gordon og Thurston Moore, der også, tidligt i bandets historie, endte med at blive ægtepar, har været offentligt kendt længe. Med det forliste ægteskab opløstes også bandet i 2011.

Sonic Youth blev dannet i New York tilbage i 1981, hvor bandet blev født sammen med en scene, der på dette tidspunkt tog sin oprindelse. Denne scene kom til at danne det tidlige fundament for en genre, der skulle få betegnelsen Noise Rock, mere populært omtalt som No Wave. Denne scene udsprang af efterdønningerne fra punkrocken, der med spillestedet CBGB’s i New York, havde fungeret som base for blandt andet The Ramones.

Byens liberale sindelag og billige huslejer gjorde det attraktivt for unge amerikanere, der ude i forstæder og søvnige flækker havde identificeret sig med punkrocken fra New York.

Det var nogle af disse omstændigheder, der i 1981 bragte Thurston Moore, Kim Gordon, Lee Ranaldo og Richard Edson sammen. Moore og Ranaldo havde allerede stiftet bekendtskab med hinanden i samarbejdet med støjrock-pioneren Glenn Branca. Han kom også til at udgive bandets første EP på sit eget selskab Neutral.

Efter de første plader, der må siges at have fået sin opmærksomhed i undergrunden, fik bandet konsolideret sig med dens kernebesætning, hvor Steve Shelley blev fast mand bag trommesættet. Hans lettere off-key, men stramme spillestil, dannede de perfekte rammer for bandets ofte løsslupne struktur.

Med det lineup nu bestående af Thurston Moore, Lee Ranaldo, Kim Gordon og Steve Shelley får bandet etableret sig som værende undergrundens darling.  Med deres mix af punkens vilde energi kombineret med avantgarde- og freejazz-tendenser, bliver Sonic Youth hurtigt ophøjet som punkens svar på ”beat-nicks”.

Det ”nye” gamle grungeband

Op gennem 80’erne levede bandet en tilværelse uden for mainstreamen. Selvstændigheden og do it yourself-mentaliteten var altdominerende for gruppen. De fandt et hjem til deres udgivelser hos Greg Ginns label SST Records, som Ginn havde startet for at kunne udgive sit eget band, Black Flags udgivelser.

Tilværelsen i dette kreative undergrundsmiljø, forankret i New York og hos den amerikanske hardcore punks DIY miljø, gav lige nøjagtig den kreative frihed, gruppen priste så højt. Denne tilværelse skulle dog vise sig at blive udfordret, og bandets publikum voksede i en noget uventet retning.

1988 blev året, hvor Sonic Youth ikke længere kun sælger plader og koncertbilletter i den alternative undergrund. Med udgivelsen af pladen ”Daydream Nation” udviste bandet netop det potentiale de rummer, foreningen mellem det melodiøse og støjens kompromisløshed. Pladen varslede en ny tid i amerikansk ungdomskultur, hvor det polerede og pompøse var på tilbagetog. Ungdommen var træt af selvhøjtidelighed og nyliberalismens mantra om det gode liv som den gode forbruger. Ja, man kan vel nærmest sige, at nummeret ”Teenage Riot” blev et forvarsel for den musikalske strømning, der kommer til at tage verden med storm, og som eftertiden døber ”grunge”.

At Sonic Youth skulle blive en del af denne spirende musikalske strømning, lå umiddelbart ikke i kortene. Ikke desto mindre kom bandet til at opleve sin kommercielle storhedstid hos en ny generation af unge, der satte det autentiske og uhøjtidelige musikalske udtryk over alt andet. Guitarrocken skulle på ny erobre verdens ungdom.

Sonic Youth kom til at stå som de modne og garvede i denne tid, der fastholdte deres kreative frihed, hvorimod mange af grungebølgens utallige grupper hurtigt måtte se sig opsamlet af mainstreamens gatekeepere.

Trods det, at Moore, Gordon, Ranaldo og Shelley oplevede at vække et nyt publikums interesse, samt gruppens kommercielt største gennembrud, kæmpede gruppen med næb og klør for at fastholde deres identitet og selvstændighed. Men balancegangen mellem kommercielt gennembrud og identiteten som undergrundspunk blev udfordret i starten af halvfemserne, da pladeselskabet Geffen bankede på døren og viste interesse for gruppens potentiale.

Geffen og dets sublabel DGC blev det nye hjem for gruppen fra og med deres sjette studiealbum Goo, der blev udgivet i sommeren 1990. Med Goo leverede gruppen, hvad de fleste anser for værende deres mest tilgængelige materiale, deres bidrag til grungerockens komme.

Det var klart et kommercielt gennembrud i forhold til deres hidtidige udgivelser, men dog langtfra at kategorisere som en supersællert. Selvom eftertiden har været med til at kanonisere dette og det efterfølgende album, Dirty, som mesterværker i dets samtid, så var det dog ikke de musikalsk mere modne Sonic Youth, der stod som frontkæmpere for grungen. Dertil var gruppen deres helt egen, både i deres tilgang til kulturen omkring DIY og deres musiske udtryk, til at kunne definere tiden.

At de kom til at stå som mentorer for de unge grupper, er dog uomtvisteligt, hvilket også ses i amerikaneren Dave Markeys dokumentar fra 1991 ”1991: The year punk broke”.

71UQp4oRJPL._SL1089_1024x1024

Washing Machine

Pladen Washing Machine blev gruppens niende album og blev en plade, hvor støj, løssluppenhed og skønhed, skulle se sig forenet på ny vis for gruppen.

Den 26. september 1995 røg Washing Machine på gaden. Endnu engang overraskede gruppen ved at begå en plade, som for mange var mere åben og eksperimenterende, end det havde været tilfældet siden 80’erne. De udtalte selv senere til den amerikanske musikpresse, at albummet mere end noget andet blev født ud af løse jamsessions, hvor enkelte riffs endte som hele numre.

Modsat de fleste af gruppens hidtidige plader blev Washing Machine ikke indspillet på gruppens hjemmebane New York, men derimod i Memphis. Gruppen har selv lagt vægt på, at dette var en af grundene til pladens mange eksperimenter.

Pladen åbner ud i en quirky guitarstemning på nummeret ”Becuz”. Det bærende guitarriff maler en klang, der føles løssluppen fra første færd, hvortil der tilføjes dissonante klangflader fra Lee Rananldos alternative stemninger på guitaren. Kim Gordon messer sin hæse vokal ud, og som det kendetegner hende, kommer hendes vokal aldrig helt op i tempo, som det er tilfældet med guitarenes riffs.

Vildskaben og den rå energi, som bandet kan udgyde, kommer på mere nuancerede og alternative måder til at ramme lytteren. Med hylende feedback starter flere af pladens numre, der sovses ind i distortion og rå garagelyd. Thurston Moore kan trods sit ranglede drenge-look levere en vokal på flere af pladens numre, der gerne vil virke mere rå end den måske egentligt er. Men han gør det dog på en så selvsikker facon, at man tror på hans temperament. Nummeret ”No Queen Blues” er dog en undtagelse, hvor Thurston Moores vokal prædikerer effektfuldt oven på den skingre og rå guitarlyd.

Støjen og de mere melodiøse passager flettes på afbalanceret vis godt sammen. Både i passager, hvor guitarer flænser lydbilledet op, og man har svært ved at vide, hvor det tages hen, bliver det aldrig overtagende i lydbilledet. Dette må nok siges at være særligt interessant for denne plade, da bandet formår at fremstå strukturerede på trods af deres jammede tilgang til materialet.

Hertil skal det nævnes, at Kim Gordon på flere numre smider bassen til fordel for en tredje guitar, der giver klangfladerne endnu mere fylde. Dette være sig de støjende som de rolige strukturer.

På et nummer som ”Panty Lies”, en lille paranoid perle af et nummer, hvor Kim Gordon beviser, hvorfor hun er en ener og muligvis fortjener mere anerkendelse som vokalist, end hun egentlig er blevet tilskrevet. Uden at eje en stor stemme, formår hun at levere no wave og punkens energi og in your face-mentalitet. Hun trækker på samme hammel som Lydia Lunch og Patti Smith.

Støjen og de hæsblæsende passager er ikke unikke for albummet Washing Machine, men i forhold til resten af bandets fantastiske diskografi, kendetegnes dette album af noget anderledes. Sammenkogningen af deres punkede no wave sound og grungens mere traditionelle tilgang til opbygning af sange, får pludselig følgeskab af endnu et element. Bandets mange facetter kommer i særlig grad til udtryk ved, at 70’ernes progressive rocks lange og frie jams bliver inkorporeret i musikken.

Pladen byder også på et af gruppens længste numre, nemlig afslutningen på pladen, det næsten 20 minutter lange ”The Diamond Sea”, hvor Thurston Moore eksperimenterer med at lave decideret smuk og gribende stemning.

Passagerne med mere overstyrede guitarer, der slippes af sted i feedback-land og bringer støjen helt hen til lytteren, bliver flere og flere, jo længere man kommer i pladen. Hvert enkelt nummer tager lytteren i en ny retning, hvilket er uimodståeligt charmerende og modigt.

Efterord

Washing Machine er ikke gruppens mest hyldede og omtalte album. Eftertiden har for det meste fremhævet de albums, som gruppen udsendte under grungens dynasti. Daydream Nation, Goo og Dirty er udråbt som banebrydende klassikere. Det er måske også de albums i bandets diskografi, der er mest konsistente og derfor helt berettiget blevet ophøjet til klassikere. Men det er på mange måder også de mindst eksperimenterende plader, hvorfor de har opnået mest kommerciel succes. Men en plade som Washing Machine fortjener omtale og klassiske status af flere grunde. At de formår at fastholde deres essens og DNA, samtidig med en ukuelig nysgerrighed og kærlighed til musikkens historiske kanon.

At gruppen leverer en plade af denne kaliber og med så stor selvsikkerhed, på trods af grungerockens dalende popularitet, gør det til et helt særligt album.

Det er den søgende balance mellem melodi, harmoni, struktur, støj og opløsning, der er Sonic Youths adelsmærke. Det tjener dem til ære, at de ikke lader sig sætte i bås med deres udgangspunkt i punken eller forleder sig til den klassiske rocks struktur. Hvorfor ikke opløse opskriften og blande det hele sammen?

Deltag i debat